Den sidste måge er skudt

Den sidste måge er skudt
Flemming Bech viser sin udkigspost frem. Der er her, han har ligget på lur og plaffet måger ned i den periode, det har været lovligt. Mågen på taget i baggrunden kan dog ånde lettet op. Det er uden for sæsonen. Altså mågejagtsæsonen. Foto: Søren Strandman-Møller
MILJØ | 7. MAJ • 19:00
MILJØ | 7. MAJ • 19:00

Geværet har været på spil, men det er umuligt at få rederne med.

Nu er det ifølge reglerne slut med at plaffe måger ned i år. Sæsonen er slut, og resultatet af indsatsen er endnu ukendt. Fuglene har nemlig gode muligheder for at gemme sig.

– Jeg har været ude at regulere et par stykker, så vi håber da at holde dem lidt nede, siger Flemming Bech fra Rønne Hotel, der bevæbnet med sit gevær er en af Rønnes frivillige mågeregulatorer. Resultatet af hans indsats ender dog ikke på grillen. Det er skraldecontaineren, der bliver fodret.

– Det har ikke noget med jagt at gøre. Vi regulerer i mågebestanden. Det kan godt være, at der er nogen, der har opdaget, at vi har været i gang. For nogle gange, når mågerne bliver skudt, er de ikke helt døde, og så falder de ned på en anden mands tag, forklarer han.

I år havde Flemming Bech tiltag håbet på at kunne indfase et nyt tiltag. At fjerne ungerne, når de er klækket ud og forlader reden. Men den gik ikke.

– Vi har søgt om at få tilladelse til at regulere mågeunger i løbet af sæsonen, men det har jeg fået afslag på. Jeg ved ikke lige hvorfor, men vi prøver at hjælpe rønneboerne, så der ikke bliver alt for mange måger, forklarer han.

Vifte med stænger

Naturstyrelsens afslag på regulering af mågeunger skyldes en bestemt årsag.

– De har ikke søgt tilladelse til at fjerne æg og reder på forhånd. Hvis de havde gjort det, og det fortsat ikke havde hjulpet, havde de måske kunnet få tilladelse til at skyde unger, når de var udklækket. Hvis der havde været et konkret problem, siger Henrik Jørgensen, der er vildkonsulent hos Naturstyrelsen.

Men Flemming Bech mener ikke, det ville have nyttet noget at søge den tilladelse. For Rønnes indre by er ganske enkelt ikke designet til æggejagt.

– Det er livsfarligt at kravle rundt på de tage. Der er ingen, der kan retfærdiggøre den indsats, og vi kan heller ikke flyve med droner. Hvis man havde haft et fladt paptag, så kunne vi have olieret æggene og fjernet reder, men det kan vi ikke af sikkerhedsmæssige årsager, siger Flemming Bech.

Han er frustreret over, at mågebekæmpelse er så vanskeligt at gennemføre, da fuglene ikke er voldsomt turistvenlige.

– Det eneste, vi kan gøre nu, er at sætte nogle foranstaltninger op, der kan vifte måger væk med en stang, men mågerne vænner sig meget hurtigt til det, siger han.

Nogle snu fugle

Henrik Jørgensen mener dog, der er andre ting, man kan gøre for at komme mågeplagen til livs i løbet af sommeren.

– Sæt skilte op ved caféerne og grillbarerne, hvor der står, det er forbudt at fodre måger. For de er nogle snu fugle, der hurtigt lærer, hvor der er mad. Desuden skal tjenerne på caféerne huske at rydde hurtigt af, når gæsterne rejser sig, og så skal der låg på alle skraldespande, siger han. Ifølge vildkonsulenten er måger ikke dumme. Desuden har de en aldeles glimrende hukommelse.

– De bliver 20-25 år gamle, har lært nogle tricks gennem årene og ved, hvor det er muligt at få et måltid. De er snu opportunister, siger han.


Tag-selv-bord er ikke det værste man har. Og om lidt er desserten klar. Foto: Søren Strandman-Møller 


Puffer måger væk

Flemming Bech krydser fingre for, at hans mågeregulering kan have jaget en skræk i livet på familie og venner. Altså mågernes.

– Det er klart, at når jeg skyder de første her i foråret, får det de andre måger op i luften og skræmmer og stresser dem. Derfor håber jeg, det puffer nogle måger væk fra Store Torv. Men jeg kan godt se, at det er der, de etablerer sig. Især på Knud Damgaards bygning, for den er høj, og der kan sagtens være nogle steder, vi ikke kan komme i nærheden af, forklarer han.

Ikke pølsesæson endnu

I udgangspunktet kan der ikke gives tilladelse til at regulere måger udenfor sæsonen.

– Vi skal være sikre på, at vi gør det etisk korrekt og i forhold til de regler, der ligger, siger Henrik Jørgensen.

Han påpeger samtidig, at der ikke er bred enighed om, hvorvidt mågerne faktisk er et problem.

– Der en andel af befolkningen, som holder af de her fugle, forklarer han.

Det er meget begrænset, hvor man vil kunne forebygge. Flemming Bech forklarer, at der kun er få steder, hvor det vil være muligt at bekæmpe æg med olie og fjerne rederne.

– På Snellemark Centret kunne de måske godt, men ellers er det kun bagbygningen i Netto og Søstrene Grene, der har flade tag, hvor man vil kunne gøre det, forklarer han.

På grund af den milde vinter og det lune forår har mågerne haft mulighed for at etablere sig tidligere i år end sædvanligt. Men eftersom det endnu ikke er pølsesæson, er der fortsat ikke optimale jagtmarker for de hvide fugle i det indre Rønne.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT