Thors om genåbning: 'Trods omfattende testregime mener jeg, at fordelene opvejer ulemperne'

Thors om genåbning: 'Trods omfattende testregime mener jeg, at fordelene opvejer ulemperne'
– Vores udgangspunkt har hele tiden været, at i den udstrækning, sundhedsmyndighederne ville godkende det, så lukker vi op, siger Thomas Thors. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 23. FEB 2021 • 11:15
Lisbet Holst
Journalist
| ABONNENT
23. FEB 2021 • 11:15

CORONA

En tilfreds borgmester Thomas Thors (S) forventer, at regeringen og Folketingets øvrige partier i morgen onsdag melder ud, at Bornholm genåbner hurtigst muligt, muligvis allerede fra på mandag den 1. marts.

Genåbningen kommer sandsynligvis til at omfatte klubtilbud, efterskoler, Bornholms Højskole, Campus Bornholm, øens voksenuddannelser og videregående uddannelser samt liberale serviceerhverv som f. eks. frisører og øens øvrige butikker. Forsamlingsforbuddet forventes hævet fra fem til ti personer.

I går, mandag, meldte regeringen ud, at alle elever i grundskolerne på Bornholm fra 1. marts kan komme på skolebænken igen. Forudsætningen er dog, at alle elever over 12 år og at alle lærere covid-testes to gange om ugen.

Med den forventede genåbning af øen følger da også krav og anbefalinger om øget testning for covid-19. Blandt andet anbefales det, at alle bornholmere testes en gang om ugen.

Sundhedsmyndighedernes anbefaling

At Bornholm efter al sandsynlighed meget snart kan vende tilbage til en form for et hverdagsliv, dog underlagt fortsatte restriktioner som tests, krav om mundbind og afspritning og krav om at holde afstand, skyldes først og fremmest, at Bornholm kan præstere et meget lavt smittetryk.

En genåbning af Bornholm sker ene og alene på baggrund af anbefalinger fra sundhedsmyndigheder og eksperter fra Statens Serum Instituts Ekspertgruppe for matematisk modellering, understreger Thomas Thors.

Bornholm har meget få covid-smittede, og smittetrykket er lavt sammenlignet med det øvrige land.

– Vores udgangspunkt har hele tiden været, at i den udstrækning, sundhedsmyndighederne ville godkende det, så lukker vi op. Det er den situation, vi er i nu. Det er ganske vist kombineret med et omfattende testregime, men jeg mener, at fordelene opvejer ulemperne ved det, siger Thomas Thors.

Svenske krav

Der er flere årsager til det lave smittetryk på Bornholm.

– Vi kan ikke se bort fra, at en af årsagerne også er, at svenskerne har krævet af os, at vi har en negativ covid-test for at komme til Bornholm. Det har jeg i første omgang kæmpet imod, men når det nu er betingelsen for, at vi kan få lov til at åbne, så de unge kan komme tilbage på campus, vi kan åbne for højskole, efterskoler og også liberale erhverv og så videre, så mener jeg, at det er den omkostning værd, selv om man nu også skal testesc før man skal med Køgefærgen og skal med fly, siger Thomas Thors.

Bornholm er et afgrænset samfund. Der er ingen nabokommuner, og det er relativt overskueligt at lave tests.

– Det er også relativt overskueligt med den ekspertice og håndteringc som kommunen har vist i hele den lange periode med covid. Når man kigger på Danmarkskortet, kan man jo se, at Bornholm er lysegul i forhold til mange andre områder i Danmark, siger borgmesteren.

Hvorfor andre øer i landet med lavt smittetryk ikke på samme måde får mulighed for at åbne op, vil Thomas Thors ikke gisne om.

– Jeg kan kun sige, at det er sundhedsmyndighedernes afgørelse ene og alene, og det retter vi os selvfølgelig efter. Så må vi jo så glæde os over de genåbninger, der kan ske, siger Thomas Thors.

En covid-sikker zone

Hvordan tror du, bornholmerne vil tage imod anbefalinger og krav om flere tests, blandt andet i forbindelser med rejser?

– Foreløbig har bornholmerne jo accepteret det – og det er jo 90 procent af passagererne, der tager over Sydsverige. Vores gæster har også accepteret det. På trods af det bøvl, der er forbundet med det, har vi for eksempel set en stigning i antallet af besøgende i vinterferien. Jeg tror, de fleste vil sige, at hvis det er omkostningen, hvis vi kan beskytte os selv og vores nærmeste, så må det være det, vi betaler i den sammenhæng, mener Thomas Thors.

Han forventer derfor ikke, at de øgede testkrav vil få en negativ effekt på årets turisme.

– Nærmest tværtimod. Dét, at vi er i en situation, hvor man kan komme til Bornholm, og man ved, at der er et stort regime for at holde smitten nede, hvor man ved, at alle, der kommer hertil, skal have en negativ test, det gør, at folk kan føle sig mere trygge. Så tror jeg også, man er villig til at yde den ekstra indsats, det er at blive testet, siger Thomas Thors.

Hvis udmeldingen fra regeringen onsdag bliver som forventet, så kan alle bornholmere se frem til at skulle testes en gang om ugen. Derfor skal der etableres flere testcentre på Bornholm.

– Det er vi gået i gang med nu at få undersøgt, hvordan vi udvider det. Vi skal skaffe lokalerne, men det er regeringen og regionerne, der skal sørge for selve testningen, siger Thomas Thors.

Glædeligt for de unge

Er der nogle elementer i den forventede genåbning af øen, som du især glæder dig over?

– Først og fremmest vil jeg sige, at det, at de unge mennesker nu kan møde op på campus og de videregående uddannelser, i det hele taget at de unge mennesker kan mødes igen, er rigtig positivt. Så må vi så appellere til, at vi – på trods af det her – passer rigtig godt på hinanden, siger Thomas Thors.

 


Det er forudsætningerne for genåbning af Bornholm

* Anbefaling til alle bornholmere om én test om ugen.

* Anbefaling om to ugentlige tests af lærere, pædagoger og afgangsklasser i grundskolen.

* To ugentlige tests af lærere og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser.

* Krav om fremvisning af negativ test for at kunne rejse til og fra Bornholm med færge eller fly.

* Krav om fremvisning af negativ test eller gennemført vaccineforløb for kunder i de liberale erhverv.

* Dette skal ske ved forevisning af sms fra privat leverandør eller ved brug af app. Det kan også gøres med udskrift for PCR-test.

* Derudover supplering med forsøg med spildevandsovervågning, når dette er klart.

Kilde: Sundhedsministeriet