Kommunalbudgettet: Demokrati er at lytte…

Niels Chresten Andersen er en af vores faste kommentatorer. Denne gang skriver han om demokratiets natur.

Demokrati er besværligt og det er ikke altid, at borgerne oplever sig godt repræsenteret i kommunalbestyrelsen.

Det ses ikke mindst af de årlige budgetforhandlinger, og dermed de evige besparelser på en bred front af den kommunale velfærd.

Og nu er vi der igen, med årets store politiske udfordring – budgettet for det kommende år.

I vort danske repræsentative demokrati er det kommunalbestyrelsen, der har ansvaret – valgt hertil af de bornholmske vælgere.

Det er en lovbunden opgave, at der senest 15. oktober skal foreligge et budget i balance. Det er en vanskelig demokratisk øvelse, og de senere års erfaringer viser, at resultatet kan få store konsekvenser.

Store konsekvenser

Det fik Socialdemokratiet og Venstre at mærke ved seneste kommunalvalg, hvor de to partiers flertal smuldrede til seks af 23 mandater i kommunalbestyrelsen.

Spørgsmålet er, om der findes bedre måder at forhandle budgettet på? Demokratiet indeholder mange værktøjer. Når det gælder budgetforhandlingerne, så er det traditionelt høringsdemokratiet, der har været anvendt – spørgsmålet er, om det behøver at stå alene?

Demokrati er en livsform

Det var den tidligere britiske premierminister Winston Churchill, der udtalte, ”Demokrati er ikke den bedste styreform … men det er den mindst ringe.”

For den danske teolog Hal Koch var demokrati først og fremmest en livsform, hvor samtalen står i centrum. Det afgørende er, at parterne er åbne for at lytte, forstå, tage ved lære og sætte i sammenhæng.

Det er vel også noget af det bærende bag visionen for den årlige, danske demokratifestival – Folkemødet på Bornholm.

Folkemødet er visionen om samtaledemokratiet, når det er bedst. Det er, hvor beslutningstagere og den engagerede befolkning mødes, og i en åben og fri dialog drøfter samfundets udfordringer og drømme om fremtiden.

Inspirationen kom af den årlige svenske Almedalsveckan (-uge), hvor de svenske partier hver sommer på Gotland har tradition for at mødes med interesseorganisationer og andre interesserede for at diskutere politik. Det er en tradition med rødder tilbage til 1968, og som siden 1991 har været fælles for alle svenske partier.

Folkemødet - faderskabstest

Den daværende danske indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder, deltog i Almedalsugen i 2010, og han var sammen med daværende borgmester Winni Grosbøll helt afgørende for at overføre ideen til Danmark og Bornholm, hvor det første Folkemøde blev afholdt i juni 2011.

En faderskabstest vil dog afsløre, at selve ideen til et dansk Folkemøde på Bornholm ikke først kom fra Bertel Haarder. I årene forinden havde en af Bornholms Regionskommunes medarbejdere, David Hunt, utrætteligt år efter år slæbt borgmestre, politikere, chefer og kolleger med til Gotland for at overbevise dem om, at Bornholm burde være hjemsted for en tilsvarende dansk demokratifestival.

Det fik i 2009 Bornholms Vækstforum til at bevilge midler til det store konsulentfirma Rud Pedersen, der i sommeren 2010 var klar med en plan for gennemførelsen af det første Folkemøde i 2011.

Rapporten og anbefalingerne fra Rud Pedersen lå således klar, da Bertel Haarder nævnte ideen for journalisten Philip Flores fra Berlingske Tidende. Det var ham, der herefter forelagde ideen for Bornholms nye borgmester, Winni Grosbøll. Heldigvis var hele forarbejdet allerede gjort.

Det skal ikke forklejne den helt afgørende rolle, som både Bertel Haarder og Winni Grosbøll havde for, at Folkemødet fra første år blev en succes.

Høringsmetoden

Kommunalbestyrelsen afdækker tidligt på året de forventede budgetrammer for det kommende år og indsamler via administration og politiske udvalg forslag til besparelser, udvidelser og anlægsinvesteringer.

Ved et seminar i sidste halvdel af juni samles det hele sammen i et katalog, der sendes i offentlig høring.

De bornholmske medier kaster sig herefter over de mange konkrete forslag - herunder en del gengangere fra tidligere år.

Partierne forholder sig til forslagene, høringsbidragene og bruger så et par dage til at finde et flertal bag et samlet forslag. Ofte dukker nye forslag op - både til besparelser og udvidelser.

De nye forslag bliver så sendt i offentlig høring. Mange sætter spørgsmålstegn ved værdien af denne høring, fordi erfaringen viser, at de nye forslag reelt ikke står til at ændre. Det vil genåbne de i forvejen vanskelige budgetforhandlinger med en meget kort tidsfrist. Konsekvensen har så været, at flere af de nye forslag viser sig efterfølgende ikke at kunne realiseres.

Samtale og inddragelse

Høringer i forbindelse med budgettet er lovpligtigt, men ligesom folkeafstemninger er det ikke altid et velegnet værktøj. Hvorfor ikke inddrage borgerne langt tidligere i processen – og lade borgerne blive medspillere frem for modspillere?

Kommunalbestyrelsen fastlægger allerede i marts måned de bærende principper og rammer for budgetforhandlingerne. Den videre samtale og udmøntning sker så især med administrationen og de politiske udvalg.

Borgerne involveres først for alvor via de nævnte høringer - og dermed på et tidspunkt, hvor det er næsten umuligt at påvirke processen.

Et forslag kunne være at skele til politikken for borgerinddragelse, som kommunalbestyrelsen senest reviderede i januar 2015, med fokus på blandt andet tidlig inddragelse af borgerne, jf. følgende udpluk:

”Kommunalbestyrelsen ønsker med politikken for borgerinddragelse at motivere og engagere borgerne til at indgå mere aktivt i udviklingen af det bornholmske samfund. Borgerne skal derfor betragtes som positive medspillere i den politiske beslutningsproces, og der skal være mulighed for, at borgerne i højere grad bliver en dialogpart i de forskellige sager.”

Politikken for borgerinddragelse pointerer kommunalbestyrelsens ansvar for beslutninger, men også samtidig vigtigheden af, at borgernes meninger og ideer indgår i de politiske drøftelser og overvejelser.

Et af de bærende principper er således, at borgerinddragelsen skal ske på et så tidligt tidspunkt som muligt og på et hensigtsmæssigt tidspunkt for den politiske beslutningsproces.

At betragte borgerne som positive medspillere er også at anerkende de kompetencer, som rigtigt mange borgere har til ikke bare at afvise budgetforslag, men også til selv at spille ind med alternative forslag – noget, der måske kan kvalificere budgetforhandlingerne mere.

Det er i det mindste et forsøg værd.

At forfølge dette vil være besværligt – demokrati er besværligt – men det ville måske være en øvelse værd med borgerne som positive medspillere, dialogpartnere og medudviklere af det bornholmske samfund.