Kaas: Er vi virkelig på vej mod 34.000?

Det er lykken at bo i de store byer, mener mange – og blandt andet derfor ser Bornholm ud til at fortsætte den nedadgående spiral med faldende indbyggertal.

34.000. Det er et bornholmsk indbyggertal, der kan tage pusten fra enhver, men det er ikke desto mindre det tal, som Danmarks Statistik mener, at vi nærmer os om 25 år.

Går det, som prognoserne forudser, fortsætter kurven nedad med foruroligende styrke, og så står vi altså med et noget fattigere samfund i 2050.

Det er skræmmende.

Men husk; Prognoser er ikke profetier. De er derimod pejlemærker, som vi kan vælge at handle efter, og derfor er der brug for, at vi tænker stort og i fællesskab siger, at “det skal være løgn”.

Lader vi tallene stå uimodsagt, bliver de, som vi har en ekspert citeret for i avisen, selvopfyldende profetier.

Det gode er, at vi jo i høj grad ved, hvad der virker: Stærke daginstitutioner og skoler, gode boliger, der matcher familiernes behov, en lokalt forankret kultur, der er imødekommende for enhver – og så et målrettet blik på erhvervslivet i form af gode job og tiltrækning af arbejdskraft. Blandt andet.

Visse af disse områder har vi jo forsømt at passe på, og blandt andet derfor er vi på vej ned i sølet.

Men vi skal forsøge at bremse udviklingen. Ikke på vilkår, om Bornholm skal ned under 35.000 indbyggere eller bare i nærheden af dét. Vi skal den modsatte vej, som den nu lettere grinagtige kommunale vision også ville det. Dén sagde 42.000 indbyggere – men det er desværre lige nu svært at få øje på, om den sagde noget som helst andet end dét.

Får vi en energiø og et medfølgende erhvervseventyr, kan det være med til at skubbe os i den rigtige retning. Får vi en professionel hær, kan den gøre lidt af det samme. Nye uddannelsesmuligheder ville skæppe i kassen. Men vi har lidt en tendens til at forlade os på noget, som vi i virkeligheden ikke har den store indflydelse på – eventyr, som nogle andre så at sige skal skrive for os.

Når det er sagt, er en nedadgående spiral som dén, befolkningstallet har vist sig at være inde i, utrolig svær at komme ud af, og ud over at spille os selv gode på alle mulige områder, så er vi overladt til tidens tendenser. Og de tilsiger fortsat, at det for de fleste er lykken at bo i de store byer – forstå det, hvem som kan.