Urfirma stopper salg til private – garantier gælder stadig

Urfirma stopper salg til private – garantier gælder stadig
Martin Heidemand afvikler urfirmaet Nexp Denmarks salg til private. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Torsdag 20. maj 2021 • 10:11
Henrik Nielsen
Journalist
Torsdag 20. maj 2021 • 10:11

ERHVERV

For snart otte år siden etablerede Martin Heidemand urfirmaet Nexo Denmark. Målet var at gøre det til en levevej, men det er ikke lykkedes, og derfor vælger han nu at afvikle urfirmaet, som man kender det i dag.

Det fortæller han på Nexo Denmarks hjemmeside.

Efter lanceringen i 2013 så alt lyst ud, men som årene er gået, er Nexo Denmark blevet overhalet indenom af trenden med små, uafhængige urproducenter. En trend, Martin Heidemand selv var med til at begynde.

Han er stolt af det, han har opnået og oplevet med Nexo Denmark, og han har også lært noget om sig selv, som han kan tage med videre.

"Jeg er iværksætter, og derfor elsker jeg at søsætte nye projekter. Jeg har lært, at jeg med tiden skal skille mig af med mine projekter, så nye kræfter kan tage over, så jeg kan sætte gang i nye projekter", skriver han på hjemmesiden.

Afviklingen af Nexo Denmark kommer ikke til at betyde noget for dem, som køber et ur nu eller allerede ejer et ur, lover Martin Heidemand.

"Din garanti vil jeg stå ved, og jeg vil selvfølgelig stadig reparere ure med fejl. Nexo Denmark lukker ned, men jeg vil stadigvæk lave ure til virksomheder på specialbestilling. Så derfor har vi fortsat vores værksted", fortæller han.

Han takker alle dem, som siden 2013 har købt hans ure. Uden deres støtte var han aldrig kommet så langt, fortæller han.

"Det, der har drevet mig, er mennesker som dig, som gang på gang har støttet op, når jeg havde brug for det". "I har betydet alt, og uden jer havde jeg ikke fået alle de fine oplevelser samt lærdom", skriver han.

I fremtiden vil Martin Heidemand fokusere på Nexo Denmark Private Label, Navnehuen.dk samt Navnesko.dk.

FÅ ABONNEMENT