Har man overhovedet lyst til at være 'rigtig bornholmer'?

LÆSERBREV

Jeg har fulgt interesseret med i den seneste tids debat om tilflytteres vilkår og tilpasning på Bornholm.

Jeg flyttede selv hertil i februar 2018 og mødte straks den slags mennesker, jeg altid har forbundet med ”rigtige bornholmere”: Mine imødekommende udlejere, der bød mig velkommen med hjemmebagt brød og senere inviterede mig til julefrokost for at møde de lokale. Nye kolleger, der viste rundt i området for at gøre mig mere stedkendt, og generelt et lokalområde med iværksætterånd og stolthed over sin natur og kulturelle arv.

Den slags bornholmsk kultur kunne jeg virkelig føle mig hjemme i. Men efterhånden som jeg har stiftet dybere bekendtskab med lokalmiljøet, er en lille, men meget højlydt gruppe bornholmere begyndt at fylde mere og mere i det offentlige rum.

Den første ubehagelige oplevelse kom, da jeg blev interviewet i avisen i forbindelse med mit nye arbejde. Kort efter interviewet blev bragt, modtog jeg en besked fra en ældre bornholmsk herre, der havde fundet min mailadresse og blot lige ville håne mig for mit ordforråd, som han betegnede som evnesvagt, og udtrykke, at min brug af adverbier er skadelig for markedsføringen på min nye arbejdsplads. Velkommen til Bornholm!

Jeg har efterhånden boet i mange landsdele, og jeg har aldrig fået sådan en medfart før – men det måtte være en enlig svale, tænkte jeg.

Siden har jeg dog ad flere omgange oplevet en lille skare af lokalpatriotiske internetkrigere med samme attitude. Navnlig er der en voksende facebookgruppe, hvis mest aktive medlemmer gør en dyd ud af at researche baggrunden på folk, der nævnes i den lokale presse. Herefter bliver resultaterne fremlagt i den offentlige gruppe for at markere, at de navngivne personer ikke er rigtige bornholmere.

Man har også offentligt frydet sig og gjort sig morsom over mennesker, hvis projekter, arbejde og livsværk, der ikke er bornholmsk nok, er blevet ødelagt af covid-19.

Det betegnes – i rammeste alvor – som et brud på menneskerettighederne, når lærere og pædagoger ovrefra får jobs på øen, og skribenter fra lokalpressen bliver kaldt ”luderjournalister”, hænges ud med navn og kaldes inkompetente, når man er uenig i en formulering, hvorefter man vurderer, hvorvidt de bør fyres.

Også uden for den åbne facebookgruppe går man efter lokale virksomheder og borgere, der får hånlige kommentarer tilkoblet deres indlæg og opslag, hvis de ikke anses for at være bornholmske nok.

Alt sammen er med til at lægge en dæmper på ens vilje til at ”integrere sig” på Bornholm – til at deltage i den offentlige debat, søsætte nye projekter, bringe sit arbejde frem i lyset eller vise stolthed over sit nye hjem uden at blive gjort opmærksom på, at det ikke er ens rigtige hjem.

Med andre ord er det nemmest som tilflytter at sidde på sin flade og holde kæft, hvis man ikke vil hånes og nedgøres.

Værdidebatter er vigtige, og der er bestemt ikke noget i vejen for at kæmpe for den lokale kultur. Men hvis ”rigtige bornholmere” tager den kulturkamp med skadefryd over andres ulykke, nedgørelse, ondskabsfulde kommentarer og udpegelse af de ”falske” og ”forkerte” – så er jeg dæleme glad for ikke at blive betragtet som rigtig bornholmer.

Jeg vælger dog stadig at mene, at de rigtige bornholmere er dem, der har hjulpet mig på plads, taget mig ind i fællesskabet og arbejder positivt for at gøre Bornholm til et bedre sted.

Kasper Vegeberg Enstrøm
Torvegade 32, Nexø