Svineproducent: De vil slå åben dør ind

Det Dyreetiske Råd kritiserer svineproduktionen i Danmark, men næstformand i Bornholms Landbrug & Fødevarer Stine Mikkelsen mener, at erhvervet selv er godt i gang med håndtere problemerne. Sine egne grise betragter hun som glade, og generelt bliver forholdene bedre hele tiden, påpeger hun.

Det Dyreetiske Råd var torsdag i en udtalelse ude med en kras kritik af den danske svineproduktion, idet konklusionen fra rådet er, at den må nytænkes. Det er på tide, at dyrenes velfærd tilgodeses – frem for vækst og bundlinje. Dyrevelfærdsorganisationer, såsom World Animal Protection Danmark, sprang over en bred kam straks med på vognen og udsendte pressemeddelelser om sagen med fokus på fikseringen af søer, halekupering, for trang plads til slagtegrisene og andre ting, som Det Dyreetiske Råd peger på.

”Dyreetisk Råds aktuelle udtalelse ligger helt i tråd med den kritik vi – og mange andre dyreorganisationer – har rettet mod svineindustrien i årevis, og som vi har kunnet læse i gentagne rapporter fra Fødevarestyrelsen: Det står helt galt til med dyrevelfærden i industriens svinestalde. Grisene har alt for lidt plads, de mangler meningsfuld berigelse og kan ikke udføre deres naturlige adfærd og behov, søerne fikseres mellem snævre metalbøjler, når de skal føde, og der halekuperes i vidt omfang, for at kompensere for et staldsystem, der bare ikke fungerer”, siger således Pernille Fraas Johnsen fra netop World Animal Protection i organisationens pressemeddelelse og slår videre fast:

“Hos World Animal Protection hæfter vi os særligt ved Rådets formulering om, at grise er dyr og ikke ”enheder i en produktion”, som det er formuleret”.

Det Dyreetiske Råds slår fast, at der er sket meget siden rådets udtalelse om svineproduktion i 1993, blandt andet i forhold til forskning i svinevelfærd, men ”alligevel er der fortsat store dyrevelfærdsmæssige udfordringer. Aftalte mål i handlingsplaner er generelt ikke eller kun delvist nået, og viden om svinevelfærd peger på fortsatte problemer”.

Næstformand i Bornholms Landbrug & Fødevarer med cirka 460 medlemmer, Stine Mikkelsen, ønsker som udgangspunkt kun at forholde sig til udtalelsen fra Det Dyreetiske Råd, men hun vil dog gerne forholde sit til, om hun er enig med World Animal Protection, som blandt andet påpeger, at rådet generelt er uhyre grundigt, sobert og faktuelt i sin tilgang til tingene.

– Ja, siger hun.

– Det synes jeg også. De er grundige og ordentlige. Hvilket ikke er det samme, som at jeg altid er helt enig i det, de kommer frem til.

En vision for 2050

Men hvad tænker du så, når dyreetisk råd mener at der er behov for nytænkning af forholdene i svineproduktionen?

– Jamen, de punkter, som de tager op, er jo faktisk punkter, som vi i branchen selv arbejder på. Så det er heldigvis lidt en allerede åben dør, man her prøver at sparke ind i. I branchens egen 2050-vision er det jo for eksempel sådan, at man anbefaler, at dyrene skal kunne gå løse i hele deres liv, siger Stine Mikkelsen.

– Det er faktisk en vision fra branchen selv, og den er også gået hen og blevet til lovgivning. Så det er jo meget velkomment i branchen, også at søerne skal være løse i hele deres produktionsliv, inklusive i farestalden.

Også et andet kritikpunkt, nemlig kuperingen af grisenes haler, mener næstformanden, at der bliver taget hånd om.

– Vi har sat gang i et projekt med start i 2026, hvor vi hvert år skal fordoble antallet af grise med hele haler. Lige nu er det sådan, at i specialproduktionerne i Danmark er der en halv million grise, der helt sikkert har lange haler. Og det skal være en million i 2026, og det skal være to millioner i 2027 og fire millioner i 2028, siger hun.

Stine Mikkelsen forklarer, at det skal ske via en omfordelingsmodel, hvor de svineproducenter, der gerne vil prøve at lave grise med hele halen intakt, bliver kompenseret, så er det dem, der ikke vil prøve, der betaler for det.

Nu siger du så fire millioner, men hvor mange grise er der egentlig i Danmark?

– Jamen, lige nu har vi vel en otte millioner, men så er der jo også nogle grise, der bliver eksporteret, når de vejer 30 kilo.

Stine Mikkelsen er selv svineproducent. Pressefoto

Næstformanden forklarer, at det for branchen er vigtigt, at tingene så vidt muligt sker på EU-niveau.

– Vi skal sikre et fælles indre marked, så vi forhindrer, at produktionen af grise i Danmark flytter til lande med lavere krav til dyrevelfærd, siger hun.

Nu kan jeg for eksempel se i udtalelsen fra Det Dyreetiske Råd, at en gris, der vejer 20-30 kilo, skal have et areal på 0,30 kvadratmeter frit gulv, men jeg tænker, at det lyder som urimeligt lidt.

– Ja, men der kan man sige, at lige præcis de regler om arealer er vi nødt til at løse på EU-niveau, så vi har fælles regler at arbejde efter, siger Stine Mikkelsen.

Lange haler

For små pattegrise er det naturligt ret hurtigt at begynde at afsøge det tilgængelige område, ikke kun for at finde mad, men også af nysgerrighed, og det er netop på den baggrund, halekupering kan være nødvendig, for har grisene generelt ikke noget at gå og rode med, kan de finde på at gå efter hinandens haler, og halekupering er uacceptabel, når den skyldes en kompensering for, at pladsen er for trang, og der er for lidt at tage sig til, påpeger dyreetisk råd.

I Stine Mikkelsens svineproduktion har hun haft lange haler siden november, ”fordi vi skulle prøve at se, om ikke det kunne lade sig gøre”, fortæller hun.

Og hvordan går det så?

– Jamen, det går faktisk godt, og vi har ikke ændret på noget af det, vi gjorde før, andet end mere opsyn – og griben ind, hvis der er nogle enkelte stier, hvor der er udbrud af halebideri. Sker det, sætter vi jo ind med en masse ekstra ting.

Og hvad kan det være for nogle ting, man sætter ind med?

– Vi har for eksempel købt saltsten, og nogle gange så hjælper det dem at slikke salt. Vi kan også putte lidt kartoffelmel på gulvet, så de har noget andet at rode med ud over den halm, de altid har. Bliver de trætte af halmen og går på stikammeraternes haler, kan det simpelthen hjælpe at smide nogle andre ting ind – og lidt kartoffelmel bidrager også til at stabilisere deres maver.

– Vi kan også hænge nogle reb op, de kan bide i, det er i det hele taget sådan noget med at sige, at det var ikke nok, det vi plejede at gøre, så prøver vi at gøre lidt ekstra. Men i 90 procent af tilfældene er det faktisk nok, at de har adgang til halm hele tiden, men det er altså lidt forskelligt, hvad der virker hos forskellige grise.

Jeg kan se, at Det Dyreetiske Råd skriver, at siden det lavede den første rapport om svineproduktion i 1993, er der mange tiltag, man aldrig rigtig har fået fuldt op på eller gennemført, hvordan kan man sikre, at man kommer i mål med de ting, man sætter sig for?

– Det fuldstændig rigtigt, som de noterer det, og det var jo også en hovedårsag til, at branchen satte sig ned og lavede de her 2050 mål. Vi konstaterede, at vi ikke var i mål, og nu sætter vi nogle tiltag i gang, og det er blandt andet den her omfordelingsmodel, hvor der kommer grise ud af staldene med lange haler, ligesom vi også arbejder på at øge overlevelsen gennem nogle ændrede avlsmål.

Uddannelse

– Vi arbejder også hele tiden på bedre uddannelse, så vi får dygtigere og dygtigere folk, og jeg kan også se, at Det Dyretiske Råd netop fremhæver, at uddannelse af staldmedarbejderne er centralt for at løfte dyrevelfærden. Det er vi fuldstændig enige i i branchen, så her i løbet af 2025 er der kommet nogle flere – eller der kommer flere – onlinekurser til staldmedarbejdere, som sætter fokus på korrekt håndtering af grise, når de kommer til skade eller er syge, siger Stine Mikkelsen.

Er det helt urealistisk, at man har nogle store stalde med plads udenfor, og hvor grisene kan løbe ud og ind, som de vil? Eller handler det om, at plads er dyr?

– Ja, det er jo en anden form for produktion, kan man sige. Og så begynder vi, når vi har udendørsarealer, at få risiko for et smittetryk fra frie dyr. Men det er skam fint med de svineproduktioner, der gør, som du nævner, det er altså bare også en dyrere produktionsform.

– Sygdom er jo en risiko, men på Bornholm har jo for eksempel haft succes med at få udryddet den her PRRS-sygdom, og det handler ikke mindst om at have 100 procent styr på det, vi kalder for biosikkerheden. At vi simpelthen ved, hvad der kommer ind og ud ad døren. Og det ved man jo ikke helt, hvis man slipper grisene ud, siger Stine Mikkelsen.

Men kan man nogensinde nå frem til, at der er glade dyr i produktionen? Føler du, at du går rundt blandt tilfredse dyr, eller tænker du, at vi kunne godt gøre det bedre, så de får et godt liv?

– Jamen, jeg synes, at de har et godt liv, fordi vi tilgodeser dem med rode- og beskæftigelsesmateriale. Søer er nataktive, så de spiser mad om natten, og når jeg kommer ud i stalden, så fylder vi frisk halm op, og så spiser de det – og så går de hen, og så sover de hele dagen, indtil de står op næste nat. Og når vi lukker dem ud i løsdrifterne, så hopper de rundt et øjeblik, og så går de hen til ro. Men man skal også sige, at sådan nogle dyr, der er i fangenskab, de udvikler en lidt mere rolig adfærd end dyr, der er tvunget til at søge føde hele tiden.

Slår med enden

– Men altså, smågrisene tager da jævnligt sådan en galoptur igennem stien, hvor de øffer og slår med enden, så de virker jo glade!

Ja, okay. Kan man vende hele den her problematik rundt og sige, at det er altså også jer dumme forbrugere, der ikke vil betale tilstrækkeligt for maden?

– Jamen, det er klart, at kommer man med øgede krav til den måde, man holder dyrene på, så kommer det selvfølgelig også med en merpris. Og der er det jo, jeg siger, lad os løse det på EU-niveau, så der bliver et ens indre marked, og det er også det, jeg ved, at Landbrug og Fødevarer arbejder på. Vi skal rejse den her dyrvelfærdsproblematik på EU-plan for at få ens regler, siger Stine Mikkelsen.

Tror du, grisene har bedre forhold om fem, 10 eller måske 30 år?

– Jamen, det er afhængigt af, hvor hurtigt der kommer nogle EU-regler og dataskæringer for, hvornår tingene skal være anderledes. Det er tidsperspektivet i det. Men vi arbejder hen imod noget, der er bedre, hele tiden, for det er det, forbrugerne gerne vil have. Og man ser i dag også som landmænd anderledes på, hvad dyrevelfærd egentlig er, så det rykker sig hele tiden, og vi rykker os herude i produktionen, og det skal vi også, slår Stine Mikkelsen fast.

– Og det er 27 procent af søerne i vores besætninger her på Bornholm, der lever i systemer, hvor de er løsgående. Det er faktisk et meget højt tal, men vi har jo i kraft af Bornholmergrisen haft et rigtig godt træk der, og så har vi haft nogen, der har bygget inden for de senere år, og de vælger selvfølgelig at bygge til løsgående grise.

Tror du, vi på et tidspunkt vil nå frem til at vi kan konstatere, at andelen af løsgående grise er 100 procent?

– Ja, det gør vi. Det er helt sikkert.

Der bliver årligt slagtet i omegnen af 500.000 grise på Bornholm.