I Bornholms Idræts- & Kulturcenter i Allinge blev der endelig igen i forrige weekend afviklet to traditionelle og populære nytårskoncerter. 1.100 glade og forventningsfulde 'grå eminencer' fyldte hver en stol over de to dage. Jeg tror ikke, der var 10 personer under 70 år i salen. Synd at repertoiret ikke tiltrækker flere fra det yngre segment. Kunne kortene måske blandes lidt anderledes? Eller spiller man altid de sikre kort?
Musikken er altid helt i top. Billetprisen var sat til 380 kroner pr. styk. Mange penge, mente nogle, i et pensionistpars budget. Dertil serveres et gratis papkrus kaffe og et par små stykker kransekage. Det skønne 15 mand/kvinde store og velspillende Tivolis Promenadeorkester var kommet under kyndig ledelse af vor konsulent i Danske Seniorer, koncertmester Bjørn Nyrup. Det gjorde han virkelig godt. Et fremragende dirigent skifte, efter at Henrik Krogsgaard, stoppede efter sine mange år med taktstokken.
Min organisation, Danske Seniorer, havde støttet hele arrangementet ved at købe 225 billetter, svarende til en “kostpris”, altså uden eventuelle rabatter, på 85.000 kroner. En ikke helt ringe økonomisk støtte til den bornholmske kultur. Billetterne uddelte vi gratis til medlemmerne af en af vores tre pensionistforeninger på Bornholm, Nylars- og Vestermarie Pensionistforening, Knudsker Pensionistforening samt Allinge-Sandvig Seniorklub. Hertil kom også medlemmer af Aakirkebys Telefonstjernen. Vi forsøgte i første omgang, at tilgodese de pensionister vi mente ikke selv havde til hensigt at købe en billet eller på anden vis bare fortjente et lille skulderklap. Dejligt at se at regeringens kulturpulje på hele 10 millioner kroner, der gik til blandt andre Danske Seniorer, her kunne bruges til støtte for kulturen. Nu altså endelig også her på Bornholm. Sidste år lykkedes det os for første gang (i min fire-årige formandstid), at få åbnet for koncerter på Bornholm. Det blev med den helt store succes i Aakirkebyhallerne, hvor Stig Rossen med band avede en formidabel John Mogensen-koncert foran 550 ellevilde publikummer. På Bornholm er det lidt svært at finde kulturarrangementer af en vis størrelse. Her viste det sig imidlertid, at nytårskoncerten i Allinge levede op til kravet.
Mit oprindelige ønske havde været, at vi skulle købe en halv sal, altså 300 billetter. Men det endte med de 225. Flere koncertprojekter er i støbeskeen, dog med egenbetaling. Danske Seniorer har ligeledes gang i en form for Senior Bio, hvor vores medlemmer helt gratis kan komme ind på en ganske almindelig hverdag og se en udvalgt filmforestilling. På den måde støtter vi så både biograferne, Scala Gudhjem og Rønne Bio samt medlemmerne. Indtil nu har vi set Margrethe den I. i Rønne Bio, og den 14. marts skal vi ind og se Hvidstengruppen II i Scala Gudhjem. Til april skal vi atter i Rønne Bio og nyde endnu en udvalgt forestilling.