Lions Club Rønne begynder onsdag den 7. december en indsamling af vintertøj til mennesker, der lider under krigen i Ukraine. Indsamlingen slutter den 17. december, hvorefter tøjet hurtigt bliver transporteret til Lions-klubber i Ukraine og det sydlige Polen, så det kan komme i brug allerede i denne vinter.
Det skriver Lions Club i en pressemeddelelse om initiativet, som blandt andet sker i et samarbejde med alle Bornholms Coop-butikker, hvilket vil sige, at man blandt andet kan aflevere tøj i brugserne.
Lions-klubberne i Danmark har i løbet af året haft indsamlinger og sendt nødhjælp til Ukraine. Denne gang handler det om hurtig hjælp til at klare vinterkulden.
– Julen nærmer sig. Herhjemme glæder vi os til samvær og hygge i juledagene, men ærgrer os over stigende varme- samt eludgifter. Vi sparer på varmen og føler, det er koldt. I Ukraine har de helt andre udfordringer at tænke på. Mange er fordrevet fra hus og hjem, og flere har mistet alt fra deres beboelser, der er bombet væk og står i dag uden tilgang til el og varme. Julens tidligere hygge virker fjernt for dem i en tid, hvor tankerne går mod fred, overlevelse, mad og varme, siger Ole Pedersen fra Lions Club Rønne, der står i spidsen for indsamlingen.