Sådan sagde de: Valget hang i luften i to timer lang debat om budgettet

Sådan sagde de: Valget hang i luften i to timer lang debat om budgettet
| ABONNENT | 14. OKT 2021 • 21:16
Jakob Marschner
Journalist
| ABONNENT
14. OKT 2021 • 21:16

Godt og vel to timer, alt sammen for at nå et resultat, som alle i forsamlingen kendte på forhånd.

Det tjente et andet formål, nemlig valget den 16. november, da kommunalbestyrelsen torsdag aften tog sig god tid til at andenbehandle og endeligt vedtage næste års kommunebudget.

På lange stræk blev det en debat, der markerede Socialdemokratiet og Venstre som stående sammen på den ene side af bornholmsk politik netop nu – med Enhedslisten, Dansk Folkeparti, SF, Kristendemokraterne og Bornholmerlisten stående på den anden. Partierne henholdsvis for og imod kommunebudgettet, som det kom til at se ud.

Her er et udpluk af, hvad der blev sagt:

 

Thomas Thors (S), borgmester

– Det er jo underligt, at vi som socialdemokrater har været nødt til at gå ind og lave et budget, som vi på mange måder gerne havde set anderledes.

– Vi har sparet op, så vi rent faktisk kan tillade os at tage pengene af kassen. Vi kan ikke vælge vejen med skattestigninger.

 

Bente Helms (S)

– Der er mange påstande, udsagn og holdninger. Meget afhænger af øjnene, der ser, og ørerne, der hører. Man kan jo også diskutere, om man kan finansiere løbende driftsudvidelser med kassen, sådan som Enhedslisten vil. Det er måske heller ikke så smart.

– Så kan man også gøre, som vi har gjort, og sige ”Kan vi tage af vores opsparing?”. Vi får jo heller ikke nogen til at arbejde med vores kernevelfærd, hvis vi ikke giver dem nogle ordentlige forhold at arbejde under.

 

Kirsten Wendell (S)

– Havde puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner givet os 35 millioner kroner mere, havde vi ikke stået her.

 

Kirstine van Sabben (BL)

– Vi håber, at der kommer et andet flertal efter valget, så vi kan få åbnet budgettet igen. Borgerne fortjener bedre, og erhvervslivet fortjener bedre, og derfor kan vi ikke stemme for det her budget.



Morten Riis (EL)

– Vi anerkender, at der også er gode ting i budgettet her. Vi er glade for, at der er fundet penge til, at bybusserne i Rønne kommer til at køre på el og også en større del af kommunens biler. Der er lagt op til, at unge mennesker med problemer med rusmidler kan få en telefonlinje, og vi er også glade for, at Musikhuzet bliver sikret.

– Men der er også meget skidt i budgettet, og den store elefant i rummet er Snorrebakken-byggeriet. Vores klare opfattelse er, at man tager driftsmidler for at få råd til anlæg, og vi synes ikke, at man skal bruge midler på den måde.

– Det er et unødigt forbrug, for hvad regner man med, at man får ud af at samle flere medarbejdere i én bygning. At man skulle få så meget mere effektivitet tror vi ikke på, og hvis man spørger medarbejderne i Tejn, vil de faktisk helst blive i Tejn.

– I børne- og skoleudvalget har vi fundet ud af, at der er en ventetid på to år til en PPV, og det er altså adgangsbilletten, hvis man skal på Heldagsskolen eller have en udredning. Det problem vil vokse nu, og jeg synes bare, at I skal vide det, ligesom jeres medlemmer af børne- og skoleudvalget også allerede ved det.

– Samtidig ruller man de ekstra penge til minimumsnormeringer i daginstitutionerne tilbage. Vi havde faktisk en forventning om, at der ville komme mere personale ud, men vi kommer til at se, at der nu kommer færre pædagoger i vores daginstitutioner.

 

Søren Schow (V)

– Det her starter med, at vi skal have kommunens økonomi til at hænge sammen, før vi kan lave noget fremadrettet. Der er intet i Morten Riis’ forslag, der peger fremad.

– Vi har et mål om, at vi skal være 42.000 mennesker på Bornholm, så vi kan få besat de job, der bliver ledige. Men vi er ikke kommet ud af startblokkene, og med jer kommer vi heller ikke ud af startblokkene næste år. Det er lige før man tænker, at hvis befolkningstallet nu kunne dykke lidt, så ville vi få den økonomi, som vi har brug for.

– Det er bæredygtighed, vi skal satse på her på Bornholm. Lå der noget om det i de forslag, som Morten Riis, viceborgmester, Enhedslisten, stillede? Nej!

 

René Danielsson (DF)

– Jeg har ikke så meget respekt for de rammebesparelser eller salamibesparelser, som I laver for de kommende år. For det vil stort set gøre det umuligt for vores medarbejdere at løse mange af de udfordringer, som de bliver mødt med.

– Det bliver simpelthen for komisk at slå på Morten, fordi han er formand for børne- og skoleudvalget, for alt hvad der er sket i børne- og skoleudvalget er sket i overensstemmelse med hele kommunalbestyrelsen.

– Og efter sidste valg, Søren, sagde du: ”Nu skal jeg være næstformand for social- og sundhedsudvalget, for jeg kan løse den opgave, som Winni Grosbøll ikke kunne”. Og så er der ikke sket en hujende hattefis på ældreområdet i de sidste fire år.

 

Bjarne Hartung Kirkegaard (KD)

– Jeg er sådan set enig i, at vi med det her budget tager nogle penge fra driften og bruger på anlæg.

 

Carsten Scheibye (V)

– Jeg er lidt ked af, at der har været så lidt debat om hvad der skal være Bornholms største udfordring: Hvad skal vi leve af om to år og fem år og 10 år? Nogle af dem, der taler mest negativt om det, sidder med i den konstituering, der gav os målet om at blive 42.000 på Bornholm.

– Vi kan ikke finansiere driftsunderskud med anlægskroner. Så enkelt er det. Man kan diskutere de enkelte poster, men det her kan man ikke diskutere.

 

Leif Olsen (SF)

– Til Søren Schow: Der er faktisk ret begrænsede muligheder for en udvalgsformand for at agere alene. Så det betyder, at du ikke skal beskylde Morten Riis for at have skylden for alt, hvad du taler om på børne- og skoleområdet.

– Der er fjernet penge fra udsatte børn. Der er fjernet penge fra vores folkeskole. Og så er det måske rigtigt, at der ikke er fjernet pædagoger, men hvis man ikke har penge til at ansætte flere, så kommer der altså ikke flere.

– Vi vil gerne have mange mennesker til at bo her. Vi vil gerne have mange turister til øen. Men så er vi også nødt til at lave et kvalitetsprodukt.

– Det her budget er jo ikke i balance. Man tager penge fra vores børn. Det gør man næste år, det gør man i 2023, og det gør man i 2024. Og så håber man på, at der kommer en minister i en faldskærm med nogle penge.