Winni Grosbøll fik dobbeltløn i et år - det vil Venstre nu ændre på

Winni Grosbøll fik dobbeltløn i et år - det vil Venstre nu ændre på
Det er blandt andet på grund af eksempler som Winni Grosbøll, at Venstre nu vil se eftervederlaget i sømmene igen. Foto: Jens Erik-Larsen
POLITIK | Mandag 27. september 2021 • 17:30
POLITIK | Mandag 27. september 2021 • 17:30
Af:
Ritzau/Altinget

Da Winni Grosbøll forlod borgmesterposten på Bornholm og fik job i Friluftsrådet, tog hun et års borgmesterløn med i eftervederlag. At man på den måde får dobbelt op i løn i et helt år vil partiet Venstre nu kigge ind i på ny. Hos Venstre er de klar til at ændre reglerne for borgmestres eftervederlag. Det skriver Altinget.

- Vi er klar til at lave en opstramning. Det synes vi vil give god mening, siger Karsten Lauritzen, der er gruppeformand i Venstre, til mediet.

Han vil dog endnu ikke lægge sig fast på, hvordan det skal gøres. I Altinget fremhæver de Bornholms tidligere borgmester Winni Grosbøll (S), som eksempel på borgmestres privilegium med eftervederlag.

Venstre stemte tidligere imod et forslag, der blandt andet skulle modregne borgmestres eftervederlag. Nu er der dog opstået nye diskussioner, og det er herfor, at Venstre kommer med en ny udmelding. Venstres kommunalordfører Anni Mathiesen har også udtalt sig Altinget

– Det har været en diskussion, om det har været fair, at nogen er gået direkte videre i et nyt job og har taget et års lønninger med sig. Og det vil vi have ryddet op i og set på, om der bør ske en modregning, siger Anni Matthiesen til Altinget.

Kaare Dybvad, der er indenrigs- og boligminister og ansvarlig minister på området, siger til Altinget, at han ikke ønsker at udtale sig om regeringens holdning til eventuelle ændringer af borgmestrenes eftervederlag.

 

Kilde: Ritzau og Altinget

FÅ ABONNEMENT