– Nej, det har jeg ikke. Jeg har hørt om en vestjysk havn, hvor de stod og kiggede over på modsatte kaj, hvor en lastbil kom kørende og pludselig var den bare væk. De troede, han var kørt i havnen, men det viste sig, at han var kørt i et hul, der ligner det her lidt. Det var så dybt, at hele lastbilen var væk. Så sådan noget kan ske, og det sker især på havne, der er levende, som det her sted. Det er en bølgefælde, hvor det er meningen, at vandet skal komme ind – det er bare ikke meningen, at det skal tage alt med sig ud igen.
Hvad med resten af kajen her?
– Der burde ikke være nogen problemer, og der er ikke risiko for yderligere skader på nuværende tidspunkt. Vi lavede en undersøgelse af kajen den 10. juni, der viste, at der ikke var nogen problemer med vandet herude, så det er kommet ganske pludseligt. Det er svært at forberede sig 100 procent på, siger driftschefen.
Større arbejde forude
Nu venter et større arbejde, hvor der skal undersøges præcis, hvor stor skaden er, og Rønne Havn skal have nogle entrepenører ud for at se på, hvordan man kan genskabe kajen, der, hvor den er sunket.