– Det regnede ind nogle steder, blandt andet gennem de vinduer, som er placeret øverst i taget. På et tidspunkt stod det klart, at det skulle skiftes, anlægsstop eller ej. Vi starter med det, der er i dårligst stand, fortæller Kasper Johansen.
På sigt skal hele skolen have nyt tag, og det bliver Sedum-tag, ligesom på A-fløjen.
Anlægsstoppet er et led i den kommunale spareplan og gælder alle kommunale bygninger på Bornholm. Er problemerne alvorlige nok, gør man imidlertid en undtagelse, og situationen på Kongeskærskolen blev altså vurderet til at være alvorlig nok.
– Ja, det regnede ned i klasseværelserne. Ellers får man ikke lov til at skifte tag, siger skolebestyrelsesformand Tue Pelle Christiansen.
Kongeskærskolen i Allinge-Sandvig er en af de mindste folkeskoler på Bornholm med 224 elever. Den blev opført 1957, og er bygget i røde mursten og tag af rødt tegl.