Bornholms Hospital vinder verdensmålsprisen

Bornholms Hospital vinder verdensmålsprisen
Prisoverrækkelsen fandt sted torsdag på Langelinie i København. Privatfoto
MILJØ | Torsdag 3. november 2022 • 17:55
Jesper Gynther
Journalist
MILJØ | Torsdag 3. november 2022 • 17:55

Indkøbsafdelingen med Pia Tindø som leder har netop modtaget Region Hovedstadens verdensmålspris for arbejdet med at nedbringe spild på Bornholms Hospital.

Prisuddelingen fandt sted ved en konference på Langelinie i København.

– Jeg er virkelig stolt og glad for, at indkøbsafdelingen og Bornholms Hospital løber af med verdensmålsprisen. Det er et kæmpe skulderklap til vores fælles indsats for at mindske spild på hospitalet, fortæller Pia Tindø og forklarer, at projektet er lykkedes, fordi indkøbsafdelingen har haft et konstruktivt samarbejde med afdelingerne på hele hospitalet.

– Vi har hele tiden været i dialog om, hvordan vi sammen kan nedbringe antallet af vareindkøb, så vi undgår at skulle smide for mange varer ud, når de passerer datoudløb, siger hun.

Projektet startede som et pilotprojekt ved indgangen til 2022. Indkøbsafdelingen holdt en større oprydningsdag, hvor de konstaterede, at der var for mange varer, der endte som affald. Derfor blev indkøbsvanerne ændret. Fra at afdelingerne selv stod for egne indkøb, blev alt indkøb centraliseret, så der kun var ét fælles omkostningssted fremfor ét omkostningssted pr. afsnit.

Sammen med de enkelte afsnit på hospitalet, har indkøbsafdelingen haft fokus på at dele kasser med udvalgte varenumre imellem afsnittene.

– Vi omfordeler altså varerne internt, hvis vi kan se, at der er højere flow i et andet afsnit. Så ligger varerne ikke og bliver gamle, men bliver brugt på et andet afsnit, inden datoudløb, fortæller Pia Tindø.


Pia Tindø og hendes team. Privatfoto

 

Lavere omkostninger, større arbejdsglæde

Nu er spildet reduceret markant, og derudover har hospitalet sparet fem procent på budgettet til trods for, at hospitalet også har mærket betydelige prisstigninger på varerne i denne tid. 

– Så vi har vundet på både klima- og økonomikontoen, fortæller den stolte og glade prisvinder, Pia Tindø.

I takt med at de grønne gevinster er blevet synlige, er arbejdsglæden i indkøbsafdelingen steget. 

– Arbejdet skaber mening og giver arbejdsglæde, fortæller Lene Neumann Andersen, der er indkøbsassistent. 

– Jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvad jeg kan bidrage med for at tænke mere grønt til glæde for miljøet.

Udover æren, modtager indkøbsafdelingen 25.000 kroner, som skal anvendes til et fagligt og socialt arrangement i vinderens afdeling.

Om Verdensmålsprisen:

Verdensmålsprisen synliggør og anerkender de mange grønne initiativer, som trives i regionen og bidrager til at skubbe Region Hovedstaden i en mere bæredygtig retning i overensstemmelse med regionens handlingsplan. Prisen uddeles ud fra regionens tre udvalgte verdensmål: Sundhed og trivsel for alle (verdensmål 3), Bæredygtige byer og lokalsamfund med høj livskvalitet (verdensmål 11) og Grønne og ansvarlige hospitaler (verdensmål 12).

 

De nominerede var:

Dedikeret affaldssortering

Miljøambassadørerne Cecilie Høyer Stensnæs og Lotte Juul Bre- dahl, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Intensiv Behandling på Rigshospitalet Blegdamsvej

Ensretning minimerer spild

Indkøbschef Pia Tindø og hendes team, Indkøbsafdelingen, Bornholms Hospital

Genbrugsplatformen

Team Genbrug og Donation i CEJ og Koncernindkøb i CØK.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT