Et af de tilbagevendende højdepunkter nærmer sig på Gudhjem Museum, som gør klar til at præsenterer den 24. udgave af kunstnersammenslutningen Holkahestens sommerudstilling. I år kan publikum opleve værker af 16 kunstnere.
Med maleri, grafik, keramik, foto og skulpturer giver de 12 medlemmer af Holkahesten og de fire gæster et indtryk af den variation og spændvidde, der er i samtidskunsten, fortæller Gudhjem By- og Museumsforening.
Alle fire gæster har tilknytning til Bornholm, og en af dem er helt ny i Holkahesten-sammenhæng. Det er maleren Christian Finne, som delvis er opvokset i Nexø, og som i øjeblikket har et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Han arbejder med tegninger, lyd, video og installationer, der ofte har et psykedelisk eller hallucinogent tilsnit, fortæller foreningen.
Årets udstillere er Hans Munck Andersen, Vibeke Glarbo, Julie Høm, Silas Inoue, Kaori Juzu, Hans E Madsen, Hanne Mailand, Kirsten Ortwed, Gerd Hiort Petersen, Per Suntum, Klaus Thommesen og Charlotte Thorup fra Holkahesten og gæsterne, Nicolai Howalt, Peter Frimand, Christoffer Munch Andersen og Christian Finne.