Det Gamle Posthus om nyt samarbejde: Vil gøre Lille Torv til et samlingssted

Det Gamle Posthus om nyt samarbejde: Vil gøre Lille Torv til et samlingssted
Kenneth Nielsen overtog Det Gamle Posthus i 2021, og nu ser han frem til, at der kommer restauration i bygningen. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | RØNNE | Tirsdag 18. oktober 2022 • 05:30
ERHVERV | RØNNE | Tirsdag 18. oktober 2022 • 05:30

Det Gamle Posthus får stor glæde af, at Hovedvagtens Spisehuz flytter ind for at drive restaurant i bygningen. Det skal være med til at gøre Lille Torv til et samlingssted, fortæller hotellets ejer.

 

Det gavner alle parter, når Hovedvagtens Spisehuz flytter ind med deres restaurant hos Det Gamle Posthus.

Sådan lyder det fra ejeren af hotellet, Kenneth Nielsen, der ser frem til at kunne tilbyde sine gæster muligheden for at spise i huset.

– Jeg har haft rigtig mange gæster, der har spurgt, om de kan få noget at spise, hvor jeg måtte fortælle, at det kan de desværre ikke. Så har jeg henvist til nogle af de mange andre gode spisesteder, der er i Rønne, og det vil vi selvfølgelig stadig gøre, men det er bare et stort plus, at man også kan få noget mad i huset, fortæller Kenneth Nielsen til Tidende.

Siden han overtog Det Gamle Posthus i sommeren 2021, har det været et mål at få startet noget restauration op i bygningen. Hidtil har man udelukkende kunne tilbyde morgenmad til de overnattende gæster, og det er spild ikke at udnytte lokalerne bedre, fortæller Kenneth Nielsen.

– Vi har jo faktisk 200 kvadratmeter, som står tomt 23 timer i døgnet. Det synes jeg er synd, fordi det er en historisk og måske også en af Bornholms smukkeste bygningerne, som jeg gerne vil kunne byde folk velkommen i. Og det gælder både bornholmere og turister, siger hotelejeren.

Lille Torv skal være et samlingssted

I sidste uge berettede Tidende om, at Hovedvagtens Spisehuz, med Ketty Brouer Dalsgaard og Jan Dyrting ved roret, udvider deres koncept ved at leje sig ind hos Det Gamle Posthus.

I den forbindelse blev det tilføjet, at samarbejdet mellem hotellet og Hovedvagten også skal ses som et forsøg på at skabe mere liv ved Lille Torv i Rønne.

– Kenneth vil gerne hotellet og vil gerne være med til, at der sker noget mere på Lille Torv. Der er ikke rigtig den her mulighed for at sidde ude på torvet, sagde medejer af Hovedvagtens Spisehuz, Jan Dyrting, til Tidende.

Og det er vigtigt for Kenneth Nielsen, at man får lokket flere folk op til Lille Torv. Så det hele ikke bare foregår på Store Torv eller Laksetorvet, som han formulerer det.

– En stor del af Rønnes butikker er jo faktisk samlet på Lille Torv, og jeg ved, at de erhvervsdrivende, der er repræsenteret her, er interesserede i at få noget mere liv. Jeg håber, at det kan være med til at gøre det til et samlingssted, fortæller han og fortsætter:

– Vi har en gruppe, hvor vi mødes i ny og næ og snakker om, hvad vi kan gøre for at gøre det mere attraktivt at komme op på Lille Torv. Det kan være i forhold til aktiviteter, julebelysning og alt muligt, vi kan gøre for også at lokke folk herop.

Hvorfor er Hovedvagtens Spisehuz den rette samarbejdspartner for hotellet?

– Jeg havde faktisk gået og drømt lidt om, at når der skulle startes noget restauration, så skulle det være lidt ligesom det, de har ovre på Hovedvagten. Det passer rigtig godt med mine tanker i forhold til Det Gamle Posthus og udviklingen af det koncept, vi har gang i, siger Kenneth Nielsen, der mener, at det er en win-win-situation for begge parter.

– Lokalerne står allerede næsten klar til dem, og de kan også udvikle deres koncept. De har for eksempel ikke plads til særlig mange gæster i de nuværende lokaler. Slet ikke når det er dårligt vejr. Der er mere plads her. Når man tæller både udenfor og indenfor med, kan de vel have 80, måske endda 90 gæster om sommeren.

Hjælper hinanden

Hovedvagtens Spisehuz flytter officielt ind allerede den 28. oktober, og Kenneth Nielsen er begyndt at glæde sig til, at de nye lejere gør deres entré.

– Nu skal de lige i gang, og så kan vi derefter begynde at finde på noget sjovt. Men det kommer utvivlsomt til at give en god effekt for Det Gamle Posthus. Jeg tænker, at der også skal være en synergieffekt mellem hotellet og Hovedvagten. Vi er til for at hjælpe hinanden, og det kommer vi til at gøre både den ene og anden vej, siger Kenneth Nielsen.

Hovedvagtens Spisehuz lukker for aktiviteterne i deres nuværende lokaler henover vinteren, hvor man udelukkende vil drive restauranten i Det Gamle Posthus. Til foråret er det så planen, at man vil have åbent for servering begge steder.

 

Det Gamle Posthus vil være med til at samle flere turister og bornholmere omkring Lille Torv. Foto: Jesper Dollerup Merved

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT