Historien om butikken med den aparte beliggenhed og den store succes

Den kæmpestore tøjbutik Stærmose i Boderne ligger placeret et højst mærkværdigt sted, for hvor er den by, der skal sikre et fornuftigt salg? Ikke desto mindre har den eksisteret i 55 år og haft tøjsalg i de 50 – og det er stadig med stor succes og masser af stamkunder, som vender tilbage år efter år.

Kommer man kørende ad Søndre Landevej, kan man, inden man svinger ned ad Bodernevej, konstatere, at der i adskillige kilometer kun har været huse i spredt fægtning. Ellers er det mest marker, lidt træer og læhegn, der præger landskabet, og måske et enkelt havkig hist og her, afhængigt af hvilken retning man kommer fra.

Ved de røde bygninger, som huser vandrerhjemmet Rosengaarden med Sommer Caféen nogenlunde midtvejs mellem Rønne og Nexø, drejer man ned mod vandet, og skilte i rabatten viser helt aktuelt, at der er et hus til salg længere fremme ad Bodernevej, ligesom der blandt andet er bådudlejning, butik og ferielejligheder.

Lidt nede af vejen viser et skilt til højre mod Bodernes Renseanlæg, og på venstre side opdager man nogle hundrede meter, inden man lander på kanten af Østersøen, at der på en gård ganske rigtigt, og ganske originalt, er placeret en bådudlejning, men endnu mere originalt opdager man for enden af vejen, hvor den synker ned mod kystlinjen, at hér ligger så butikken Pia Stærmose, som breder sig langs begge sider af Bodernevej.

Ja, man får indtryk af, at det netop er tøjbutikkens mange bygninger og kvadratmeter, der rent faktisk udgør byen Boderne.

En butik af den størrelse og kaliber kan enhver da sige sig selv skal anbringes centralt i en storby, men nej, her har vi humlebien – man får lyst til at skive humlebyen – som ikke burde kunne flyve, men som ikke desto mindre har fløjet i mere end 50 år.

Uden for butik Stærmoses hovedbygning, et rødt bindingsværkshus, står en kvinde og roder lidt med en tøjstang. Et skilt bekendtgør, at her er åbent alle ugens dage klokken 10-18, og nu er klokken kun lige rundet 9, så det er sådan set okay, at hun stopper sit forehavende og ser lidt overrasket ud over den anmassende gæst, som således kommer insisterende op ad flisegangen.

– Vi er ved at sortere sommertøj væk, forklarer hun venligt for at stoppe gæstens antrit.

– I hvert fald der, hvor der hænger to eksemplarer, så vi roder lidt, fortsætter hun.

Jeg har faktisk en aftale med Nicklas. Jeg kommer fra Bornholms Tidende.

– Du ligner ikke sådan en, siger hun.

Hvordan ser sådan en ud?

– Anderledes i mit univers, siger hun og smiler.

Du er Pia, ikke?

– Jo, svarer Pia Stærmose.

– Og jeg er lidt mere tilbagetrukket nu end tidligere.

Jeps, det er modtaget.

Nicklas er hendes 59-årige søn, og det er ham, Tidende har en aftale med. Han forklarede allerede, da vi indgik den, at hans mor ikke er så meget for det med at optræde i medierne længere, så hun ville næppe deltage eller stille op til fotografering.

Fair nok, og det har hun altså netop bekræftet, men samtidig viser det sig også hurtigt, at Pia Stærmose er et vibrerende, nærværende menneske, som tydeligvis finder det fuldstændig naturligt at give sit besyv med og konversere de mennesker, hun møder. Så hun fortsætter med at tale til journalisten, uagtet hun altså lige har forklaret, at hun ikke ønsker at udtale sig som sådan.

– Der kom en masse forbi, som vi kender, her i aftes, da vi var i fuld gang, siger hun.

– Og så måtte vi slippe det og snakke med dem i stedet. Vi kender så mange, det gør man jo efter 55 år.

Ja, tænk engang, 55 år.

Max er tredje generation i Stærmose, eftersom det var far Nicklas' mor, Pia, der startede erhvervseventyret. Foto: Jacob Jepsen

Vær arbejdsom

Men nu kommer Nicklas ud med en bakke med kaffekopper, croissanter og lidt andet bagerbrød, og vi banker lige knoer på god coronamaner, inden han spørger, om jeg er til kaffe eller te, mens han placerer bakken på et bord ved et lille arrangement med flere stole. Det er en hyggekrog med et højbed fuld af de flotteste roser, som skærmer lidt ud mod vejen. En enkelt russisk tjørn er her også.

Imens forklarer Pia Stærmose om sin mange år med butikken, at hun ville gøre lige præcis det samme igen, hvis hun fik endnu en tur rundt i manegen.

– Og det ville stadig være vigtigt, at butikken lå ved havet, slår hun fast, inden hun lige sætter sig i en stol og filosoferer over, hvor god grund der er til at være glad for livet.

Nicklas er enig:

– Vi skal være glade for livet hver dag. Og få det bedste ud af det hver dag, siger han.

– Det er rigtigt, siger hans mor.

– Men vi skal også være arbejdsomme og tage ansvar for de ting, vi gør.

Det gør hun skam selv, forstår man, for inden man får set sig om, er hun videre med sine travle gøremål, og da fotografen ankommer viser Nicklas rundt i de forskellige bygninger, som udgør denne store tøjbutik, som ligger tæt på stranden ud til Østersøen.

I bygningen ned mod vandet har her ligget en restaurant, som oven på havde flere små ferielejligheder. Dem ejer nu Johan Bülow, altså sønnen til Nicklas' kone gennem 25 år, Pernille Bülow. Hun har to børn fra et tidligere ægteskab og sammen med Nicklas to sønner, men alle børn er vokset op sammen.

Og alle har tilsyneladende et iværksættergen. Pernille Bülow er jo kendt for sin glaskunst, Johan for sin lakrids, som han på få år forvandlede til en millionsucces, hendes datter, Emma, er godt i gang med at skabe en succes med The Mallows, som gør et gourmetprodukt ud af den klassiske skumfidus, Pernilles og Nicklas' to fælles børn, Max på 21 år og Miro, som går i 1. g, er begge involveret i Stærmose.

I den tidligere restaurant er her for tiden udsalg af dametøj, viser Nicklas.

– Det har fungeret rigtig godt i sommer, siger han, mens vi lige går en runde i lokalerne.

I selve den røde hovedbygning med bindingsværk, uden for hvilken vi om lidt vil drikke vores kaffe afskærmet af rosenbedet, er der både herre- og dametøj, men i bygningen overfor, på den anden side af vejen, er der kun dametøj. Lidt billigere mærker end dem, man finder i hovedbygningen.

– Kvinderne er lidt overprioriteret, konstaterer han.

– Men vi kan jo godt li', at de ser godt ud.

Mellem den bygning og et stort opslået telt længere oppe ad vejen, hvor der er herretøj på udsalg, har Stærmose sidste år indrettet et lille udendørs "hænge ud sted", hvor der fra en bod kan serveres kølige drikke.

– Det bliver brugt meget, siger Nicklas.

– Man kan godt blive tør i halsen, når man har prøvet tøj i flere timer.

Oven for teltet med herretøj på udsalg ligger endnu et større rødt bindingsværkshus, som han peger op på.

– Der bor vi selv, siger han.

– Det har vi gjort i tre-fire år, inden da boede vi i Svaneke, men min mor bor jo også her i et hus, og ikke at hun nogensinde har sagt noget, men vi syntes, at her måske godt kunne blive meget mørkt og måske også lidt ensomt om vinteren, hvor der ikke bor nogen i de cirka 100 sommerhuse, som ligger omme bagved.

Han peger tilbage på den side af vejen, som vi kommer fra, på endnu et rødt hus, dog en del mindre.

– Der har vi lager og kontor, forklarer han.

Begyndelsen

Da vi kommer tilbage til hovedbygningen sidder Pia Stærmose og taler med en mand. De sidder i hver sin stol lige inden for døren, og han viser sig at være onkel til Nicklas og altså hendes afdøde – og fraskilte – ægtemands bror.

Her er også Nicklas 21-årige søn Max, og det er da en god anledning til at tage et billede af tre generationer Stærmose?

Niks.

– Nej, ved du hvad, jeg har været sammen med de unge mennesker, som har arbejdet her, hele sommeren, siger Pia Stærmose.

– Det har været vidunderligt! De er så søde, og nogle gange, når de har været til fest, laver jeg frikadeller til dem. Så trænger de til at få noget fedt, siger de, ler hun og tilføjer humoristisk i forhold til at komme med på et billede:

– Vi gider ikke sådan nogle gamle damer.

Onkel Peter ler med:

– Eller gamle mænd, siger han.

Jamen, så lad os da i stedet gå ombord i den kaffe – og historien om den store tøjbutik, som tilsyneladende ligger placeret et helt aparte sted.

Det hele tog sin spæde begyndelse i 1967, fortæller Nicklas. Hans mor er født i København, idet hendes mor kom fra Sverige og faren fra Jylland. Nicklas' far var "Kullemunken" fra Nexø, hvor han havde en skibsproviantering og et byggefirma. Hans farmors far kom fra Italien, hvorfra Nicklas har mellemnavnet Monterossi.

– Han kom til København i 1911, startede et reklamebureau og fik rigtig mange børn med flere forskellige koner. Den ene var så min farmor, som kom til Nexø og blev gift med Kullemunken. De fik flere børn, hvoraf det ene var min far, siger han.

Forældrene blev dog skilt, og Nicklas' mor, Pia, begyndte at male i det lille røde hus, som ligger ved siden af hovedbygningen.

– Det havde de haft som sommerhus, og her var nærmest intet andet. Men her kom mange turister, ikke mindst tyskere, og min mor solgte både sine malerier og så småt også tøj. Det begyndte langsomt at komme ind omkring 1972, så tøjet har vi jo 50 års-jubilæum med, siger han.

Pia Stærmose kommer lige et smut forbi:

– Ja, der var kun det lille røde hus dengang, bekræfter hun.

– Og det er cirka 400 år gammelt. Det siger de kloge, som har boet her længe. Men resten af vores bygninger har vi så selv bygget.

Vil du sætte dig ned og snakke med?

– Nejnejnej, siger hun – og er straks videre i dagens gøremål.

Dengang havde hun faktisk stor succes med sin kunst, men så begyndte hun altså efter fire-fem år dels at tage noget tøj ind, dels også selv at designe tøj, som hun fik lavet hos et firma i København.

– Og så begyndte hun at holde op med at male, siger Nicklas.

– Hun malede meget i terpentin og oliefarver, og det kan jo være skadeligt.

Malersyndrom?

– Ja, altså, det havde hun jo ikke, men det kunne hun risikere at få, for der var jo dampe og ingen udsugning dengang. Så hun stoppede – og så gik det altså godt med tøjet. Alt, hvad hun lavede, blev solgt. Dengang var hendes mor og far også med i det.

Og så begyndte byggerierne. Nicklas peger:

– I 1973 blev den bygning, vi sidder ved her, bygget, i 1984 kom den der til, i 1988 den der, i 1991 kom der endnu en, og så for cirka 10-12 år siden den bygning, du ser på den anden side af vejen. Og sidste år købte Johan så hotellet, hvor vi nu bruger restauranten til udsalg af dametøj.

Nicklas Stærmose ved udskænkningsstedet som Stærmose åbnede sidste år mellem et par af bygningerne. Foto: Jacob Jepsen

En spændende fremtid

– Stærmose går en spændende fremtid i møde, siger Nicklas Stærmose.

– Vi lavede sidste år vores udendørs barmiljø, hvor man kan sidde og få sig en kølig drik, og vi vil udvide det miljø. Der skal blive endnu bedre grund til at tage en udflugt til Boderne. Måske skal vi også begynde at servere noget spiseligt, men det kan også blive andre ting, og det skal vi sidde og tænke lidt over i løbet af vinteren. Vi er i hvert fald en virksomhed, som ikke bare har tænkt sig at køre videre, som den gør, der kommer til at ske nogle ting i de kommende år. Vi skal følge med tiden.

Succesen

Det er knopskudt deropad med alle husene?

– Lige præcis. Vi har bygget ud, som der nu har været behov for det, så det er et livsværk, man ser hernede.

Og bygningerne er bygget i gammel stil med bindingsværk og så videre, så man tror, de er ældre?

– Jamen, det var min gamle morfar, der byggede i gammel stil, og det var også kravet fra myndighedernes side. Vi ville også gerne skabe den her hygge og det miljø hernede, som vi har kæmpet for.

Når man kommer herned, undrer man sig over, at nogen har turdet åbne sådan en kæmpe butik lige her, men den er vokset organisk frem, kan man sige?

– Ja, det er kommet langsomt år for år.

Man tænker uvilkårligt, at sådan en butik bør ligge i en storby?

– Ja, det skal de vel normalt også. Men jeg tror, min mor fik rigtig godt fat, dengang hun startede op. Og så har vi udviklet det og fået nogle gode mærkevarer hernede, som gør, at folk gerne kører for at få fat i dem. Og så har vi meget konventionelt åbent klokken 10-18, og det har vi faktisk altid, også hen over vinteren. Nu har der så været corona nogle år, som har forstyrret det, og det kan jo ske igen, men ellers.

Har det altid ligget i kortene, at du skulle træde ind i din mors butik?

– Ja, det har det. Jeg uddannede mig godt nok til ejendomsmægler, men jeg syntes, at her var enormt spændende hernede, og allerede som 22-23-årig vidste jeg, at jeg ville det her. Jeg syntes, at det var superhyggeligt og sjovt, og i de år ekspanderede vi også meget og fordoblede næsten omsætningen hvert år.

Hvad handler jeres succes om, har I nogle andre mærker end de øvrige butikker på Bornholm, eller er det, fordi det er en udflugt for folk at køre herned?

– Ja, jeg tror, det er en udflugt, det er hyggeligt. Ligesom hvis man tager til Gudhjem for at spise is. Men vi har også altid forsøgt at have specielle mærker, og det vil vi prøve endnu mere på nu. Vi vil have flere ting, som ikke kan købes ret mange andre steder i Danmark. Vi skal i højere grad være en specialbutik, og på den måde bliver det også en endnu større oplevelse at komme herned.

Hvor mange ansatte er I hernede?

– Om sommeren er vi nok en 10 stykker og om vinteren cirka fire, siger Nicklas.

Hvordan påvirkede corona jer?

– Først fik man et chok og tænkte, hvordan skal det her gå? Og de første måneder var ikke sjove, men i både 2020 og '21 fik vi en fantastisk højsæson. Både i juli og august solgte vi mere end nogensinde før, hvilket næsten var forventeligt, fordi danskerne jo ikke rigtig kunne rejse til udlandet. Til gengæld gik gløden så lidt af det, fordi hverken tredje eller fjerde kvartal var så gode. Samlet set har det være okay, selv om vintrene var lidt tunge. I år har været et mere normalt år, siger han.

– Nu går vi så nogle spændende måneder i møde med de stigende priser på el og olie og en inflation på op mod 10 procent. Det kan vi ikke undgå at blive påvirket af.

Ja, I har mange kvadratmeter at varme op?

– Heldigvis har vi også mange kakkelovne. Dem fyrer vi jo i, og de fungerer fint, men vi har også elvarmeblæsere.

Morgenrutinen er i gang, der bliver åbnet for gæster klokken 10. Foto: Jacob Jepsen

Ingen fridage

Ud over butikken i Boderne har familien også Sørine i Rønne, Pakhuset i Allinge og Pernille Bülow Design i Snogebæk.

– Det store issue i blandt andet vores branche er jo manglen på personale for tiden, for vi kan ikke til alle tilbyde mere end seks måneders ansættelse. Men vi ser da positivt på fremtiden.

Hvordan vil du karakterisere din mor?

– Hun er totalt ærlig og siger, hvad hun mener, hverken mere eller mindre, så hun har altid været meget fair. Hun har altid haft en vanvittigt god smag, og hun er en dygtig forretningskvinde. Men hun har ikke brugt sit potentiale 100 procent, for hun har jo taget mange hensyn. Ligesom vi alle sammen gør, når man lever i et miljø, hvor der både er en farmor, en far og en mor og børn og så videre. For at få det her til at fungere, kræver det rummelighed fra alle sider, man gi'r og man ta'r.

Og det kræver trods alt et talent at bygge så meget op fra det lille røde hus dernede?

– 100 procent! Efter de mange år har vi heldigvis fået en stor kreds af stamkunder, men det kører jo også kun, fordi jeg har en mor, som stadig møder klokken otte om morgenen og fortsætter til 17-18 hver aften, og det gælder alle ugens syv dage. Og hun har absolut tænkt sig at blive ved. Og så har vi Miro og Max, som er fuldstændig vilde med at være her. De er her, når man har behov for det. Deres venner kommer her også, og Max' kæreste arbejder i butikken i Allinge, og Miros kæreste arbejder her, og på den måde får vi det hele til at køre. Vi har det hyggeligt sammen, og ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg har ikke haft en fridag siden 1. april, og det er alle ugens syv dage.

Det er barskt?

– Nej, det er det ikke! For det er en livsstil. Ligesom vi nu sidder og snakker og får en kop kaffe, kan jeg også lige gøre det med min søn. Det er da hyggeligt! Skulle man betragte det her som arbejde? Vi sidder her og kan nyde roserne. Vi prøver netop hver dag at være glade for, at vi har livet og få hver dag til at blive en hyggelig dag, siger Nicklas Stærmose.

Og din mor, som ikke vil deltage her og sige noget som helst, fortalte mig også lige, da jeg kom, at hun stadig går op i at være med til at vælge jeres mærker og varelager og så videre?

– Ja, er du sindssyg, hun har selv lige været på messe. Hun tog flyveren over i to dage, og hun engagerer sig generelt enormt meget i det. Også min kone, Pernille, er meget inde over det og køber tøj ind, og det samme gælder Max.

Og du får vel også lov?

– Ja, jeg får også lidt lov. Det er sådan, det fungerer.