Folkehuset er ved at sætte holdet

Folkehuset er ved at sætte holdet
Linda Olsen glæder sig over en stor interesse for at arbejde i folkehuset i Rønne. Foto: Jesper Dollerup Merved
ERHVERV | Mandag 14. juli 2025 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Mandag 14. juli 2025 • 19:00

Leder glæder sig over stor interesse for at arbejde i det kommende aktivitetshus i Rønne.

Barchefen er ansat, og vedkommende starter i jobbet på mandag. I de kommende dage fortsætter ansættelserne, og snart vil hele holdet være klar til åbningen af folke- og aktivitetshuset i den tidligere Colbergs Boghandel på Store Torv i Rønne.

Folkehuset har søgt medarbejdere til café og bar. Det sker på et tidspunkt, hvor beskæftigelsen er høj, og turistsæsonen buldrer af sted. Husets daglige leder, Linda Olsen, var derfor noget bekymret med henblik på, om der ville komme tilstrækkeligt med kvalificerede ansøgere til stillingerne. Men det viste sig, at skepsis blev gjort til skamme, og Linda Olsen glæder sig over en stor interesse

– Vi har fået mange ansøgninger, nok flere end 50. Vi har samtaler i denne og i næste uge, hvorefter vi regner med at have sat holdet, siger hun.

Linda Olsen oplyser, at hun regner med at ansætte 12-15 medarbejdere, da det typisk ventes at blive deltidsstillinger med dag- og aftenvagter.

Aftaler snart på plads

Mens håndværkerne knokler på med forvandlingen af de tidligere butikslokaler i tre etager, er Linda Olsen ud over ansættelserne i fuld gang med blandt andet at få forskellige aftaler og tilladelser på plads.

– Der er meget at lære. Vi starter helt fra bunden, men så alligevel ikke, fordi vi har en organisation bag os, hvilket er rigtig rart, siger Linda Olsen.

Hun henviser til, at ejerne af ejendommen, Sus og Lennart Lajboschitz, i forvejen driver Folkehuset Absalon i København og et par andre tilbud.

En del af indsatsen handler også om, hvad der skal være af aktiviteter i huset. Linda Olsen oplyser, at der har været en stor interesse fra eksterne undervisere, der gerne vil stå for en aktivitet, forskellige hold og workshops.

– Det kommer til at foregå på den måde, at en del af brugerbetalingen går til løn til underviseren og en anden del går til huset, forklarer Linda Olsen.

– Vi er ved at få forskellige aftaler på plads, så jeg vil ikke sige konkret, hvilke tilbud, vi får fra start. Men det bliver meget bredt, siger hun.

Måske i august

Der er endnu ikke fastsat en åbningsdato for stedet:

– Målet lige nu er, at det kan blive midt i august. Men om vi når det, ved vi ikke. Det kan også være, at vi vælger at åbne en del af huset, mens håndværkerne arbejder på at blive færdige med det sidste ovenpå, siger Linda Olsen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT