Gravgaard: Wermelins lovbrud viser forældet lov

Gravgaard: Wermelins lovbrud viser forældet lov
LEDER | DEBAT | Lørdag 23. december 2023 • 05:30
LEDER | DEBAT | Lørdag 23. december 2023 • 05:30

Wermelins boligsag er nu afsluttet med et lovbrud og ingen konsekvenser. Men tilbage er den dybt forældede regel om bopælspligt og folkeregisteradresser.

Lea Wermelin måtte ikke have sin folkeregisteradresse på Bornholm, da hun som minister med to børn og ægtemand i København var langt fra at nå de pligtige 180 overnatninger pr. år.

Det har Københavns Kommune nu efter godt et års sagsbehandling afgjort.

Umiddelbart får sagen ikke økonomiske konsekvenser for Lea Wermelin. Hun havde ingen økonomisk vinding af sin bornholmske folkeregisteradresse – tværtimod er kommuneskatten lidt højere på Bornholm end i hovedstaden. Leas gevinst ved folkeregisterregistreringen var ekstra tilknytning til Bornholm, som kunne styrke hende i kampen for stemmer og indflydelse i det store socialdemokrati.

Efter en skilsmisse og et behov for en ekstra bopæl i København er det pt. slet ikke relevant for Lea Wermelin af have fast bopæl på Bornholm. Men sagen viser, at vores regler om bopælspligt og folkeregisteradresse er forældet.

Arbejdsmarkedet er blevet langt mere hybridt, og ægteskaber er ikke som i de gode gamle dage. Vi har mange tilvalgs-bornholmere, som ikke kan flytte folkeregisteradressen til Bornholm og dermed give kommunekassen et bidrag med kommuneskat af deres indtægter.

Det skyldes dels, at de er tvunget til at have bopæl i København for at kunne have overnatningsmulighed der, når jobbet kræver det, og økonomien ikke er til dyre hotelophold. Dels at nogle boligejere med fleksboligstatus frygter at miste den attraktive status ved at bebo deres huse og dermed forringe salgsprisen. Begge dele taber Bornholm skatteindtægter på.

Derfor bør lovgivningen laves om, så man mere uforpligtende kan fordele sin bopælspligt mellem to boliger og dermed også sin kommuneskat. Det ville hjælpe Wermelin og Bornholms slunkne kommunekasse. Det kunne måske være en opgave for Lea Wermelin at løfte, så vandkantsområderne kan få lidt flere indtægter.




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT