Kapaciteten på fragtfærgen Hammershus har længe været et debatemne, og for nylig efterlyste transportfirmaet BHS Logistics en decideret godsfærge. Manglende kapacitet betyder, at varer ikke kommer til Bornholm i det tempo, som de bornholmske virksomheder har behov for, lød det. Og det er inden, et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter begynder.
Hvad etableringen af Energiø Bornholm kommer til at betyde for godskapaciteten mellem Køge og Bornholm, har folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) spurgt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) om. Konkret vil venstremanden gerne vide, om ministeren er i dialog med sin kollega i Transportministeriet om at sikre, at godskapaciteten stiger i takt med godsbehovet.
"Mængden af materialer, der skal fragtes til Bornholm i forbindelse med etableringen af energiøen, må blive enorm. Det samme kan man desværre ikke sige om kapaciteten på godsfærgen mellem Køge og Rønne", skriver Peter Juel-Jensen.