Christiansøfarten gør status: Nyt initiativ er en succes

Christiansøfarten gør status: Nyt initiativ er en succes
Ertholm sejler trofast frem og tilbage mellem Bornholm og Christiansø det meste af året. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Tirsdag 17. oktober 2023 • 19:00
ERHVERV | Tirsdag 17. oktober 2023 • 19:00

Christiansøfartens sæson 2023, der lakker mod enden, har været en lille smule dårligere end sidste år. Et nyt samarbejde med øens kro har dog været en succes, fortæller rederiets direktør.

Sæsonen er ved at være slut. På søndag sejler Christiansøfarten den sidste tur til Christiansø med passagerskibet Ertholm.

Så tager Postbåden Peter over, og rederiet går i 'vintermode', som direktør Peter Stange Jensen formulerer det. Derfor er det tid til at gøre status på den forgangne sæson.

– Sæsonen har været okay. Den har været en lille smule dårligere end sidste år. Det er specielt de første 14 dage i august, hvor vi havde noget rigtig møgvejr, hvor det blæste og var dårligt vejr, siger Peter Stange Jensen.

Hvor vi nu går ind i en periode af året, hvor der formentlig vil komme flere dage med det, Peter Stange Jensen karakteriserer som møgvejr, luner rederiet sig dog ved en succes, fortæller direktøren. I år har man nemlig haft et samarbejde med øens kro i forbindelse med aftenturene fra Gudhjem klokken 15.00.

– Vi kalder det aftenture, men man tager fra Bornholm klokken tre om eftermiddagen, og så sejler vi tilbage klokken 19.30. I år har vi lavet en aftale med kroen om, at man kan købe en pakke med en menu inkluderet i billetten. Så har man på forhånd valgt at spise på kroen, man har reserveret bord og får en menu, forklarer Peter Stange Jensen.

– Det er der rigtig mange, der har benyttet sig af.

Så det er tilfredsstillende?

– Ja, det har været en god ting. Det kan folk godt lide - at de ved, at de har bestilt mad og bord på forhånd. Så det har været en succes.

Hvad var årsagen til det samarbejde?

– Vi har sejlet aftenture i flere år, og der er folk gået op på kroen og bestilt noget a la carte. Men vi har haft en forespørgsel, om man ikke på forhånd kunne bestille noget mad, når man kun har tre en halv time på øen og gerne vil nå nogle andre ting, siger Peter Stange Jensen.

Vil byde ind på sejlads

I øjeblikket sejler Ertholm til Christiansø en gang dagligt.

Tidende fanger tilfældigvis Peter Stange Jensen til et telefoninterview, mens han er om bord på Ertholm, og skibet er på vej til at sejle retur mod Gudhjem efter dagens tur til øen.

Ser rederiet frem mod den kommende sæson, er der 'ikke rigtig' nogle nye initiativer på vej, fortæller rederiets direktør. Men sejladsen til og fra Christiansø bliver formentlig sendt i udbud i løbet af året, da den nuværende sejladskontrakt, ifølge TV 2/Bornholm, udløber med udgangen af 2024. Her er det 'helt sikkert', at Christiansøfarten igen vil byde på opgaven med at sejle frem og tilbage mellem Bornholm og Christiansø, oplyser Peter Stange Jensen.

– Vi har været på ruten i mange år. Vi har nogle skibe, der passer præcist til havnene og de opgaver, vi har. Så har vi nogle faciliteter i Gudhjem: billetkontor, fragtfaciliteter og så videre. Så vi har de faciliteter, der skal til - både til vands og til lands, siger han og tilføjer:

– Men man ved jo aldrig om der kommer en anden, som har lyst til at byde ind.

For tidligt med elmotorer

Sikkert og vist er det også, at det bliver passagerskibet Ertholm og den gamle postbåd Peter, som i 2030 kan fejre 100 år på vandet, der står for sejladsen de næste mange år.

Der er således ikke aktuelle planer om at skifte de gamle skibes - Ertholm er fra 1967 - motorer ud med typen af den batteridrevne slags.

– Det er nogle gode skibe, og vi har også skiftet motorer på Ertholm et par gange, og har nogle gode motorer i begge skibe. Så der har vi ikke nogen planer om at ændre noget, før der er et alternativ, siger Peter Stange Jensen og tilføjer:

– Det er ikke nok, at vi skifter over til batteridrift. Der skal også laves landstrøm i Gudhjem, og der skal trækkes nogle voldsomt kraftige kabler for at forsyne os. Hele infrastrukturen er overhovedet ikke på plads til eldrift. Teknikken er heller ikke god nok endnu, så det ligger nogle år ude i fremtiden.

Begrænsede muligheder for omstilling

Her henviser han blandt andet til, at der er ganske få elfærger i Danmark - og at dem, der er, ikke altid sejler uden problemer.

Elfærgen Ellen, der sejler mellem Ærø og Als, ligger i øjeblikket stille, fordi færgen havde røgudvikling fra batterierne, oplyser Peter Stange Jensen.

– Så vi synes, det er for tidligt at gå den vej. Det skal være noget, der er mere afprøvet.

Den grønne omstilling er ellers noget, der er i fokus hos rederierne. Blandt andet har Mærsk for nylig modtaget sit første containerskib, der er bygget til at sejle på grøn methanol, som udleder mindst 65 procent mindre CO2 end traditionel bunkerolie, skrev DR i forbindelse med modtagelsen af skibet.

I mere hjemlige rækker har Bornholmslinjen i år sat hurtigfærgen Express 5 i drift, hvis motorer er af typen 'dual-fuel' og dermed er forberedt til såkaldt 'alternativt brændstof'. Rederiet skriver desuden på sin hjemmeside, at Express 5 er en 'topmoderne hurtigfærge, både når det gælder klima og komfort'.

Det er dog ret begrænset, hvor meget Christiansøfarten kan gøre for at bidrage til den grønne omstilling, forklarer Peter Stange Jensen.

– Vi har prøvet i den her periode, hvor oliepriserne var høje, men også på grund af miljøet, at tilpasse vores fart og sejle lidt langsommere for at spare noget olie på de ture, hvor vi har god tid. Men vi er ikke så belastende. Vi bruger ikke så meget olie.

Første punkt på dagsordenen er dog at sejle efterårsferiens gæster - og øboerne - frem og tilbage, inden Ertholm efter søndagens dobbelttur lægges op. Så går 'hun i vinterhi med kærlig pleje og omsorg af besætningen', skriver Christiansøfarten på sin Facebook-profil.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT