Fredet bygning får en kjærlig hånd

Fredet bygning får en kjærlig hånd
HJB Byggeforrening er i fuld gang med et større vedligeholdelsesarbejde på Museumsrøgeriet i Hasle. Foto: Holger Larsen
Torsdag 14. august 2025 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
Torsdag 14. august 2025 • 19:00

Et større vedligeholdelsesarbejde er i gang på Museumsrøgeriet i Hasle.

"Det er en skandale, at et så dejligt sted ejet af en offentlig myndighed, skal stå og forfalde – og til stor skade for Hasle by".

Sådan blev der i foråret skrevet i et læserbrev i Tidende om Museumsrøgeriet i Søndre Bæk 18 i Hasle.

Det var man sådan set enige i hos ejeren af den fredede ejendom, Bornholms Regionskommune, og nu er et større vedligeholdelsesarbejde gået i gang på det gamle røgeri.

Projektleder Marco Piil Andersen fra Ejendomsservice i BRK siger nærmest som en vis bygningsinspektør, kendt fra Bornholmerrevyen, at Museumsrøgeriet trænger til en "kjærlig hånd", og det får det nu.

– Røgeribygningerne får nogle tæsk, når de står derude ved vestkysten. Det er noget vedligeholdelsesarbejde, som skal gøres, men som ikke er blevet gjort. Det retter vi op på nu, siger projektlederen.

HJB Byggeforretning fra Rønne har entreprisen med at istandsætte de dele, der ikke er vedligeholdt særlig godt. Det indebærer blandt andet en reparation af skorstenene med en særlig kalkmørtel, og at der skal kalkes.

Arbejdet er begyndt med nogle småting for at tage hensyn til røgeridriften ved siden af, blandt andet har HJB taget nogle porte med hjem til værkstedet for at arbejde på dem der.

Ejer to røgerier

Regionskommunen ejer to af de gamle røgerier i Søndre Bæk, nemlig nummer 16 og 18. De er henholdsvis bevaringsværdig og fredet.

Søndre Bæk 18 er Museumsrøgeriet (Peter Nielsens Røgeri), hvor plancher fortæller om røgerihistorien, og for nogle år siden blev der af Hasles lokalhistoriske forening tilføjet en udstilling om fiskeri, redningsvæsen og kulbrydning til havs på den bornholmske vestkyst.

Det sydligst beliggende røgeri, Søndre Bæk 20, er det, vi i dag kender som Hasle Røgeri. Her er det Hasle Røgeri ApS, der driver røgerivirksomheden og spisestedet, som er et stort trækplaster for området.

Fredningen omfatter også nogle træskure, som ligger ud til vandet, og her er der også noget vedligeholdelse:

– Vi udluser nogle brædder, for når det er fredet, må man helst ikke udskifte for meget. Så vi ordner det efter god dansk byggeskik for at få det bedst mulige ud af det, siger Marco Piil Andersen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT