Tilbud til familier lukker: 'Vi har fået afslag'

Tilbud til familier lukker: 'Vi har fået afslag'
Barnets Blå Hus Bornholm lukker den 31. august. Arkivfoto Blå Kors
FAMILIE | Mandag 14. juli 2025 • 13:30
Henrik Nielsen
Journalist
FAMILIE | Mandag 14. juli 2025 • 13:30

Blå Kors Danmark har ikke fået penge til at drive Barnets Blå Hus Bornholm videre. Derfor lukker tilbuddet med udgangen af august.

Om halvanden måned er det slut med Barnets Blå Hus Bornholm, som holder til i Rønne. Tilbuddet til børnefamilier med alkohol- og stofmisbrug inde på livet blev indviet i august 2016, og næsten præcis ni år senere lukker det. Forklaringen er, at Barnets Blå Hus Bornholm ikke har fået en bevilling fra Socialstyrelsen til en ny projektperiode.

– Vi har fået afslag på cirka halvdelen af det, vi har søgt i år. Vi søgte lige knap 40 millioner kroner, og vi har fået 17,6. Vi har skullet lave regionale ansøgninger, og så er der udmøntet penge i de forskellige regioner. Vi har søgt i alle fem regioner, og vi har fået penge til noget arbejde i tre af regionerne, og så har vi fået afslag i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, siger Elin Hansen, som er chef for Børn og Familie i hjælpeorganisationen Blå Kors Danmark, der driver Barnets Blå Hus.

– Vi kan ikke flytte rundt på pengene, og vi kan heller ikke protestere. Det er, som det er, tilføjer hun.

Derfor lukker Barnets Blå Hus Bornholm den 31. august.

Med stor beklagelse

Elin Hansen fortæller, at det koster temmelig mange penge at drive et Barnets Blå Hus.

– Forudsætningen for, at Blå Kors kan drive det arbejde rundt omkring i Danmark, er, at det skal finansieres. Det har det været via midler fra Social- og Boligstyrelsen, og det har det været i 10 år. Det er med stor beklagelse, at vi ikke har opnået det, siger hun.

Blå Kors har været glade for at have været til stede på Bornholm og synes også, Barnets Blå Hus Bornholm har været et rigtig godt tilbud, der har nydt god opbakning lokalt.

– Vi synes, det er rigtig ærgerligt, at vi må lukke; mest af hensyn til de børn, som vi jo ved stadigvæk er der. De er ikke forsvundet. For dem ønsker vi helt klart, at der skal vise sig noget andet, hvor de kan få hjælp, siger Elin Hansen.

Hvad det eventuelt bliver, kan hun ikke sige, for hun ved det ikke.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT