Heldigvis overlevede han – nu er Brian på landsholdet

Heldigvis overlevede han – nu er Brian på landsholdet
Brian Mattsson fik en svær start på livet, men har trods udfordringerne oplevet stor sportslig succes. Foto: Jesper Gynther
DAGENS NAVN | Torsdag 8. maj 2025 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
DAGENS NAVN | Torsdag 8. maj 2025 • 05:30

Brian Mattsson får snart sin landsholdsdebut, men livet har ikke altid været en dans på roser. Da han blev født, måtte lægerne kæmpe for at få gang i ham, men heldigvis overlevede han. Dog uden evnen til at tale. I et åbenhjertigt interview fortæller den 38-årige rønnebo - i skriftlige svar - hvordan det er at leve med sit handikap og få succes trods udfordringerne.

Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er født på Bornholms Sygehus og opvokset i Knudsker, men senere flyttede vi til Rønne og boede på Virkelyst. Nu bor jeg for mig selv på det gamle gymnasium.

Vil du fortælle, hvad dit handicap er?

– Jeg har fået fortalt af min mor, at jeg var lidt dødfødt, og lægen kæmpede med få gang i mig. Det var nok den værste oplevelse for mor og far. Men heldigvis overlevede jeg - dog uden at kunne tale. Derudover har jeg fået en diagnose, Jouberts syndrom (se faktaboks).

Hvordan er dit liv med dit handicap, hvis du skal sige det selv?

– Mit liv er super, så længe jeg har en mobil. Jeg klarer alt selv, og jeg rejser også selv. En gang imellem spørger jeg nogle gode venner om hjælp, da jeg kun har en trehjulet cykel.

Hvordan er det ikke at kunne tale mundtligt, men kun kommunikere skriftligt?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke har prøvet andet.

Er det noget, der hæmmer dig i dit liv – eller kan du gøre alle de samme ting, som alle andre der kan tale?

– Jeg plejer at sige, at jeg er som de andre, mit hoved virker.

Hvorfor begyndte du at spille boccia, og hvorfor er du blevet ved med det?

– Det var, fordi jeg gerne ville finde ud af, hvad jeg kunne gå til - på grund af mit handicap kan jeg ikke tåle noget vild sport. Og hvorfor er jeg blevet ved? Det er for at komme ud og være sammen med andre og rejse til stævner. Vi har et godt sammenhold.

Hvad betyder det for dig at være blevet udtaget til landsholdet?

– Det har været et stort mål for mig i flere år at komme med til de Nordiske Mesterskaber i 2025 på Island, fordi jeg har prøvet at vinde alt her i Danmark, både regionsmesterskab og FM, som det hed, før det blev til DM. Det gælder vel i alt sport, at man sætter et nyt mål op hele tiden - sådan er det også inden for handicapsport.

– Det er meget stort for mig, at det allerede sker nu. Det gør også, at jeg kan være med til at sætte større fokus på min klub, Handicapidræt Bornholm, der er en klub for de handikappede her på øen. Det betyder også noget, synes jeg.

– Da jeg fik at vide i januar måned fra landsudvalget, at jeg var blevet udtaget til NM i Island, som finder sted den 15.-18. maj, så gik jeg i arbejdstøjet og kontaktede Arne Mikkelsen fra Parasport her på øen for at høre hvordan og hvorledes med hensyn til økonomi. Fordi min klub er af en mindre størrelse, og jeg er førtidspensionist. Vi blev enige om at søge nogle fonde, og det har min klub også hjulpet med. Det betyder en hel del for mine mål at skaffe penge eller gøre et forsøg på det. Det er med til, at jeg også har råd til andre ting.

Hvad forventer du dig af turen til Island, hvor du skal være med til de Nordiske Mesterskaber?

– Jeg forventer, at det bliver en stor oplevelse. Jeg glæder mig til at se, hvordan det er i forhold til almindelige stævner, som vi har i Danmark. Jeg ved, jeg skal både spille hold og en-mod-en i samme stævne ved Nordiske Mesterskaber, det ser jeg frem til at prøve.

Det er dyrt at være handicapudøver, og du er også selv nødt til at samle penge sammen for at kunne betale for den hjælp, du skal have for at være med til de Nordiske Mesterskaber i Island. Hvordan går det med den indsamling?

– Det har været helt fantastisk, og beløbet er nu så stort, at alle udgifter i forbindelse med min deltagelse og landsholdssamlinger er dækket.

Ville du ønske, at man politisk afsatte flere penge til handicappede idrætsudøvere? Hvad ville det betyde for dig, hvis det skete?

– Måske er dette spørgsmål svært at svare direkte på, men hvis jeg skal svare, så ja. Skal vi ikke have det samme muligheder som rask idræt? De sparer og sparer, også på vores kommunehal, så vi må nøjes med de to timer om ugen, som vi kan få at træne i.

Hvordan ser du din fremtid på landsholdet?

– Den ser rigtigt lys ud. Udover at jeg er på landsholdet, så er mine to klubkammerater også - Jacob Spanner Hansen og Evald Pedersen - som ikke var blevet udtaget denne omgang til Nordiske Mesterskaber, men det er mit håb, at en af de også bliver udtaget til Nordisk Mesterskaber næste gang i 2027. Det må tiden vise.

Har du en uddannelse, og hvad har du arbejdet med?

– Jeg har taget 10. klasse, og derefter var jeg på Tv-Glad i Nexø et par år, men så lukkede dette tilbud. Derefter fik jeg arbejde i BRK som postmedarbejder på Ullasvej i skånejob, som er blevet rykket til Landemærket nu, og det er jeg rigtig glad for. Bo Rosendahl er chef for mig, han er en god chef. At flytte til Borgercenter er en af de bedste ting, som er sket for mig.

Er du i et forhold?

– Jeg har været i et forhold, men det gik ikke.

Hvem er dine forældre?

– Min mor hedder Susanne Mattsson. Hun er i et forhold sammen med Henrik Kofoed, da min far ikke er her mere.



Brian Mattsson dyrker boccia, som er et kuglespil, hvor målet at kaste sine kugler så tæt på en målkugle som muligt. Efter hver runde tildeles der point til den spiller, der har sine kugler tættest på målkuglen. Kugler er henholdsvis røde og blå, mens målkuglen er hvid. Foto: Jesper Gynther

 

Jouberts syndrom

Arvelig sygdom karakteriseret ved:

Medfødt misdannelse af lillehjerne og hjernestamme, der styrer balance og koordination

Slaphed (hypotoni) og nedsat kontrol (ataksi) af bevægelser

Problemer med vejrtrækning

Forsinket udvikling

Risiko for tiltagende problemer af varierende sværhedsgrad i øjne, nyrer, lever og skelet

Kilde: Sundhed.dk



Følg debatten på facebook!

KAMPEN OM KULHUSET

Kulhus-ejere slår igen mod utilfredse naboer
TOPNYHED | ABONNENT

Kulhus-ejere slår igen mod utilfredse naboer

Morten Pedersen, der sammen med arkitekt Dorte Mandrup vil omdanne det historiske kulhus i Sandvig til bolig, tager nu bladet fra munden. Han kalder naboernes indsigelser for hykleriske.
Kulhuset kalder på sammenhold – ikke krig

Kulhuset kalder på sammenhold – ikke krig

Sandvig har en svær opgave foran sig. Sagen om det historiske kulhus skal landes, så byen får liv, kulturarven sikres og indbyggerne fortsat kan nyde deres nuværende forhold.
FÅ ABONNEMENT