Bornholms råvarer eksporteres i stor stil, men er for besværlige at skaffe lokalt

Bornholms råvarer eksporteres i stor stil, men er for besværlige at skaffe lokalt
Ved du, hvor du skal tage hen for at finde disse bøffer? Ellers kan den kommende netportal forhåbentlig hjælpe dig. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 15. OKT 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
15. OKT 2022 • 15:30

Den nye fødevareplatform skal give nemmere adgang til de lokale råvarer, som eksporteres i store mængder, men som er for besværlige for bornholmerne selv at få fat i.

Vil du helst købe den billige agurk fra Spanien eller den dyre med danske flag på filmen? Og hvad med honningen. Er prisen nemmere at sluge, hvis der står Made on Bornholm på etiketten?

Ifølge Jakob Pindstrup Von Cappeln, så er der undersøgelser der viser, at mange faktisk rigtig gerne vil handle mere lokalt. Men mens de mange vejboder, gårdbutikker og torvedage gør det simpelt at finde æbler, kartofler, keramik og honning, så er der mange ting, der er vanskeligere at finde frem til.

– Vores vision er, at det skal være nemmere at handle lokalt til hele måltidet. For vi har enormt mange og rigtig gode fødevarer her på Bornholm, og vi eksporterer rigtig meget. Men det er svært som privatperson at vide, hvor man skal gå hen for at få de lokale varer til hele tallerknen.

Han leder et projekt som er sat i søen af Bornholms Landbrug og Fødevarer og Gourmet Bornholm, som ideelt set skal give bornholmerne mulighed for at være selvforsynende på fødevarer - ligesom energiøen skal gøre os selvforsynende energimæssigt.

– Fordi vi er en ø, som bare har vand hele vejen rundt, så kan vi jo netop være et vigtigt testcenter for den grønne omstilling, fortæller han begejstret.

– Den helt store drøm er, at det lokalt producerede bliver til et bæredygtigt madforbrug uden store omveje. Og så handler det jo også om madspild.

Når de bornholmske virksomheder sælger til supermarkedskæder og andre grossistvirksomheder, så er det nemlig rigtig svært at komme af med små restpartier. Men lokalt på øen kan både enkeltpersoner og restauratører have glæde af mindre mængder af eksempelvis linser.

– Når man eksporterer, så skal der måske sælges 10 ton, for at det giver mening, og hvad skal man så gøre med de sidste 300 kilo man måske har tilbage, når de 10 ton er sendt afsted? Dem kan man så sælge på Bornholm, hvor butikkerne gerne vil have mindre mængder, for måske at prøve noget nyt af, forklarer han.


– Håbet er, at vi kan skabe noget, hvor man både som producent og forbruger oplever, at det giver mening og at du får værdi af det.

Han er helt med på, at der er nogle dilemmaer - både på prisen og i det personlige møde, når de bæredygtige varer skal sælges via internettet.

– Det er smart, at man kan sælge sine varer online i stedet for at skulle møde frem på et torv dag efter dag, men man må heller ikke glemme, at det personlige møde er vigtigt, og selvfølgelig er det også en pointe, at torvedagene er gode for turismen.

– Der er brug for en stærk sammenkobling mellem det digitale og det, der foregår offline. Her kan det digitale give et overblik, mens det personlige møde giver et indblik i, hvem det faktisk er, man handler med, og det er også vigtigt.

Fleksibilitet i madplanen

Den nye platform har været et ønske længe fra mange forskellige aktører, og platformen der er på vej er kulminationen på mange gode initiativer, der allerede er sat i søen. At den er blevet godkendt af kommunalbestyrelsen er nærmest bare formalia, for det er rigtig meget politikernes egne ideer, der bliver ført ud i livet nu, forklarer Jakob Pindstrup Von Cappeln.

– Vi vil rigtig gerne eksportere, for vi laver virkelig gode fødevarer, og vi sælger virkelig meget over hele landet, men vi vil også gerne have, at øen her får øje på hvor mange ting, der faktisk bliver produceret lokalt og at det bliver nemt at indkorporere de lokale varer i deres egne madvaner.

For selvom Gourmet Bornholm er en del af projektgruppen, så er det lige så vigtigt, at de enkelte forbrugere kan få nemmere adgang til varerne, som det er, at restauratørerne får adgang.

– Det skal simpelthen lykkes, at vi får både privatsalg og restauranter med på samme tid. Vi vil jo bare gøre det nemt for alle.

Til en start skal der oprettes en oversigt over alle de lokale producenter med mulighed for at filtrere og skabe kontakt via information på den nye portal, men man må selv hente og betale direkte til den pågældende producent.

Senere er det meningen, at der skal kunne indkøbes gennem hjemmesiden og optimalt set også leveres.

Der er ikke umiddelbart måltidskasser på vej lige til en start, men Jacob Pindstrup Von Cappeln vil ikke afvise, at det kan komme på tale.

Og så er han heller ikke blind over for det faktum, at mange danskere bliver nødt til at sænke standarden for deres madforbrug. Det kan også blive et benspænd for den sympatiske tanke om at være selvforsynende.

– Vi står allesammen i denne her situation, hvor vi ser, at priserne på alting stiger, men vi står også i en stor global omstilling af vores forbrugsvaner. Håbet er, at man kan købe nogle mindre mængder, og måske at man har mere fleksibilitet i forhold til, hvad man skal spise.

En fælles platform

På sigt drømmer han også om at understøtte nogle faste aftaler mellem producenter og forretningsdrivende og hjælpe alle til at være mere fleksible i forhold til mængder og muligheden for at prøve nye ting af.

– Vi vil også gerne, at det skal blive økonomisk rentabelt. Måske at man betaler lidt for at være med på platformen, og så kommer det til at køre rundt på den måde. Det er vigtigt, at vi sørger for, at det bliver noget vi alle har ejerskab over. Det er vores alles platform.

Lige nu har projektgruppen rigtig travlt, for de næste måneder skal bruges på at undersøge og analysere på, hvad det helt præcist er, der er et behov for.

På Bornholms Landbrug og Fødevarers hjemmeside kan både forbrugere og producenter tilmelde sig nyheder for at følge med i projektet og se hvordan dørene for den nye portal slår op - forhåbentlig i foråret 2023.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT