Måske løbehjul havde passet viceborgmesteren bedre? I hvert fald drøner hovedparten af børnene, der har søgt med ind i ly i det tidligere busværksted, rundt på to hjul inklusive et par håndtag. De bruger plankerne over et dybt hul i betongulvet som afsæt til at lave tricks med løbehjulet.
I dagens anledning er remisebygningen åben, men sådan er det ikke til hverdag. Kommunen har undersøgt, hvad der skal til for at gøre Remisen – som hallen kaldes – til et midlertidigt ungdomshus. Prisen for forbedringerne er vurderet til at være cirka 1,75 millioner kroner, og ved budgetforhandlingerne, der foregår på onsdag og torsdag, skal politikerne afgøre, om projektet skal prioriteres.
Gør de det, vil ungdommen få en kold hal og en opvarmet sidebygning på 140 kvadratmeter, der kan bruges hele året, og som rummer flere mindre rum, tidssvarende toiletfaciliteter og et tekøkken.
"Målet er at bevare så meget som muligt af bygningen og dens værkstedsatmosfære. I istandsættelsen skal der derfor kun laves de absolut mest nødvendige tiltag, for at bygningen lovligt kan tages i brug som et attraktivt og aktivt mødested primært for unge," skriver kommunens forvaltning om forslaget.
Så næste år kan der muligvis blive mere at glæde sig over for skaterne og deres forældre, der var mødt talstærkt op lørdag eftermiddag.