Claus Larsen-Jensens halve historie

Vestlige politikere overser Ruslands sikkerhedshensyn, mens USA og EU’s egen politik har undergravet både fredsaftaler, energiforsyning og Europas økonomiske styrke.

Jeg har vist aldrig rost Hr. Claus Larsen-Jensen (S) for analytisk at kunne kigge indad og se en sag fra mindst to sider, og det sker heller ikke her.

”Rusland truer os – men mest sig selv”, udtaler Claus Larsen-Jensen i et Tidende indlæg 27/9-25. Det er en udtalelse, der oser langt væk af manglende informationer og masser af ensidig propaganda.

Han nævner ikke et ord om daværende Sovjetunionens og senere Ruslands ønske om at være medlem af Nato og lave en fælles europæisk sikkerhedsalliance.

Der er heller ikke noget om underskrevne fredsaftaler - den næstsidste garanteret af Tyskland og Frankrig, der bare blev syltet og brugt til at Nato-armere Ukraine. Og den seneste aftale blev droppet, da Englands tidligere premierminister Boris Johnson lidt inde i Ruslands indgreb overtalte Ukraine til at kæmpe med støtte fra vesten.

Ja, alle åndede lettet op da den forrige kolde krig sluttede i 1990, men snart efter kom den demokratiske præsident Clinton på banen og begyndte at udvide Nato på trods af aftalte løfter.

USA's gas importmodstand

Larsen-Jensen kunne også have nævnt USA's årtier lange helt officielle modstand imod EUs gasimport fra Rusland – og sprængningerne af gasledningerne for 3 år siden.

Og så burde Larsen-Jensen læse lidt om, hvad USA's Victoria Nuland lavede i Ukraine før regimeskiftet i 2014.

Det var dengang, hun for åben mikrofon udtalte et ”F..k EU”, da hun blev spurgt, om EU's politikere ikke skulle have noget at sige om, hvem der skulle styre Ukraine efter det planlagte regimeskift.

Da Ukraines østlige provinser ville være uafhængige af det nye styre, så angreb Ukraines hær sine egne borgere, og da disse fortrinsvis var russere, så blev det for meget for Rusland, der greb ulovligt ind i den interne Ukrainske konflikt.

Det har i årevis været USA's politiske agenda enten at sætte sig på diverse nationer med militære installationer, og hvis ikke de ville frivilligt, så blev de sanktioneret og udsat for regimeskift i massevis, som også med Ukraine i 2014.

Ruslands alternative markeder

Det er derfor logisk, at Rusland med dets adskillige pakker af USA- og EU-sanktioner har søgt andre markeder og alliancer.

Så det er rent faktisk USA og EU, der selv har saboteret en ellers udmærket samhandel med Rusland, og nu er det kun USA, der tjener på disse sanktioner.

Ser man så på de aktuelle økonomiske forhold i EU, så er meget af industrien gået i stå grundet manglende energiimport fra Rusland.

Og Ruslands økonomi har det ganske udmærket, selvom der naturligvis er krigsomkostninger.

Som sædvanligt, når USA indser, at man ikke kan vinde en krig, så forlader man krigsskuepladsen, og det har Trump og USA også gjort nu med Ukraine.

Det økonomisk svækkede EU står nu selv med det problem, der engang opstod, fordi USA og England ville svække Rusland.

Det er et problem, der også opstod, fordi EU-politikere ikke kunne sige klart fra (selv når der udråbes et amerikansk ”F..k EU”!) overfor ”den store allierede i USA”, der nu har stukket Nato-halen mellem benene og mest kun er ude på at sælge militærteknik og våben.

EU alene imod Rusland

I snart fire år har Rusland de facto kæmpet imod alt indkommende Nato-udstyr og har erobret cirka 20 procent af Ukraines østlige provinser – og nu tror europæiske politikere, at EU selv kan gøre dette.

Det er med en elendig intern økonomi og på trods af manglende mandskab i Ukraine og manglende militær udrustning overalt i EU - mangler, som Rusland ikke lider under.

Trump forsøgte på fortrinlig vis diplomatiet, men blev mødt med modstand fra EU-politikere og Nato, der ikke kunne opgive deres en gang USA-konstruerede fordomsfulde tankebaner imod Rusland.

Som afsked udtalte Trump for nylig et ”Good Luck” til EU og dets lokale Nato-alliance – vel vidende at man nu selv skaber sine egne problemer i EU ved ikke at optræde diplomatisk og med respekt overfor sine omgivelser.

Det er de manglende kvaliteter, som EU's politikere selv har overtaget fra tidligere amerikanske administrationer, og som de skulle have sagt fra overfor i tide.