I weekenden var der dømt gensyn i Nyker, hvor en flok tidligere klassekammerater mødtes igen 60 år efter skolestart. Dengang var de 32 elever i 1. klasse på Nyker Skole, og over halvdelen deltog i gensynet.
– Nyker kan noget, for ud af de 18 fremmødte bor ni af dem stadigvæk i Nyker. Derudover bor to af dem, der ikke kunne være med, i Nyker, fortæller Lene Koefoed fra klassen i en mail.
De tidligere elever fik en rundvisning af pedellen på Bornholms Frie Idrætsskole.
– Vi forstod slet ikke, at aulaen var så lille, når vi tænkte tilbage på, at 1.-7. klasse hver morgen stod der i rækker og sang morgensang, fortæller Lene Koefoed og tilføjer, at alle var enige om, at det er en virkelig indbydende og imponerende skole i dag.