Fødevaredrømme: Ingen vil betale prisen

Hvor drømmer vi os hen? Overskriften på det femte møde i Tidendes debatserie om fremtidens Bornholm var fødevareproduktion, men snakken kom også til at handle om udfordret økonomi og knuste drømme.

Der blev både drømt og debatteret på Gaarden i Melsted tirsdag eftermiddag, da Tidende bød op til en snak om fremtidens bornholmske fødevareproduktion.

I panelet stod Sune Rasborg, prisvindende kok og kogebogsforfatter, Thor Kure, økobonde på Mønstergaard, Frederik Tolstrup, formand for Bornholms Landbrug og Fødevarer, og Maria Barslund, formand for Gourmet Bornholm. Foran dem på bordet stod en række bornholmsk producerede fødevarer, og det store spørgsmål var: Hvordan får vi flere af dem? Og ikke mindst: Hvordan får vi dem afsat, så man ikke står med håret i postkassen, når forsøget går ned?

Ingen havde det gyldne svar, men der blev delt gavmildt ud af erfaringerne, både fra paneldeltagerne og det fremmødte publikum.

Forskellige drømme

Ordstyrer Tommy Kaas indledte med at bede de fire paneldeltagere dele deres drømme om fremtidens fødevareproduktion på Bornholm, og Frederik Tolstrup afslørede indledningsvist, at han personligt drømmer om et liv, hvor landbruget er lidt mindre på forsiden, med henvisning til den kvælstofdebat, der i sidste uge blev startet på Bornholms Højskole af en professor fra Aarhus Universitet.

– Jeg vil gerne have, at vi får mere viden om, hvad vi laver. At vi bliver flere forskellige slags landmænd, og samtidig passer på det vi har. Vi vil gerne udvikle os uden at skære et ben af, sagde Tolstrup.

Maria Barslund fra Gourmet Bornholm drømte blandt andet om udvikling:

– Vi skal være visionære, vi skal være de førende og udnytte vores sammenhængskraft. For vi kender hinanden.

Thor Kure drømte om et naturnært, robust og alsidigt landbrug.

– Min kæphest er min ko, koen er ikke problemet, men løsningen på både klima- og ernæringsproblemer. Koen er den vigtigste stimulator for en frugtbar jord. At tage afgifter på et 5.000 år gammelt dyr viser, hvor langt vi er kommet væk fra naturen.

Sune Rasborg, der skriver om mad og deler sine opskrifter i Tidende hver lørdag, drømte om, at forbrugerne vil skrue op for kvaliteten:

– Jeg drømmer om, at bornholmerne kommer til at lære lidt mere om bælgfrugter, spiser lidt mindre kød og betaler lidt mere for det.

Aftenens panel fra venstre Frederik Tolstrup, Thor Kure, Sune Rasborg og Maria Barslund. Foto: Anette Vestergaard

Svineproduktion til debat

Den første time kredsede debatten om svineproduktion, inspireret af Stiig Markagers bredside mod svineproducenterne og landbruget.

Vi slagter 8.500 svin om ugen, der eksporteres til 130 lande. Den bornholmske gris, er det et ædelt bornholmsk produkt, spurgte Tommy Kaas.

Her var der lidt uenighed blandt paneldeltagerne. Frederik Tolstrup lagde ud med at beskrive den lokale griseproduktion som et globalt Gourmet Bornholm.

– Jeg har set, hvor dygtige vores svineproducenter er, pludselig kan man lave en gris med mindre foder, lavere klimaaftryk. Men nu er vi endt i en skurkerolle, samtidig med at efterspørgslen på grisekød stiger. Grisebønderne fortjener en chance for at udvikle produktionen.

Det prædikat købte Sune Rasborg ikke:

– Hvorfor holde grisene på den måde, inde i en stald, hvis man godt kan lide dyret? Det er lidt en kødfabrik, er tiden ikke løbet fra det, lød det fra kokken.

Frederik Tolstrup forsikrede om, at landmænd også går op i dyrevelfærd.

– Da jeg havde grise, var jeg optaget af ventilation, frisk luft, fravær af smerte og foder. Men vi har svært ved at etablere naturlig adfærd, så det at holde husdyr er en afvejning og en forretning. Det har vi det okay med, men det er der mange, der ikke har det så godt med. Og vi kommer nok aldrig til at gøre alle glade.

Nødt til at gøre noget

Tommy Kaas gik videre til Stiig Markagers påstand om, at Bornholm er uegnet til griseproduktion. 

Hvad skal vi gøre?

Maria Barslund: – Vi er nødt til at gøre noget. Men det er forbrugerne, der hiver produkterne ned af hylderne, de styrer i høj grad markedsmekanismen. Vi vil gerne spise planteproteiner og være grønne, men mange er ligeglade. Så det er ikke helt så ligetil. Men vi er nødt til at gøre noget.

Peter Brandt Koefoed, medlem af repræsentantskabet i Danish Crown, brød ind med en korrektion:

– Stiig Markager politiserer, og det må han gerne. Men at sige, at kvælstofbelastningen er øget de sidste ti år, det er lodret forkert. Det er rigtigt, at der er kort ud til havet på Bornholm, men kvælstof er helt reguleret, og mængden er reduceret siden 1986. Så hvorfor virker det ikke? Det skulle journalisterne spørge om. Er det andre strømninger, opvarmning eller noget andet. Men kan vi få det cirkulære til at køre, så er det der, vi skal hen.

Mads Wolff fra Baltisk Bro opfordrede til samling fremfor splittelse og spurgte: Hvad kan vi blive enige om?

– Vi har en fødevarestrategi, som kommunen er temmelig passive i. Den udløber om to år, får vi en ny? Det synes jeg, vi skal have. Hvad er det, vi vil?

Thor Kure: – Det ville være skønt, hvis vi kunne have meget større fritgående kohold på Bornholm. Hvis vi kunne lave et samarbejde på tværs af alle fødevaresektorer. Dyrene har det godt, og vi har godt af at se på dem. Det er godt for både konventionelle og økologer på Bornholm.

Jørgen Hammer, tidl. LAG Bornholm:

– Klimakrisen vokser, vi skal reagere, så vi kan få styr på opvarmningen. Det er et kompliceret aspekt. Vi har brug for politikere, der kan indgå i en dialog. Det var rigtigt at vælge dig, Frederik, du er dialogbaseret. Omstillingen kræver nytænkning. Dialog er afgørende i den her situation.

– Det handler hele tiden om kvantitet. På slagteriet og også på mejeriet. Hvordan kommer vi ud af det åg? Man skal have flere og flere dyr, fordi marginalindtægten er så lav, sagde Hans Jørgen Jensen, tidl. LAG Bornholm.

Her mente Frederik Tolstrup, at der var plads til variation og masser af uudforskede muligheder:

– Vi har en vinbonde i Pedersker, der fodrer sine grise med cola og har restaurant. Ingen grund til at have medlidenhed med os, vi har selv valgt vores vej. Nogle af mine kolleger går lidt stille med, hvor godt det går. Det er en åben ladeport.

Skal udvikle os

Hans Jørgen Jensen ville gerne vide, hvordan vi undgår at få flere grise.

– Vi skal ikke have flere grise, vi skal have dem, vi har, svarede Frederik Tolstrup og henviste til aftalen, der blev indgået mellem de bornholmske svineproducenter og Danish Crown i 2015.

– For otte år siden byggede vi flere stalde for at imødekomme slagteriet, vi kan ikke udfase nu. Vi skal udvikle os. Men grise på marker er ikke realistisk, lød det fra landbrugets formand.

Anette Hansen fra Skovvang i Østermarie, pegede på de benspænd, som sendes mod landbruget i en jævn strøm.

– Der kommer hele tiden nye lovkrav, dels nationalt, dels fra EU, det skal man tænke på hver gang, man overvejer en driftsomlægning. Vi skal investere i dyrevelfærd og teknologi, men vi får ikke mere for et kilo kød eller en liter mælk. Jeg tror, vi skal være meget bevidste om, at der ikke er nogen, der gør det for at være væmmelig ved dyr, landbrug er en selvstændig virksomhed, hvor man bliver nødt til at få sammenhæng i investeringerne. Hvis alle tog fuld pris, ville det måske gå, men forbrugerne handler ikke altid efter den intention.

Peter Brandt-Koefoed var den første til at bringe afsætning på banen: Hvem skal købe vores produkter, og hvad skal de betale?

– Vi lever ikke i en osteklokke i Danmark. 30-40 procent af svinekød vi spiser i Danmark er importeret. 90 procent af det svinekød vi laver bliver eksporteret. Hvor skal vi sælge vores produkter, hvem er vores kernekunder?

Poul Jørgen Vedslet har får på hobbyplan. Han forsøgte sig på et tidspunkt med at slagte og sælge fårekød, men der var ingen kunder. Nu slagter han til eget forbrug, men kan ikke få slagtet på Bornholm.

– Hallegaard kan ikke tage dem, så jeg slagter lam i Stensved, det kommer frosset tilbage og koster 500 kroner mere. Kvæget ryger til Jylland, det kan ikke engang blive slagtet på Sjælland mere.

På et punkt var der enighed mellem idealisten og landmanden.

– Sælg bornholmsk fritgående skinke i København, foreslog Sune Rasborg, da der blev efterlyst ideer.

– Ja, sagde Frederik Tolstrup.

– Det smager himmelsk. Vi aflivede en gris hjemme på gården op til jul, det var en meget større smagsoplevelse.

Fra producent til forbruger

Karsten Westh fra Østermarie er en af de producenter, der har brændt fingrene på det, som mange stadig kalder et fremragende forsøg: Vasagårds Økologiske Gris.

– Jeg har haft landbrug i 40 år og omlagde for ti år siden til økologiske grise. Vi lavede tre tons kød om ugen. Grisene blev slagtet på Danish Crown, kødet blev forarbejdet i Hasle, det var godt. Men det endte med, at jeg måtte lukke efter et år. Prissætningen var for lav. Vi drømmer om at producere noget, som folk vil spise, men vi mangler det setup, hvor vi kan få den rigtige pris. Hvordan kommer vi fra producent til forbruger? Hvis det skal være billigt, skal vi springe et led over, lød det fra Karsten Westh.

Peter Brandt Koefoed fra Langemyregaard tillod sig at nævne et fyord – bæredygtig økonomi. For han har selv været med i et eksperiment i 10'erne, som var uhyggeligt tæt på at lykkes.

– Bornholmerhanen var et fantastisk produkt. Men selv om vi havde et megahøjt dækningsbidrag, blev pengene brugt. Vi manglede en krone per kylling for at få det til at løbe rundt. Vi kæmpede, men måtte lukke slagteriet i 2013. Vi skal have hjælp til, at det ikke sker igen.

Støt de lokale

I forlængelse af historien om Vasagårdsgrisen argumenterede Thor Kure for et tættere fællesskab mellem dem der producerer og dem, der aftager.

– Vi skal både have nicher og storproduktion, men først og fremmest skal vi have et forpligtende samarbejde. Vi skal arbejde fuldstændig sammen i underskoven af producenter. Det er vi ikke så gode til.

Maria Barslund: – Det er så forfriskende, hver gang der kommer et nyt produkt. Food Bornholm kan blive en rigtig god fortælling. Men vi skal også huske at købe det selv. Husk at købe lokalt. Og vær stolt, vi er de bedste ambassadører selv.

Anna Sofie Poulsen fra Øko Bornholm i Rutsker pegede som den eneste af de fremmødte på en konkret produktionsform, som allerede findes på Bornholm, og som på de rette betingelser kan vise sig at være fremtiden:

– Øko Bornholm laver landbrug, der er fællesskabsstøttet på en ny måde. Man stamper pengene op lokalt og støtter de unge jordbrugere med et hold af frivillige og videnspersoner, der bakker op. Det er helt urimeligt, at det skal være på egen risiko. Vi vil gerne have turisterhvervet og bornholmerne til at støtte de mennesker, der har forladt deres job for at flytte herover.

Maria Barslund rundede af med en opfordring til at spise mere lokalt, dyrke flere frugter og mere grønt, selv om det kan være svært for en børnefamilie at få tid og råd. Hun mener desuden, at det er en overvejelse værd at få gang i aktiviteterne på Hallegaard igen.

– Det er et skår i historien, at slagtehuset på Hallegaard ikke bliver udnyttet optimalt. Det er så ærgerligt, at den forretningsmodel ikke kan komme op at stå.

Konklusionen blev, at Bornholm har brug for en ny, stærk fødevarestrategi.

– Og vi skal alle sammen være med til at skabe drømmen, den skal opstå indefra. Men familien i Rungsted skal også købe den, sagde Sune Rasborg.