Vildbassen fra Slottet fortæller om et hektisk år på forretningsfronten
INTERVIEW
Det er en formiddag i december, og Michael Møller byder som det første på Nescafé-kaffe, efter at Tidendes udsendte er trådt ind i forretningsmandens nye bolig. Inden vi lavede aftalen om et interview, hvor Møller ser tilbage på to begivenhedsrige år, forestillede jeg mig, at han måske havde indrettet sig i en af Slottets større lejligheder med udsigt over Rønne Havn. Det overvejede han nemlig, dengang han tilbage i marts 2019 lige havde købt det tidligere plejecenter på Zahrtmannsvej af kommunen og viste ejendommen frem for mig.
Men nej, jeg er ikke cyklet til Slottet, for Michael Møller bor nu på lidt flere kvadratmeter i et ganske almindeligt parcelhus midt i Rønne. Vi sætter os ved spisebordet. I stuen kører TV 2 News på hele endevæggen, oplyst af en projektor.
Inden interviewet for alvor går i gang, snakker vi løst og fast om lidt af hvert – blandt andet Tidendes forretningsmodel. Der måtte godt være mere spræl i avisen, mener Michael Møller, som i 2020 ellers selv var centrum i flere historier med bid i. For eksempel, da det for et år siden kom frem, at Michael Møller havde budt en million kroner på Østre Skole. Som reaktion på lækket fra kommunen, trak Michael Møller sit bud tilbage.
Eller historierne om den nye Rønne-restaurant Râzapâz, som Møller skød penge i, indtil samarbejdet med restauratøren ophørte i august.
Uden for Rønne har han i løbet af sidste år investeret i et kulinarisk trekløver; Gudhjem Mølle, som han omdannede til restaurant efter købet, Høiers Iscafé i Allinge og Brohuset på Hammershus, hvor han overtog forpagtningen 31. oktober. De blev føjet til hans forretninger af ældre dato: Bornholms Service- og Skadecenter i Aakirkeby og Bornholmertårnet på Dueodde.
Og så er der Slottet, kronjuvelen i den uddannede landmands samling, købt for 11,3 millioner kroner af Bornholms Regionskommune for knap to år siden. I dag er værdien mangedoblet, efter at den velbeliggende ejendom er renoveret værelse for værelse og omdannet til 75 lejemål.
Alle lejligheder er nu sat i stand, og de fuldtidsansatte håndværkere arbejder for tiden på fællesarealerne.
– Jeg har en tømrer og en maler ansat, som går og renoverer hele tiden. De har været i gang, lige siden vi startede, fortæller Michael Møller.
Han kan bekræfte, at der har været bud efter Bornholmerslottet fra udenøs ejendomsinvestorer.
– Det har der været. Men vi sagde pænt nej tak, siger forretningsmanden om interessen.
En god case
Henvendelsen modtog han, efter at Bornholmerslottet meddelte, at alt var lejet ud.
– Det er jo en god case, kan man sige, bemærker Michael Møller.
– Men det var ikke derfor, jeg gjorde det – det lyder mærkeligt, men jeg købte jo ikke Slottet for at sælge det. Det var for det første for at lave nogle boliger, så derfor var det faktisk ikke så svært at sige nej, siger han.
– Der er jo mangel på boliger. Der kommer ingen huse til salg, så der er ikke nogen steder, hvor folk kan flytte hen, og det går ud over sådan en som dig, som skal ud at købe noget.
Jeg har allerede købt. Men det gik ud over mig, i den forstand at jeg ikke kunne finde en egnet lejebolig, og så tænkte jeg efter to måneder på Bornholm, "jeg køber bare i stedet for”.
– Der er jo heller ikke noget at være bange for ved at gå ud og købe selv. Det er jo det, der er vildt, siger han.
Slottet blev sat til salg af kommunen i 2014, og der gik næsten fem år, inden Michael Møller fik interesse for ejendommen og slog til. Optakten for købet er sigende for hans instinkt og viser også, at han ikke hører til den gruppe af forretningsmænd, der skyer rampelyset.
Ifølge Michael Møller var det kommunens tilflytterkonsulent, Rune Holm, der gav ham idéen på værkstedet i Aakirkeby.
– Da Rune kommer ind til mig – han får sat vinterdæk på sin bil – og vi sidder og drikker kaffe, sidder han og snakker om Slottet. Han har hørt, at der er nogle københavnere, som vil lave det om til ferielejligheder. "Det var sgu da for galt, bla, bla, bla". Da han var kørt, gik jeg hen til TV 2 med det samme. Jan (Jørgensen, TV 2/Bornholms direktør, red.) sagde engang til mig, at næste gang jeg fik en idé, ville de gerne være med fra starten. Fem minutter efter Rune var kørt, sagde jeg til Jan: "Jeg skal købe Slottet".
Havde du ikke lavet nogen research?
– Ingenting, det var fem minutter efter. Redaktionschefen hentede Maja (en tilrettelægger, red.), og så var hun med fra starten. Det var lidt sindssygt, og første gang, vi så på Slottet, var der fjernsyn med.
En smule misundelse
I løbet af februar forhandlede Michael Møller med kommunens direktion – et forløb man kan følge i dokumentaren "Slottet – en ny begyndelse". Den endelige pris på 11,3 millioner kroner har siden vakt en smule misundelse hos andre bornholmske erhvervsfolk, forklarer køberen.
– Alle kunne have købt Slottet, men der var ingen, der gjorde det. Jeg har hørt den her mange gange fra entreprenører og bygmestre på øen: "Du fik det også billigt", siger Michael Møller og skruer i sin parodi lidt op for den i forvejen markante bornholmske dialekt.
– Nej, jeg gjorde sgu da ikke. Jeg fik det til den pris, det kostede. De kunne selv have købt det. Men der var jo ingen, der kunne se casen i det.
Hvorfor ikke, tror du? Det kan undre en, når man ser, hvordan det er gået.
– Det undrer sgu da også mig, siger Michael Møller efterfulgt af et grin.
– Det undrede mig så meget, at man tænker: "jamen, for fanden, er det kun mig, der kan se det her". Kan du følge mig?
Blev du nærmest i tvivl om, hvorvidt du var ved at købe katten i sækken?
– Jaja. Det virker jo fuldstændig mærkeligt.
Hvad er værdiansættelsen af Slottet i dag?
– Halvtreds plus.
Er det din investering i Slottet og den værditilvækst, der har været, som har gjort dig i stand til at låne penge til at udvide dine forretninger?
– Ja, det kan man godt sige. Slottet er jo en god forretning. Det gør det nemmere, siger Michael Møller.
Den oprindelige investering foretog Michael Møller ved hjælp af kapital fra Ole Almeborg, som gennem OBA Invest ifølge tingbogen havde et ejerpantebrev til 12 millioner kroner. I dag er Almeborg købt ud, og Michael Møller er herre på eget slot.
Han håber på at kunne udvide antallet af boliger på Slottet ved at rive et ubenyttet anneks ned og erstatte det med en bygning i tre etager. Det vil føje 15 toværelseslejligheder til boligkomplekset.
En forespørgsel er sendt til kommunen, og projektet er i en indledende høring hos Rønne Havn.
– Det håber vi på at kunne få lov til, for der er mangel på boliger. Det kunne vi jo selv se, siger Michael Møller om den indledende fase, da Bornholmerslottet begyndte at søge efter lejere og hurtigt fik besat alle lejligheder.
En Michael Møller
Succeshistorien har vakt opsigt. Han har hørt andre potentielle investorer snakke om at lave "en Michael Møller". Jeg spørger, om læringen for folk med drømme om den store gevinst ikke er, at man skal være opmærksom, når offentlige myndigheder sælger ud af bygninger, de ikke selv må udvikle. Michael Møller svarer ved at gøre opmærksom på, at han ikke er kommet sovende til sine meritter på boligmarkedet.
– Det har også været et hårdt år. Det er ikke noget, man lige gør. Du går bare ikke i gang med 75 lejligheder og får dem lejet ud. Vores plan var, at det skulle tage et år, og det gjorde det også. Det var sgu lækkert, at det lykkedes.
Havde du godt kunnet tænke dig at lave flere investeringer på ejendomsmarkedet, hvis du kunne finde det rigtige projekt?
– Ja, det kunne jeg faktisk godt. Østre Skole kunne have været et, men det er ikke aktuelt mere, siger Michael Møller.
– Ligegyldigt, hvad der sker her i verden af kriser, skal folk have et sted at bo, så det er ikke så følsomt som andre typer af forretninger. Som for eksempel restauranter, der er noget af det værste at gå ind i – og så er det dét, man gør. Haha, svarer Michael Møller med en solid dosis selvironi.
Til gengæld må det være sjovt med restauranter. Er det ikke lige så meget lysten, der har fået dig til at lave de investeringer?
– Jo, det er det sgu da. Selv om det kan virke tåbeligt.
Men Slottet er altså stadig en langtidsinvestering. Selv om der måtte være interesse fra købere, vil du så helst beholde ejendommen?
– Jeg er 48, så jeg regner med at leve mange år endnu. Så hvorfor fanden skulle man sælge den, hvis man kan lave en forretning.
Hvis du sælger og "casher ud", kan du jo blive helt risikofri.
– Hvad skal jeg så lave – købe en restaurant til? Haha, ej forstå mig ret ... Jeg tror, det vigtigste er at lave noget, man synes er sjovt. Er det sjovt at have mange penge stående på sin bankbog? Jeg tror ikke, man bliver mere lykkelig af det.
Er du stadigvæk lige så engageret i Bornholmertårnet og Bornholms Service- og Skadecenter?
– Ikke værkstedet – det har været Laila, min ekskone, der har stået for det på det seneste. Men fra årsskiftet er jeg tilbage, så nu er planen, at folk kan møde mig mere på værkstedet igen. Og tårnet … Tårnet er min hobby, for fanden. Jeg elsker at stå dernede, men det er ikke blevet til så meget i år som ellers. Jeg kan ikke finde ud af at spille golf, men i tårnet lader jeg mine batterier op. Jeg elsker den her kundekontakt.
Ligger det til din personlighed at komme ud og møde folk frem for at gemme dig på et kontor?
– Ja, det har aldrig været mig at sidde på et kontor – det er jeg pissedårlig til. Man skal ikke lave noget, man er dårlig til.
Hvad er så dine kvaliteter, hvis du skal beskrive dem med dine egne ord?
– Det er nok at se muligheder. Og være kreativ. Og så tror jeg måske også, at jeg tør, hvor andre er mere forsigtige. Jeg er ikke sikker på, hvor mange der syntes, at Slottet var en god idé på forhånd.
Når du investerer så meget, som du har gjort de seneste år, møder du så jantelovsmentalitet i lokalsamfundet?
– Der er fandeme meget jantelov. Det er der ingen tvivl om. Folk, som aldrig nogensinde har mødt mig; enten kan de lide mig, eller også hader de mig. Og dem, der hader mig, er tit nogen, jeg aldrig har mødt. Jeg interesserer mig for biler, det er ikke nogen hemmelighed, så jeg købte mig en fed bil. Jeg tænkte, "kan man det på Bornholm?". Til sidst sagde jeg, "fuck det, jeg gør det sgu". Jeg kan vise dig den i garagen bagefter.
Jeg har vist set den i bybilledet. Er det den, hvor der står "Razapaz" på nummerpladen?
– Lige præcis. Det er en vildbasse.
Hvad er det for en bil?
– Det er en Jaguar F-type, racerversion, næsten 600 heste, 0-200 på under ti sekunder, 324 på toppen – helt sindssygt! Den er så vild, det er en râzapâz – en vildbasse. Når du kommer kørende i den, kommer folk hen og ser bilen, og de tager billeder af den. Det er fedt. Der mærker jeg det sgu ikke (janteloven, red.), så det kan godt være, at det mere er i mit eget hoved, siger Michael Møller.
– Fangruppen har ondt i røven, lige meget hvad jeg gør. Fangruppen – du ved, de folk, som ikke kan lide en. Hvis man ikke skal gøre det, man har lyst til, hvad skal man så? Og jeg bor jo i et almindeligt hus, og jeg har også boet på Slottet.
Personlig assistent
Hvis man ser frem på 2021, kan du så løfte sløret for, hvad du har af planer?
– At koncentrere mig om det, vi har søsat nu. Det er planen, for vi har jo nogle ting, vi skal vedligeholde.
Altså, på Slottet?
– Nej, i det hele taget. Så planen er ikke, at vi går ud og investerer i …
Michael Møller går i stå midt i sætningen.
– Ej, det kan man jo aldrig sige. De andre ting var jo heller ikke planlagt. Tiden vil jo vise det. Planen er i hvert fald, at jeg skal slappe lidt af. Jeg har en ansat en P.A.
En personlig assistent?
– Ja. Hun startede 1. oktober. Det er faktisk superlækkert.
Hvad er hendes opgaver?
– Hun laver alt det, som jeg lavede før. Alt muligt. Som jeg sagde før, hader jeg at sidde på kontor, og det er hun meget bedre til mig. Hun tager sig af det kedelige, og så tager jeg mig af det sjove. Hun er med inde over alt. I gamle dage hed det en privatsekretær. Døgnet har kun 24 timer, og når man laver forskellige ting, er det lige før, at man skal lave en klon af sig selv. For at vi kan nå det hele, er vi simpelthen nødt til at eskalere på den front, for ellers tror jeg sgu, at man arbejder sig ihjel. Hvad er klokken nu? Fem minutter i 11, og jeg er ikke mødt på arbejde endnu. Det er lækkert.
Påmindelsen om tidspunktet betyder, at vi runder interviewet af og rejser os fra bordet. Michael Møller følger mig ud i garagen, hvor den skinnende, blå sportsvogn står.
Han beskriver, hvor vildt det føles at trykke på speederen, og kunne godt tænke sig at komme op i nærheden af tophastigheden på en lukket bane. Vruuumm.
Det er i sandhed en mand, der kan lide at have fart på, tænker jeg, da jeg med tunge tråd i pedalerne ruller væk i et helt andet tempo.
Det er en formiddag i december, og Michael Møller byder som det første på Nescafé-kaffe, efter at Tidendes udsendte er trådt ind i forretningsmandens nye bolig. Inden vi lavede aftalen om et interview, hvor Møller ser tilbage på to begivenhedsrige år, forestillede jeg mig, at han måske havde indrettet sig i en af Slottets større lejligheder med udsigt over Rønne Havn. Det overvejede han nemlig, dengang han tilbage i marts 2019 lige havde købt det tidligere plejecenter på Zahrtmannsvej af kommunen og viste ejendommen frem for mig.
Der er fandeme
meget jantelov.
Det er der
ingen tvivl om
Men nej, jeg er ikke cyklet til Slottet, for Michael Møller bor nu på lidt flere kvadratmeter i et ganske almindeligt parcelhus midt i Rønne. Vi sætter os ved spisebordet. I stuen kører TV 2 News på hele endevæggen, oplyst af en projektor.
Inden interviewet for alvor går i gang, snakker vi løst og fast om lidt af hvert – blandt andet Tidendes forretningsmodel. Der måtte godt være mere spræl i avisen, mener Michael Møller, som i 2020 ellers selv var centrum i flere historier med bid i. For eksempel, da det for et år siden kom frem, at Michael Møller havde budt en million kroner på Østre Skole. Som reaktion på lækket fra kommunen, trak Michael Møller sit bud tilbage.
Eller historierne om den nye Rønne-restaurant Râzapâz, som Møller skød penge i, indtil samarbejdet med restauratøren ophørte i august.
Uden for Rønne har han i løbet af sidste år investeret i et kulinarisk trekløver; Gudhjem Mølle, som han omdannede til restaurant efter købet, Høiers Iscafé i Allinge og Brohuset på Hammershus, hvor han overtog forpagtningen 31. oktober. De blev føjet til hans forretninger af ældre dato: Bornholms Service- og Skadecenter i Aakirkeby og Bornholmertårnet på Dueodde.
Og så er der Slottet, kronjuvelen i den uddannede landmands samling, købt for 11,3 millioner kroner af Bornholms Regionskommune for knap to år siden. I dag er værdien mangedoblet, efter at den velbeliggende ejendom er renoveret værelse for værelse og omdannet til 75 lejemål.
Alle lejligheder er nu sat i stand, og de fuldtidsansatte håndværkere arbejder for tiden på fællesarealerne.
– Jeg har en tømrer og en maler ansat, som går og renoverer hele tiden. De har været i gang, lige siden vi startede, fortæller Michael Møller.
Han kan bekræfte, at der har været bud efter Bornholmerslottet fra udenøs ejendomsinvestorer.
– Det har der været. Men vi sagde pænt nej tak, siger forretningsmanden om interessen.
En god case
Henvendelsen modtog han, efter at Bornholmerslottet meddelte, at alt var lejet ud.
– Det er jo en god case, kan man sige, bemærker Michael Møller.
– Men det var ikke derfor, jeg gjorde det – det lyder mærkeligt, men jeg købte jo ikke Slottet for at sælge det. Det var for det første for at lave nogle boliger, så derfor var det faktisk ikke så svært at sige nej, siger han.
– Der er jo mangel på boliger. Der kommer ingen huse til salg, så der er ikke nogen steder, hvor folk kan flytte hen, og det går ud over sådan en som dig, som skal ud at købe noget.
Jeg har allerede købt. Men det gik ud over mig, i den forstand at jeg ikke kunne finde en egnet lejebolig, og så tænkte jeg efter to måneder på Bornholm, "jeg køber bare i stedet for”.
– Der er jo heller ikke noget at være bange for ved at gå ud og købe selv. Det er jo det, der er vildt, siger han.
Slottet blev sat til salg af kommunen i 2014, og der gik næsten fem år, inden Michael Møller fik interesse for ejendommen og slog til. Optakten for købet er sigende for hans instinkt og viser også, at han ikke hører til den gruppe af forretningsmænd, der skyer rampelyset.
Ifølge Michael Møller var det kommunens tilflytterkonsulent, Rune Holm, der gav ham idéen på værkstedet i Aakirkeby.
– Da Rune kommer ind til mig – han får sat vinterdæk på sin bil – og vi sidder og drikker kaffe, sidder han og snakker om Slottet. Han har hørt, at der er nogle københavnere, som vil lave det om til ferielejligheder. "Det var sgu da for galt, bla, bla, bla". Da han var kørt, gik jeg hen til TV 2 med det samme. Jan (Jørgensen, TV 2/Bornholms direktør, red.) sagde engang til mig, at næste gang jeg fik en idé, ville de gerne være med fra starten. Fem minutter efter Rune var kørt, sagde jeg til Jan: "Jeg skal købe Slottet".
Havde du ikke lavet nogen research?
– Ingenting, det var fem minutter efter. Redaktionschefen hentede Maja (en tilrettelægger, red.), og så var hun med fra starten. Det var lidt sindssygt, og første gang, vi så på Slottet, var der fjernsyn med.
En smule misundelse
I løbet af februar forhandlede Michael Møller med kommunens direktion – et forløb man kan følge i dokumentaren "Slottet – en ny begyndelse". Den endelige pris på 11,3 millioner kroner har siden vakt en smule misundelse hos andre bornholmske erhvervsfolk, forklarer køberen.
– Alle kunne have købt Slottet, men der var ingen, der gjorde det. Jeg har hørt den her mange gange fra entreprenører og bygmestre på øen: "Du fik det også billigt", siger Michael Møller og skruer i sin parodi lidt op for den i forvejen markante bornholmske dialekt.
– Nej, jeg gjorde sgu da ikke. Jeg fik det til den pris, det kostede. De kunne selv have købt det. Men der var jo ingen, der kunne se casen i det.
Hvorfor ikke, tror du? Det kan undre en, når man ser, hvordan det er gået.
– Det undrer sgu da også mig, siger Michael Møller efterfulgt af et grin.
– Det undrede mig så meget, at man tænker: "jamen, for fanden, er det kun mig, der kan se det her". Kan du følge mig?
Blev du nærmest i tvivl om, hvorvidt du var ved at købe katten i sækken?
– Jaja. Det virker jo fuldstændig mærkeligt.
Hvad er værdiansættelsen af Slottet i dag?
– Halvtreds plus.
Er det din investering i Slottet og den værditilvækst, der har været, som har gjort dig i stand til at låne penge til at udvide dine forretninger?
– Ja, det kan man godt sige. Slottet er jo en god forretning. Det gør det nemmere, siger Michael Møller.
Den oprindelige investering foretog Michael Møller ved hjælp af kapital fra Ole Almeborg, som gennem OBA Invest ifølge tingbogen havde et ejerpantebrev til 12 millioner kroner. I dag er Almeborg købt ud, og Michael Møller er herre på eget slot.
Han håber på at kunne udvide antallet af boliger på Slottet ved at rive et ubenyttet anneks ned og erstatte det med en bygning i tre etager. Det vil føje 15 toværelseslejligheder til boligkomplekset.
En forespørgsel er sendt til kommunen, og projektet er i en indledende høring hos Rønne Havn.
– Det håber vi på at kunne få lov til, for der er mangel på boliger. Det kunne vi jo selv se, siger Michael Møller om den indledende fase, da Bornholmerslottet begyndte at søge efter lejere og hurtigt fik besat alle lejligheder.
En Michael Møller
Succeshistorien har vakt opsigt. Han har hørt andre potentielle investorer snakke om at lave "en Michael Møller". Jeg spørger, om læringen for folk med drømme om den store gevinst ikke er, at man skal være opmærksom, når offentlige myndigheder sælger ud af bygninger, de ikke selv må udvikle. Michael Møller svarer ved at gøre opmærksom på, at han ikke er kommet sovende til sine meritter på boligmarkedet.
– Det har også været et hårdt år. Det er ikke noget, man lige gør. Du går bare ikke i gang med 75 lejligheder og får dem lejet ud. Vores plan var, at det skulle tage et år, og det gjorde det også. Det var sgu lækkert, at det lykkedes.
Havde du godt kunnet tænke dig at lave flere investeringer på ejendomsmarkedet, hvis du kunne finde det rigtige projekt?
– Ja, det kunne jeg faktisk godt. Østre Skole kunne have været et, men det er ikke aktuelt mere, siger Michael Møller.
– Ligegyldigt, hvad der sker her i verden af kriser, skal folk have et sted at bo, så det er ikke så følsomt som andre typer af forretninger. Som for eksempel restauranter, der er noget af det værste at gå ind i – og så er det dét, man gør. Haha, svarer Michael Møller med en solid dosis selvironi.
Til gengæld må det være sjovt med restauranter. Er det ikke lige så meget lysten, der har fået dig til at lave de investeringer?
– Jo, det er det sgu da. Selv om det kan virke tåbeligt.
Men Slottet er altså stadig en langtidsinvestering. Selv om der måtte være interesse fra købere, vil du så helst beholde ejendommen?
– Jeg er 48, så jeg regner med at leve mange år endnu. Så hvorfor fanden skulle man sælge den, hvis man kan lave en forretning.
Hvis du sælger og "casher ud", kan du jo blive helt risikofri.
– Hvad skal jeg så lave – købe en restaurant til? Haha, ej forstå mig ret ... Jeg tror, det vigtigste er at lave noget, man synes er sjovt. Er det sjovt at have mange penge stående på sin bankbog? Jeg tror ikke, man bliver mere lykkelig af det.
Er du stadigvæk lige så engageret i Bornholmertårnet og Bornholms Service- og Skadecenter?
– Ikke værkstedet – det har været Laila, min ekskone, der har stået for det på det seneste. Men fra årsskiftet er jeg tilbage, så nu er planen, at folk kan møde mig mere på værkstedet igen. Og tårnet … Tårnet er min hobby, for fanden. Jeg elsker at stå dernede, men det er ikke blevet til så meget i år som ellers. Jeg kan ikke finde ud af at spille golf, men i tårnet lader jeg mine batterier op. Jeg elsker den her kundekontakt.
Ligger det til din personlighed at komme ud og møde folk frem for at gemme dig på et kontor?
– Ja, det har aldrig været mig at sidde på et kontor – det er jeg pissedårlig til. Man skal ikke lave noget, man er dårlig til.
Hvad er så dine kvaliteter, hvis du skal beskrive dem med dine egne ord?
– Det er nok at se muligheder. Og være kreativ. Og så tror jeg måske også, at jeg tør, hvor andre er mere forsigtige. Jeg er ikke sikker på, hvor mange der syntes, at Slottet var en god idé på forhånd.
Når du investerer så meget, som du har gjort de seneste år, møder du så jantelovsmentalitet i lokalsamfundet?
– Der er fandeme meget jantelov. Det er der ingen tvivl om. Folk, som aldrig nogensinde har mødt mig; enten kan de lide mig, eller også hader de mig. Og dem, der hader mig, er tit nogen, jeg aldrig har mødt. Jeg interesserer mig for biler, det er ikke nogen hemmelighed, så jeg købte mig en fed bil. Jeg tænkte, "kan man det på Bornholm?". Til sidst sagde jeg, "fuck det, jeg gør det sgu". Jeg kan vise dig den i garagen bagefter.
Jeg har vist set den i bybilledet. Er det den, hvor der står "Razapaz" på nummerpladen?
– Lige præcis. Det er en vildbasse.
Hvad er det for en bil?
– Det er en Jaguar F-type, racerversion, næsten 600 heste, 0-200 på under ti sekunder, 324 på toppen – helt sindssygt! Den er så vild, det er en râzapâz – en vildbasse. Når du kommer kørende i den, kommer folk hen og ser bilen, og de tager billeder af den. Det er fedt. Der mærker jeg det sgu ikke (janteloven, red.), så det kan godt være, at det mere er i mit eget hoved, siger Michael Møller.
– Fangruppen har ondt i røven, lige meget hvad jeg gør. Fangruppen – du ved, de folk, som ikke kan lide en. Hvis man ikke skal gøre det, man har lyst til, hvad skal man så? Og jeg bor jo i et almindeligt hus, og jeg har også boet på Slottet.
Personlig assistent
Hvis man ser frem på 2021, kan du så løfte sløret for, hvad du har af planer?
– At koncentrere mig om det, vi har søsat nu. Det er planen, for vi har jo nogle ting, vi skal vedligeholde.
Altså, på Slottet?
– Nej, i det hele taget. Så planen er ikke, at vi går ud og investerer i …
Michael Møller går i stå midt i sætningen.
– Ej, det kan man jo aldrig sige. De andre ting var jo heller ikke planlagt. Tiden vil jo vise det. Planen er i hvert fald, at jeg skal slappe lidt af. Jeg har en ansat en P.A.
En personlig assistent?
– Ja. Hun startede 1. oktober. Det er faktisk superlækkert.
Hvad er hendes opgaver?
– Hun laver alt det, som jeg lavede før. Alt muligt. Som jeg sagde før, hader jeg at sidde på kontor, og det er hun meget bedre til mig. Hun tager sig af det kedelige, og så tager jeg mig af det sjove. Hun er med inde over alt. I gamle dage hed det en privatsekretær. Døgnet har kun 24 timer, og når man laver forskellige ting, er det lige før, at man skal lave en klon af sig selv. For at vi kan nå det hele, er vi simpelthen nødt til at eskalere på den front, for ellers tror jeg sgu, at man arbejder sig ihjel. Hvad er klokken nu? Fem minutter i 11, og jeg er ikke mødt på arbejde endnu. Det er lækkert.
Påmindelsen om tidspunktet betyder, at vi runder interviewet af og rejser os fra bordet. Michael Møller følger mig ud i garagen, hvor den skinnende, blå sportsvogn står.
Han beskriver, hvor vildt det føles at trykke på speederen, og kunne godt tænke sig at komme op i nærheden af tophastigheden på en lukket bane. Vruuumm.
Det er i sandhed en mand, der kan lide at have fart på, tænker jeg, da jeg med tunge tråd i pedalerne ruller væk i et helt andet tempo.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration