Hver gang en løn bliver udbetalt til en medarbejder eller chef med bopæl på Bornholm i starten af september, ryger omkring en fjerdedel af hele årslønnen lige ned i Bornholms Regionskommunes kasse. Det er penge, der betaler for pleje af vores ældre, for pædagoger til vores børn, for støtte til de svageste – og for alt det, der får vores fællesskab til at hænge sammen.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor stillinger besættes. Og derfor skal vi have det lange lys på, når vi står over for vigtige rekrutteringer – som nu, hvor Center for Regional- og Turismeforskning søger ny direktør. Bestyrelsen vil naturligvis finde den bedst mulige kandidat. Men en vigtig del af at være den rigtige kandidat er også at være en del af det samfund, man skal lede fra. At betale skat her. At være til stede i hverdagen.
Vi skal ikke acceptere, at chefposter bliver “pendlerstillinger” med bopæl i København eller endnu længere væk. For når lønnen ikke beskattes her, mister vi midler til alt det, vi sammen prioriterer. Og vi sender et signal om, at Bornholm kun er et arbejdssted – ikke et sted at leve.
Vores erhvervsliv, kommunen og staten arbejder hver dag på at skabe job, der er forankret lokalt. Vi skal hylde og styrke den indsats – og vi skal gøre det klart, at vores fastboende arbejdskraft er en ressource, vi kan og bør udvikle. Meget ofte kan vi finde kvalificerede kandidater, der også ønsker at være en del af fællesskabet på lige fod med os andre.