Ville jorden være bedre uden mennesker?

Mennesket er den eneste art, der kan tage ansvar for hele skaberværket – derfor er løsningen ikke at forsvinde, men at forvalte jorden med omsorg skriver Nikolaj Hartung Kjærby.

I skabelsesberetningen kan vi læse, at Gud siger til menneskene: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden” (1 Mos 1,28).

Gennem mange århundreder er det skriftsted desværre blevet misbrugt som et carte blanche til, at vi mennesker bare kan behandle Guds skaberværk, som det passer os, og resultaterne ses kun alt for tydeligt i form af forurening, tab af biodiversitet, og risiko for katastrofale klimaforandringer.

Derfor er jeg glad for, at det i den kommende bibeloversættelse sandsynligvis vil blive gjort mere klart, at ”hersk over” ikke betyder ”misbrug og udnyt”, men ”vær en god regent, som sørger for, at undersåtterne har det godt”.

Er mennesker skadelige?

Men har naturen overhovedet brug for en ”regent”? Ville jorden ikke klare sig bedre, hvis vi mennesker slet ikke var her?

Det hører jeg i hvert fald af og til mennesker(!) give udtryk for. De mest pessimistiske mener ligefrem, at det bedste, der kunne ske, ville være, hvis vi uddøde som art.

”Det bedste for hvem?” kan man spørge, og det underforståede svar må vel være: ”For dyrene og planterne!”

Der er da nok heller ikke nogen tvivl om, at der er mange dyre- og plantearter, der ville have bedre levevilkår, hvis de var fri for menneskelig indblanding. Men spørgsmålet er, hvor meget det betyder for den enkelte løvfrø, om den har få eller mange artsfæller, hvis blot den selv kan finde mad at spise, beskyttelse mod rovdyr og en mage at føre slægten videre med?

Faktisk er der intet, der tyder på, at der er andre dyr end os mennesker, der er i stand til at forholde sig til naturen som et hele, begræde, at arter, som de ikke har kontakt med, uddør, eller frygte for katastrofer, der vil ramme deres efterkommere.

Dengang dinosaurerne uddøde, har det naturligvis været pinefuldt for den enkelte dinosaur, der brændte, sultede eller frøs ihjel, men der var ingen på jorden, der på et mere abstrakt plan sørgede over de mange arter, der uddøde.

Det enestående menneske

Derfor er mennesket også det eneste levende væsen, der kan tænke bæredygtighed og økologisk ansvar ind i vores handlinger.

For at tage et eksempel med lokal relevans: Når torskebestanden i Østersøen er truet, indfører vi mennesker fiskekvoter i håb om, at torskebestanden kan komme på fode, så vi i fremtiden igen kan komme til at fiske torsk.

Så langt tænker gråsælerne ikke; de spiser bare de torsk, der er, så længe der er nogle, og den dag, der ikke er flere tilbage, så finder de enten noget andet at spise, eller også dør de af sult.

Glæden over skaberværket

Som kristen vil jeg sige det på den måde, at vi mennesker er den eneste art, der er i stand til at tage del i Guds glæde over skaberværket som helhed. Derfor ville jorden heller ikke være komplet uden os.

Når vores syndige (for at bruge et bibelsk ord) handlinger har haft så store negative konsekvenser for naturen, så er det netop, fordi vi er kronen på Guds skaberværk. Men løsningen er ikke, at vi forsvinder, men derimod at vi bliver frelst fra vores synd, for så bliver naturen også frelst.

Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet: ”Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det [nemlig os mennesker], og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden” (Rom 8,20-21 [min tilføjelse i kantet parentes]).

Og indtil det sker, kan vi heldigvis gøre, hvad vi kan, for at gøre jorden bedre og ikke dårligere, uanset hvad vi tror på eller ikke tror på!

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift får mulighed for at skrive en klumme. Skribenterne står helt frit med hensyn til valg af emne og udtryksform