På pension efter 46 år med eget firma: Nu skal Bent dyrke vin og pusle om bier

På pension efter 46 år med eget firma: Nu skal Bent dyrke vin og pusle om bier
Bent Christensen tjekker ud efter 46 års ledelse og drift af Nexø Smede og Maskinforretning. Foto: Jacob Jepsen
ERHVERV | NEXØ | Torsdag 10. februar 2022 • 06:32
Berit Hvassum
Journalist
ERHVERV | NEXØ | Torsdag 10. februar 2022 • 06:32

Tæt på fem årtier har Bent Christensen siddet som ejer af Nexø Smede og Maskinforretning. Nu overlader han stafetten til Røstofte Maskiner.


Bent Christensen overtog Nexø Smede og Maskinforretning som 20-årig, da han netop var færdigudlært som smedemester.

I Bornholms Tidende den 30. august 1975 meddelte den daværende ejer, Ejnar Jensen, at den nyuddannede smedemester Bent Christensen overtog forretningen med hans anbefaling. Firmaet lå dengang i Brogade i Nexø. Og få dage senere i samme nærværende avis, kunne læserne få mere at vide om den unge smedemester, der kom fra Østermarie, som også bedyrede:

”Når chancen for at blive selvstændig byder sig, og det er det, man ønsker, skal man tage den. Personalet er det samme som før, og der vil ikke ske forandringer for publikum på noget punkt”.

Nu er det Bent Christensens tur til at give sin anbefaling videre til nye og gamle kunder hos Nexø Smede og Maskinforretning, der har serviceret de bornholmske landmænd igennem mange år.

– Nu er jeg 67 år og har været selvstændig længe nok, siger han, så smilet kan høres i konstateringen.

– Der må være andet i livet i den sidste tid, så nu må det være nok.

Bent Christensen fortsætter med at hjælpe til i firmaet frem til den 1. april. Foto: Jacob Jepsen

Bent Christensen bor på en mindre landejendom ved Kobbeåen syd for Gudhjem. Her har den 67-årige lagt i ovnen til at kunne være beskæftiget i den tredje alder med bistader og 100 vinplanter af både rød- og hvid.

– Jeg har allerede 150 liter hvidvin og 50 liter rødvin på lager. Der skal de ligge et par år endnu, men man kan jo altid smage lidt på varerne undervejs, fortæller han.

Udover pleje af vin og bier, så skal tre børnebørn – og med én mere på vej – have mere opmærksomhed fra deres bedstefar.

– Når man er selvstændig, så er der ikke meget tid til private gøremål, så jeg glæder mig til at se mere til dem.

Selvom beslutningen om at træde væk fra et aktivt erhvervsliv er velovervejet, har Bent Christensen alligevel gjort sig tanker om de afsavn, der kan vente ham forude.

– Man skal vænne sig til ikke at have den daglige omgang med kunder og ansatte. Nogle af kunderne er sønner til de landmænd, som jeg har serviceret i mange år, og man kan godt få et godt forhold til kunderne, hvor det handler om andet end landbrug, siger han.

Bent Christensen glæder sig også over, at hans tre medarbejdere beholder deres job.

Claus Holm Jensen overtager Bent Christensens forretning. Foto: Jacob Jepsen

Nexø Smede og Maskinforretning overtages af Røstofte Maskiner med Claus Holm Jensen på chefposten.

Røstofte Maskiner, der er en del af Danish Agro Machinery, overtog sidste år alle Claas-aktiviteterne på Sjælland og Lolland-Falster, og pr. 1. januar i år overtog maskinforretningen også alt salg og service af Claas-produkterne på Bornholm.

Bent Christensen fortsætter med at hjælpe til i firmaet frem til den 1. april.

Der er reception i dag, torsdag den 10. februar, klokken 10-15, Industrivej 8, Nexø, for kunder, samarbejdspartnere, leverandører og venner af forretningen.

FÅ ABONNEMENT