En begyndelse over al forventning på kroen – men det har også været hårdt

Forpagterne på Christianshøjkroen nyder livet i skoven, hvor det første knap et år er gået over forventning. Det har dog ikke været uden bump på vejen, hvor spøgelser fra fortiden har skullet bearbejdes.

En drømmetilværelse.

Det kaldte Sofie Edlev Nielsen og Nikolaj Jeppesen det, da de sidste sommer havde fået nøglerne og overtaget forpagtningen af Christianshøjkroen og Kyllingemoderen. Og her et lille års tid senere, har det faktisk ikke ændret sig, fortæller parret, da Tidende møder dem på kroen i hjertet af Almindingen.

– Det er stadig en drømmetilværelse. Hver gang jeg kører op ad bakken, tænker jeg: "Tænk, at vi bor her". Men det har også været vanvittigt hårdt, eller…, siger Sofie Edlev Nielsen, før Nikolaj Jeppesen kort bryder ind.

– Jo, det har været vanvittigt hårdt.

– Ja, det har det, men jeg ved ikke, om det er det ord, man skal bruge, for når noget giver mening, må det godt være hårdt, og man må godt skulle kæmpe for det. Så det er ikke, fordi vi har tvivlet eller fortrudt. Det har mere været sådan, at vi har fundet de der ekstra kræfter, som vi ikke vidste, vi havde, forklarer Sofie.

Overraskende travlt

Mens Tidende er på besøg, breder duften sig af friskbagt brød fra køkkenet, hvor Sofies mor giver en hånd med.

Og det er langt fra kun bagning, som "bedste" byder ind med, tilføjer Sofie, da snakken kort falder på hendes mor.

– Vi ville ikke kunne have den her kro uden hende. Hun er altafgørende for, at vi kan være her med et barn, fortæller Sofie med henvisning til parrets søn Karl Johan, der går i børnehave og selvsagt ikke bare kan klare sig selv, mens mor og far render rundt og har travlt med selskaber af den ene eller anden slags.

For travlt har de haft – også overraskende travlt, fortæller forpagterparret, selvom det lige tog lidt tid, før det rygtedes, at der igen var gang i den traditionsrige kro på Christianshøj.

– Det er meget mund til mund, men vi har mange gengangere nu. Vi er blevet stedet, hvor man holder 80 års fødselsdag, griner Sofie, der følges op af partneren.

– Vi er også begyndt at få stamgæster, og vi fik faktisk en gave af en gæst forleden, siger Nikolaj og peger i retning af en filtet påskekylling, der har fået plads på bardisken.

Mandag er weekend

Det vigtigste har været, at de har kunne gøre tingene på deres egen måde, og at gæsterne samtidig har taget så godt imod det, som de har.

For der var lidt nervøsitet og spænding ved at overtage et sted, der betyder meget for mange bornholmere, forklarer Sofie Edlev Nielsen.

– Det er en blanding af at bevare stedets ånd, samtidig med at vi kan se os selv i det, og det skal være personligt. Det er fedt, at vi ikke føler, vi skal lave om på os selv for at møde folk.

– Vi har fundet melodien og vores koncept, som vi synes harmonerer med stedet, og det harmonerer også forretningsmæssigt. Vi føler virkelig, at det er her, vi skal være, og vi skal gøre det i mange år, supplerer Nikolaj Jeppesen.

Dedikationen til stedet er vigtig, mener de to forpagtere. Især fordi der er ikke er tid til at holde meget fri. Siden de overtog forpagtningen 1. juni sidste år, er det faktisk kun blevet til tre ugers ferie i januar, hvor der var mulighed for at koble (næsten) helt af.

– Og så har vi hver mandag. Mandag er vores weekend, siger Sofie Edlev Nielsen, før hun uddyber:

– Men det er noget andet her. Da jeg var skolelærer, havde jeg brug for at koble helt af og stemple ud. Det har jeg ikke på samme måde her. Det er rart, at vi har vores mandag, men det er ikke surt at tænke på kroen. Det er svært at forklare.

– Jamen, det er jo blevet vores interesse, så man kan heller ikke helt lade være. Det bliver en tilværelse og en livsstil, når vi også bor her, forklarer Nikolaj.

Blev ramt af et spøgelse

Hår i suppen er ikke at foretrække på en kro, og de er da heller ikke nemme at finde, når forpagterparret sætter ord på deres første lille år med Christianshøjkroen og Kyllingemoderen.

Men der har været bump på vejen, erkender de. Særligt i slutningen af november sidste år, hvor det hele blev lidt for meget for Nikolaj, der med sine evner i køkkenet naturligt har haft hovedansvaret for kroens menu.

– Jeg var på knækkepunktet en aften, hvor det slet ikke spillede for mig. Jeg kunne ikke mærke mig selv, og jeg kunne ikke smage maden.

Sofie: – Nej, du kunne slet ikke smage maden? Normalt når man ser Nikolaj i køkkenet, kører det hele bare, men den aften, der hakkede du, og du bad mig om smage, fordi du ikke selv kunne. Den røg helt for dig.

Nikolaj: – Ja, det var ret vildt, siger kokken med en fortid fra michelinkøkkenet.

Og netop fortiden fra en hård branche, hvor det skulle gå meget hurtigt, og hvor man fik mange "tæsk", har skullet bearbejdes hos Nikolaj, forklarer parret samstemmigt. Det har sågar været en stor del af at tage imod kroen – at gøre op med noget af det, som han ikke fik gjort op med, da han var i det, fortæller Nikolaj Jeppesen.

– Jeg blev ramt af et spøgelse, da jeg begyndte at blive rigtig presset. Jeg blev ramt af det på en måde, hvor det gik helt tilbage til dengang, jeg var elev. Der fik man tæsk hele tiden og lige meget, hvad man gjorde, var man en idiot. Man var i det, og man forstod ikke, hvorfor man fandt sig i det, og man havde det faktisk ad helvede til. Nogen ligger jo stadig om natten og kan høre den der bonmaskine, der dinger. Det var så benhårdt, og det ramte mig. Det var ikke supersjovt siger Nikolaj ærligt og fortsætter:

– Den her branche er jo meget ramt af, at man bare arbejder sig igennem det. Det gjorde jeg jo, da jeg var i København. Hvis noget er skævt eller ikke kører, så arbejder man sig igennem det, forklarer han, før Sofie overtager journalistens rolle og spørger sin partner:

– Hvad gjorde du egentlig?

– Jamen, for det første fejede jeg hele den menu, jeg arbejde på, af bordet. Jeg var gået for meget over i det her, hvor jeg tænkte for meget over det, og der var hele tiden noget, der kunne ændres lidt. Så jeg startede helt forfra.

Den aften blev en øjenåbner for, at der skulle ske noget andet?

– Ja, fuldstændig. Jeg har ingen interesse i bare at stå og lave mad. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, og jeg kan heller ikke sige, at det ikke siger mig noget, men jeg skal også ud og fornemme gæsterne.

Derfor besluttede parret sig for at ansætte en kok, som kan aflaste Nikolaj i køkkenet og give mere plads og ro til at agere vært ude blandt gæsterne sammen med Sofie.

– Det er os, der skal være på gulvet, og folk kan godt lide at møde os. Drivkraften i forhold til at være her, er at møde nogle gæster, som udtrykker glæde. Det er det, det handler om, fortæller Sofie.

Der kommer også gæster, mens Tidende er på besøg. Foto: Jesper Dollerup Merved

En dialog om værtsrollen

Begge nyder de værtsrollen, omend de har to lidt forskellige tilgange til den. I hvert fald når det kommer til følelsen, før dørene åbner.

– Nikolaj: Jeg er altid nervøs, før vi åbner.

Sofie: – Er du?

Nikolaj: – Ja ja, det er jeg. Men jeg tror også, det er et spørgsmål om at sætte sig op. Det er det samme inden en fodboldkamp. Da jeg spillede gammelmandsfodbold i Nexø, og vi skulle spille mod Tejn… Der er ikke nogen tilskuere eller noget, men der er man også nervøs. Det er, fordi man er tændt. Jeg vil have, at alle går herfra med en god oplevelse.

Sofie: – Men det gør de jo også…

Det må jo være fedt at have den følelse. Hvordan er du så sikker på det?

– Jamen, jeg ved, hvad det er for noget mad, vi laver, og jeg kender folks reaktion på den mad. Og samtidig ved jeg, at vi gør det bedste, vi kan, og vi har lyst til at give folk den bedste oplevelse i skoven. Så kan vi jo ikke gøre mere. Jeg har så meget tillid til det, vi gør, forklarer Sofie, før Nikolaj forsøger at uddybe sin fodboldanalogi.

– For mig er en stor del af det at stå lidt ude på kanten. Det er lidt det samme som straffesparksskytten, der skal sparke straffe. Det spændingsfelt er vigtigt for mig.

De er dog helt enige om, at de er trygge ved hinanden, hvilket skyldes, at de supplerer hinanden så godt, som de gør.

– Jeg er på udebane, når det kommer til vinkortet. Det kan jeg godt blive lidt nervøs over. Men der kan Nikolaj jo supplere. Hvis han ikke gjorde det, kunne jeg måske godt komme på glatis, siger Sofie og kigger på Nikolaj, der grinende tilføjer:

– Jeg kan så have det på samme måde med te.

Sofie Edlev Nielsen er i gang med at blive oplært i vinkortet. Foto: Jesper Dollerup Merved

Det er skidesjovt

Det er første gang, at parret prøver at arbejde sammen, og det måske lidt sprængfarlige spørgsmål er derfor, hvordan det har været indtil nu.

– Det kan være, vi skal svare på det en og en, siger Sofie med et stort grin, før Nikolaj tager over.

– For det første er det skidesjovt. Det er virkelig fedt at gå op i noget sammen med sin partner, og at man er med til at udvikle og udfordre hinanden.

Parret havde, inden de vandt forpagtningen af Christianshøjkroen og Kyllingemoderen hos Naturstyrelsen, ledt efter noget at kaste sig over sammen, da det var et stort ønske, så den positive respons er ikke den store overraskelse.

– Jeg tror også, det hjælper os meget, at vi har humor med i det, vi laver. Hvis der har været et eller andet, kan vi lave fis med det bagefter, tilføjer Sofie.

Begge påpeger deres dedikation til stedet og projektet, som en stor faktor i, hvorfor det fungerer for dem at være i. Også selvom de har lært hinanden at kende på en helt ny måde.

– Der kommer jo selvfølgelig de her små momenter, hvor vi bliver lidt irriteret, og dem er der jo flere af end i det almindelige liv. Vi har fået slebet lidt kanter af, men vi er også blevet til at komme hurtigt ned igen, når vi er faret op, siger Nikolaj, og Sofie uddyber:

– Man læsser jo også af på hinanden, og vi har faktisk måtte tage os lidt sammen, så det ikke går for meget ud over den anden. Man lærer jo hinanden at kende på det punkt. Jeg forstår meget bedre de reaktioner, du har, og dem har jeg måske ikke forstået tidligere.

Et tveægget sværd

Der er sket meget på kroen, siden Tidende første gang besøgte forpagterne et par uger, efter de havde fået nøglerne til stedet, og udtrykket er egentlig blevet meget, som de havde håbet på, fortæller de.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de nu stiller sig tilfredse og læner sig tilbage.

– Vi er ikke gode til, når det bare bliver trummerum, for så keder vi os. Så der vil altid være noget, vi har lyst til at gøre. Man bliver også nødt til at prøve tingene af, forklarer Sofie Edlev Nielsen

Det handler dog om at finde balancen, erkender de samtidig. For det kan lynhurtigt gribe om sig, når der både er selskaber i Kyllingemoderen og restauranten at tage vare på. Og hvis man derudover gerne vil holde arrangementer og events af forskellig karakter, siger det sig selv, at det kan løbe af sporet.

– Det er jo et tveægget sværd, fordi man også gerne vil have, at alle går herfra og tænker, det var det ultimative. Det er en balance, for det nytter heller ikke noget, at vi brænder ud, fortæller Nikolaj Jeppesen og bakkes op af partneren:

– Når vi har været igennem den her sæson, har vi også gjort os så mange erfaringer, at vi ved, hvordan vi kan gøre det endnu bedre.

En ting står dog lysende klart. De vil ikke være en "sommerbutik", hvor man banker igennem hen over højsæsonen, så der er løn til resten af året.

– Vi vil hellere have en trop, som vi kender, og de kender os. Så vi stiller ikke 50 ekstra borde op udenfor. Vi vil hellere kunne køre det med en stab, som kan være her hele året. Også fordi vi har Kyllingemoderen, og der bliver brugt meget krudt derovre. Man kan jo ikke være på så meget alle steder, lyder det afsluttende fra Sofie, mens hun får et enigt nik fra Nikolaj.