Knudsker El inviterer to stærke spillere med på holdet

Knudsker El inviterer to stærke spillere med på holdet
Fremover står der Knudsker El på bilen, når Kim Henriksen (th.) og Joachim Andersen kører ud til kunderne. Foto: Knudsker El
ERHVERV | Onsdag 27. december 2023 • 15:30
ERHVERV | Onsdag 27. december 2023 • 15:30

Fra 1. januar tørner KH Tek og Bornholms Køleteknik ud for Knudsker El som vil ind i kølebranchen.

Fra den 1. januar udvider Knudsker El sine aktiviteter. Det gør de med opkøbet af de to enkeltmandsvirksomheder KH Tek og Bornholms Køleteknik.

Virksomhederne er ejet af henholdsvis Kim Henriksen og Joachim Andersen, og med købet vil selskabet gå ind i på et marked, der kan bruge lidt konkurrence, fortæller en af de to indehavere af Knudsker El til Tidende.

– Vi tænker, at der er et kompetenceområde her, som vi gerne vil beskæftige os med, for det er superinteressant, og der er et hul her i det bornholmske marked, fortæller Anders Mahler.

– Der er plads til et kølefirma endnu på Bornholm - det er godt både for bornholmerne, medarbejderne og for kunderne generelt.

Han er selv uddannet maskinmester og har derfor en interesse og nysgerrighed på kølebranchen, som nok ikke er alle elektrikervirksomheder forundt.

– Peter (Lund Olsen, red.) og jeg har drøftet, hvordan og hvorledes, og om vi skulle prøve at gøre noget med køl og servicering af storkøkkener. Men det er vigtigt, at vi ikke kommer ud på noget tyndt is, der ikke kan holde til os, fortæller han videre.

Styrker og svagheder

De to ejere af elektrikervirksomheden besluttede derfor, at de ville sondere terrænet og finde ud af, hvordan de kunne skaffe den nødvendige kombination af erfaring og kompetencer, og sådan ramte de ind i Kim Henriksen fra KH Tek og senere i Joachim Andersen fra Bornholms Køleteknik.

– Vi mødtes og drak kaffe, og jeg kan huske, at jeg sagde til Joachim, at jeg tror, at vores styrker er dine svagheder og omvendt.

Mødet endte med, at der blev lavet en kontrakt og nogle længerevarende visioner, og med den aftale kan Knudsker El altså nu kalde sig Iso 9001 certificeret - en certificering, de har fået gennem Joachim Andersen og Bornholms Køleteknik, og som har en høj værdi, når virksomheden skal bevæge sig ind i kølebranchen.

– Hvis man vil lave de store og sjove køleopgaver, så skal man have denne her certificering, fortæller Anders Mahler.

Han ser frem til at kunne tilbyde erhvervskunderne hele pakken i fremtiden, for ofte hænger kølefejl og elfejl sammen, og drømmen er at åbne dørene for nye kunder, som vil have opgaver på køl og el samlet hos samme virksomhed.

– Jeg er enormt begejstret for, at det er lykkedes os at få de her to enkeltmandsvirksomheder ind i vores hus, sådan at vi sammen kan løse køle og storkøkkenopgaver hos bornholmerne. Det er jeg virkelig begejstret for, slutter han, inden han i en sidebemærkning får fortalt, at de første kølekunder allerede har meldt sig.

– Indtil videre er rygtet kun gået fra mund til mund, men de første anlæg- og storkøkkenopgaver er allerede solgt, så vi er sikre på, at det nok skal blive rigtig godt!

FÅ ABONNEMENT