Som eksempel kan jeg bruge mig selv. Efter min skilsmisse flyttede min ekskone til Rønne med børnenes bopælsadresse, mens jeg blev boende i Østermarie. Prisen for skolebuskort til mine to børn, der er indskrevet på Søndermarkskolen, er pt. over 10.000 kroner.
Det beløb er der mange enlige, der ikke bare sådan lige kan finde i budgettet. Desuden er ydelsessystemet skruet sådan sammen, at det kun er bopælsforælderen, der har ret til at modtage offentlige tilskud (eksempelvis boligstøtte, forælder-SU med videre). Er man skilt før 2019 får bopælsforælderen også hele Børne-ungeydelsen fra staten.
Den mulige virkelighed
Som samværsforælder bliver man altså her på Bornholm økonomisk set dobbeltstraffet ved, at man i en skilsmisse hverken får del i de statslige ydelser og nu også skal betale en stor ekstra udgift, som den anden forælder, der selv modtager alle ydelserne, ikke er forpligtet til at dele.
Man kan sagtens se for sig, at en bopælsforælder i en højkonflikt-familiesag vil spekulere i skoleskift under dække af, at det er mere praktisk for denne forælder, at barnet flytter til en skole tættere på, for selv at slippe for en stor transportudgift - eller måske ligefrem for at ramme den anden forælder økonomisk.