Per Kofoed søgte job og fik afslag – nu ejer han butikken

Da Per Kofoed som 23-årig fik afslag på et job hos Home i Nexø, lå det ikke i kortene, at han senere skulle overtage ejerskabet på Bornholm. Den erfarne ejendomsmægler tog dog revanche, og i dag forsøger han stadig at udvide forretningen, nu med en medpartner ombord.
I november 2022 gearede Home op på Bornholm, så der nu er to partnere i forretningen.
Det skal føre til en stærkere position på markedet omkring Rønne. Her har Jan Kohring Larsen nu daglig gang, mens ejer gennem mere end ti år, Per Kofoed, sidder på kontoret i Nexø.
Den udvikling er et godt billede på alt det, som Per Kofoed holder af ved ejendomsmæglerfaget.
– Ingen dage er ens i vores branche. Der sker hele tiden noget nyt både på den store klinge i markedet og branchen, men også for os selv. Vi får nye ejendomme ind, og min dag består typisk både af kontorarbejde og være ude hos kunder eller fremvisninger. Det er en kombination, som jeg virkelig trives med, siger han.
Netop den kombination af udarbejdelse af rapporter, budgetter og for eksempel tekster til markedsføring og det at komme ud var også det, som fik Per Kofoed til at søge ind i branchen til at starte med.
Som 23-årig tog han til Homes kontor og bankede på døren hos den daværende ejer Hans Henrik Reinewald, og søgte job. Det blev dog til et afslag for den aspirerende mægler.
– Og så skulle jeg jo finde på noget andet at lave, lyder det.
Det resulterede i, at Per Kofoed kom i lære hos Bornholmstrafikken, hvor han blev uddannet 1995. Herefter blev han ansat som depotbestyrer for Tuborg.
– Og så havde jeg ansvaret for Tuborgs salg på Bornholm. Det havde jeg i fire år, indtil Tuborg og Carlsberg sammenlagde flere afdelinger, hvilket betød, at vi skulle flytte med jobbet til København, eller blive opsagt. Vi havde lige fået vores datter, og jeg ville ikke flytte fra Nexø, og derfor takkede jeg pænt nej til det, siger han og fortsætter:
– Så stod jeg der uden job i efteråret 1999, og besluttede mig så for at forsøge hos Home igen. Det var stadig Hans Henrik Reinewald, der drev forretningen, men denne gang var jeg heldig og fik en stilling fra 1. januar 2000 som salgs- og vurderingsmand hos Home i Rønne.
Her var Per Kofoed indtil foråret 2003, hvor han sprang ud som selvstændig.
Et tilbud man ikke kan sige nej til
Han startede Realmæglerne på Bornholm med butik i Nexø, og senere også en forretning i Rønne og havde nogle gode år, indtil finanskrisen slog luften ud af boligmarkedet. Særligt 2009, 2010 og 2011 var træge, forklarer han.
Per Kofoed lykkes dog med at navigere så godt gennem de svære år, at der var blevet lagt mærke til det i Home. I 2012 blev han således tilbudt at overtage Home på Bornholm. Det var et tilbud, som han ikke kunne afslå.
– Det var med sommerfugle i maven, at jeg påtog mig den opgave. Det var stadig svære tider i boligmarkedet, og nu skulle jeg stå i spidsen for et nyt koncept og for en stor og anerkendt kæde.
– Men jeg har altid holdt meget af Home og set det som en interessant forretning. Det trak virkelig i mig at stå i spidsen for en af de fire største mæglere på øen med så stort et brand, forklarer han.
Siden har Per Kofoed år for år udbygget forretningen på Bornholm, og i dag beskæftiger Home syv personer og er markedsleder i Nexø.
Nu er de dog to partnere, og det er fordi, at markedsandelen omkring Rønne skal øges.
– Vores mål er helt sikkert, at vi skal blive bedre i Rønne. Med Jan (Kohring Larsen red.) har vi en partner, der har daglig gang på kontoret i Rønne, og det er en kæmpe fordel, og det har allerede givet pote i form af flere handler, lyder det.
Giver mere frihed
En ting er dog at gnave sig ind på større del af boligmarkedet, noget andet er, at det også giver mere ro at være to om at dele ansvaret.
– På et personligt plan kan jeg mærke, at jeg har fået en anden ro og faktisk også mere frihed, fortæller Per Kofoed.
– Før i tiden skulle jeg for eksempel køre til Rønne og passe driften der, og nogle gange om aftenen efter jeg havde været hele dagen på kontoret i Nexø. Samtidig er det bare svært at være helt tæt på medarbejderne, hvis man ikke sidder sammen til hverdag, fortsætter han.
Det giver også mere stabilitet at være to med hånden på kogepladen.
– Vi er blevet mindre sårbare, fordi vi nu er to om at tjene pengene. Vi er også mindre sårbare i forhold til hvis, der er en medarbejder, som pludselig siger op for at prøve noget andet, siger Per Kofoed.
– Det trak virkelig i mig at stå i spidsen for en af de fire største mæglere på øen med så stort et brand, siger Per Kofoed. Foto: Mathies Hvid Toft
En snebold ruller i markedet
Zoomer man ud og ser på det bornholmske boligmarked som helhed, betegner Per Kofoed det som sundt.
Aktuelt er der omkring 430 ejendomme til salg, hvor den historiske normal de seneste mange år, ifølge Per Kofoed, har ligget omkring 600-700 ejendomme. Samtidig er det næppe gået manges næse forbi, at priserne i løbet af de senere år har taget nogle hop op.
Det til trods for, at Bornholm generelt har en mere stabil prisudvikling end mange andre landsdele. De senere år har en række omstændigheder dog skubbet grundfundamentet for det bornholmske boligmarked op.
– Priserne er kommet et eller to trin op ad prisstigen, og vi kommer formentligt til at bevæge os derfra nu.
Hvorfor vurderer du det?
– De ting, der er sket, forsvinder ikke bare igen. For det første har vi fået flere tilflyttere, som kommer fra dele af landet, hvor man er vant til at bruge større summer på bolig, og som også har en anden indtjening end gennemsnittet på Bornholm, siger han.
Per Kofoed peger herefter på, at man i 2013 indførte fleksboliger. Det fik en positiv effekt på priserne, fordi flere pludselig fik mulighed for at investere på øen, ligesom flere boliger fik øget værdien, da de blev istandsat.
– Vi kommer heller ikke uden om coronapandemien. Pludselig kunne danskerne ikke rejse ud i verden, og det betød, at mange genopdagede Bornholm. Vi har aldrig solgt så mange huse, som vi gjorde dengang, og jeg tvivler på, at vi kommer til det igen, lyder det.
Per Kofoed mener også, at hele samfundstendensen har været gunstig for Bornholm. Flere søger mere tid med familien og tættere på naturen, og så er øen gennem mange år blevet godt markedsført med eksempelvis Folkemødet.
– Det er som en stor snebold, der længe er blevet bygget op, og som så for alvor fik det store skub med coronapandemien, hvor den virkelig kom op i fart.
Siden er den dog kommet ned i hastighed, men den ruller stadig, og det vurderer Per Kofoed, at den vil blive ved med.
– Der er mange ubekendte faktorer, som kan skubbe udviklingen den ene eller anden vej, men jeg tror, at der kommer mere styr på inflationen, og renterne vil stoppe med at stige, og vi kan håbe på, at krigen i Ukraine også vil ende, siger han og uddyber
– Det er alt sammen faktorer, som vil få en positiv effekt på markedet, og derfor tror jeg, at vi vil se det stiger yderligere fremover.
Elsker at være problemknuser
Med en partner mere i forretningen kan der også blive bedre tid til familien. Per Kofoed har tre børn sammen med sin hustru Mette, som han har været kærester med siden 1992, og gift blev gift med i 2001.
Alle børnene er voksne i dag og bor i København, og han håber på flere besøg hos dem i fremtiden.
Per Kofoed understreger dog, at han langt fra er på vej til at drosle ned. Der er stadig meget, han gerne vil være med til i branchen ikke mindst i hverdagen, hvor han elsker at være med til at få folks huse solgt.
– Det er fantastik at være med til at lette folks situation ved at få solgt deres hus. Jeg kan godt lide at være problemknuser for folk, og være med til at guide dem godt på vej. Det er en fed følelse, når man får en handel gennem, hvor både sælger og køber er glade.
– Det giver også gensalg, som på mange måder er den største anerkendelse, som vi kan få. Det er jeg slet ikke færdig med endnu, slutter han.

MEST LÆSTE


En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration