Det glæder mig, at Bornholms Bådfart har fået LAG-støtte til at ombygge en dieseldrevet båd til en elektrisk turbåd (Bornholms Tidende den 3. oktober). Grøn omstilling fungerer bedst, hvis borgere, foreninger og erhvervsliv deltager aktivt og bakker op om de grønne tiltag. Derfor er det vigtigt, at den grønne omstilling er en åben proces, hvor vi som borgere kan få indflydelse. Staten og kommunernes rolle bør være at understøtte den grønne omstilling.
Jeg ser gerne, at man fjerner moms og afgifter på tiltag, der gavner grøn omstilling, så flere af os får råd til at vælge den mest miljøvenlige løsning når der skal købes nyt eller når vi skal transporteres.
Vi skal også blive bedre til at vælge de grønne løsninger i vores omgivelser. Jeg har været så heldig, at jeg i løbet af foråret mødte ejeren af Bornholms Bådfart, Haakon Bertelsen, syd for Hasle, og jeg fik mig senere en sejltur med Bornholms Bådfart fra Hammerhavn og så noget af det smukkeste af Danmark uden røg og støj. Det skyldes, at Bornholms Bådfart sejler på el.
Nu er jeg jo også historisk interesseret, og derfor var det ekstra spændende, at Bornholms Bådfart har købt korvetten Olfert Fischers chalup og renoveret den, så den i dag er en elektrisk dreven båd.