Men tirsdag aften satte politikerne et loft for, hvor stor regningen må blive, hvis Bornholm skal have sin havmølleindsprøjtning og vokse til at kunne stå selv økonomisk i Danmark. Havmøllerne bygges ikke for Bornholms skyld men for klimaets. Men koster de mere end 17,6 milliarder i statsstøtte, så bliver der ingen energiø på Bornholm, selvom alle er enige om, at Østersøen er et oplagt havmølleområde.
Hverken på redaktionen eller de fleste andre steder på Bornholm råder vi over regnestokke eller -maskiner, der kan beregne, om projektet kan blive rentabelt for en investor med et 17 milliarder kroner højt støtteloft.
Den udregning skal selskaber som CIP, Ørsted og Vattenfall nu i gang med. I embedsmændenes vurderinger kunne projektet i scenarie tre løbe op i underskud på over 30 milliarder kroner. Er det sandsynligt, bliver der ingen energiø på Bornholm. Det står nu tydeligt i aftalen.
Mens vi venter på de store regnemaskiner, kan vi glæde os over, at borgmesterens lobbyarbejde for bornholmske fordele og hensyn har båret frugt i en grad, så muligheden nu er nævnt i selve aftalepapiret.
Der er lang vej endnu, og sikkerheden for en energiø på Bornholm mangler vi. Lige nu skal EU-kommission godkende den milliardstore støtte, og en investor skal finde det interessant nok. Det gør det mere vanskeligt for erhvervslivet at investere i den grønne fremtid lige nu.