Når man kobler tanken om datacentre og væksthuse, så bliver det ekstra interessant for Bornholm. Foto: Justine Høegh
Af: Niels Bertelsen kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet
Energiø Bornholm bliver, hvad vi gør den til. Nu kræver det, at kommunalpolitikerne sætter sig ind i projektets potentiale og handler, før beslutningerne tages andre steder.
Sammen med andre kandidater til kommunalvalget deltog jeg i et møde i Baltic Energy Island om mulighederne med Energiø Bornholm. Jeg har hele tiden været positiv over for projektet, men også haft en vis sund skepsis – især i forhold til, hvilken konkret værdi Bornholm får ud af det.
Der har i lang tid været fokus på Power-to-X, altså at bruge strømmen fra vindmøllerne til at producere brint. Det må jeg indrømme har virket lidt abstrakt på mig, fordi teknologien og markedsmulighederne er svære at gennemskue.
På mødet deltog flere tekniske og økonomiske eksperter, som – ud over Power-to-X – også fortalte om datacentre. Det perspektiv fangede mig, for her ser jeg en mere umiddelbar sammenhæng til Bornholms styrker.
Behovet for datacentre er steget kraftigt de seneste år – ikke mindst på grund af AI, der kræver enorme mængder energi. I Skandinavien har vi nogle klare fordele: stabile samfundsforhold, masser af vindenergi og et køligt klima, som gør det lettere og billigere at køle de tekniske anlæg. Samtidig kan overskudsvarmen udnyttes til fjernvarme, vækstdrivhuse med videre.
I Odense har Meta allerede bygget et datacenter, som beskæftiger omkring 175 medarbejdere – og som leverer overskudsvarme nok til at dække et fjernvarmebehov på størrelse med Rønnes.
Interessant for Bornholm
Når man kobler tanken om datacentre og væksthuse, så bliver det ekstra interessant for Bornholm.
Der er mange bornholmere med landbrugsbaggrund og kompetencer inden for fødevareforarbejdning – en kombination, der kan udnyttes i væksthusbaserede erhverv. Datacentrene kræver samtidig datateknikere på et uddannelsesniveau, som vi selv kan uddanne på Bornholm.
De økonomiske eksperter vurderer, at der i driftsfasen forventes cirka 600 arbejdspladser – 300 i væksthusene og 175 i datacenteret og resten i andre erhverv.
Ud over dette skal man heller ikke underkende, at det vil ændre dynamikken i erhvervslivet og skabe liv i en kommune, hvor de fleste grafer ellers peger nedad. Det er ikke medregnet i de økonomiske modeller.
Vi skal være aktive
Energiøen er endnu ikke endeligt vedtaget, men det forventes snart.
For at få det maksimale ud af projektet – og sikre en løsning, der passer bedst muligt til Bornholm – skal vi aktivt påvirke beslutningsprocesserne. Det kræver, at de bornholmske kommunalpolitikere sætter sig ind i mulighederne og tager stilling til, hvordan potentialet bedst kan udnyttes.