Poul ville på havet – desværre blev hans liv som sømand kort

Poul ville på havet – desværre blev hans liv som sømand kort
Mindesmærket på Rønne Havn over omkomne søfolk og fiskere under 2. verdenskrig. Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 23. FEB 2024 • 15:30
Af:
Ilse Wederkinck
Helsingør
NYHED | ABONNENT
23. FEB 2024 • 15:30

Tidligere på måneden skrev Birgitte Borgen Müller Marcussen i Tidende, at der mangler fortællinger om mange af de søfolk og fiskere, der omkom under 2. verdenskrig. Ilse Wederkinck fortæller her historien om sin onkel, Poul Modin Sommer.

Jeg har aldrig kendt Poul. Han døde, inden jeg blev født. Han var min mors yngste bror, og som barn kom jeg tit på den nye kirkegård i Aakirkeby, hvor min mor og jeg fjernede ukrudt og plantede blomster på hans grav. Vi gik ind ad den store låge på Møllevej, videre op ad den grusbelagte sti og drejede til højre, indtil vi kunne se den hvide marmorsten med fredsduen på toppen.

Min fortælling er baseret på det, jeg har hørt fra min familie, og hvad jeg har kunnet finde i diverse arkivalier.

Poul Modin Sommer blev født på Solbjerg i Egeby den 23. juli 1929 som den næstyngste af otte børn. Så mente hans mor, det kunne være nok med alle de børn, men tre år efter fik han en lillesøster, Ingeborg, og hun blev hans bedste ven. De to blev uadskillelige – to spilopmagere med lyse krøller og krudt i rumpen. Det, den ene ikke kunne finde på, kunne den anden.

Hans lillesøster døde i 2019, 86 år gammel. Med blink i øjet og smil om munden fortalte hun om deres barndoms skarnsstreger, men også om en sorg, der havde fulgt hende det meste af livet.

Flyvefisk og kokosnødder

Bedst var det, når de sad ved petroleumslampen om aftenen i mørkningen, og Pouls far fortalte om dengang, han sejlede på de syv have. Godt nok havde han kun sejlet i tre år, men hvilke år! Han havde sejlet med fragtskibe fra 1915 til 1918 under den store krig og havde historier nok til mange aftener. Poul og hans fire store brødre sad med lange ører og øjne så store som tekopper, mens flyvefisk og kokosnødder satte kolorit på krønikerne.

Pouls mor prøvede at dæmpe fortællelysten. Hun kunne fornemme på sine drenge, at det der med at arbejde i smedeværkstedet eller gå bag en plov, ikke var noget, de havde den store lyst til – nej, der skulle være skumsprøjt for boven og tatoveringer på brystet.

På Solbjerg var der altid nok at tage fat på. Der var både landbrug og smedeværksted, så der var året rundt brug for flittige hænder. Deres far kunne være en hård mand, hvilket især drengene fik at føle. Næverne sad lidt løst ind imellem. Allerede da brødrene var 12-13 år kom de ud for at arbejde på gårdene i omegnen, for kræfterne havde de – det var mere lysten, der manglede.

Så snart de kunne, slap de hestene og ploven og søgte hyre på forskellige mindre fragtskibe, og Poul kikkede misundeligt på sine brødre, når de tog af sted med køjesækken over skulderen. Poul var hjemme hos sine forældre frem til efteråret 1945.

I 1940 kom tyskerne, men de store brødre sejlede stadig, og det blev de ved med under det meste af krigen, bortset fra den næstældste, som var spærret inde i Marokko i en lang periode.

Tyskerne forsvandt, men i stedet kom russerne. Det truede ikke skibsfartens eksistens – der skulle stadig mad på bordet, og der var stadig hyre at få.

Poul var blevet 16 år og han ville ud at sejle, men hans far sagde nej, og hans mor græd. ”Det er for farligt, der er for mange miner – også i de danske farvande, og indtil du bliver 18 år, bestemmer jeg,” sagde hans far. Poul stampede i gulvet og smækkede med døren.

”Når jeg bliver 18 år, rejser jeg langt væk, og så skal I ikke regne med at se mig mere,” sagde Poul. Oprørske teenagere er ikke noget nyt.

Bølgerne gik højt, ikke kun i Østersøen, men også på Solbjerg, og til sidst gav Pouls forældre efter. I efteråret 1945 begyndte Pouls korte liv som sømand.

 

Poul Modin Sommer var om bord på motorgaleasen Birgitte, som under en stiv nordøstlig kuling gik ned ud for Fjellerup Strand på Djursland.

 

En stiv nordøstlig kuling

I februar 1946 gik motorgaleasen Birgitte af Hasle ud fra Vang med en tung last af granit, som skulle sejles til Randers. Om bord var skibsfører Hans Christian Peter Pedersen af Allinge, bedstemand Svend Arne Holm Hansen af Vang og kok Poul Modin Sommer af Egeby. Birgitte var bygget i 1910 af eg og bøg og var på 71 registerton.

I Dansk Sø-ulykkes Statistik 1946 kan man læse, hvad der skete. Der var søforhør i Grenå den 21. maj 1946:

"Birgitte af Hasle sunket den 21. februar 1946 ved Jyllands Østkyst. Tre Omkomne, Hans Chr. Peter Pedersen, Svend Arne Holm Hansen og Poul Modin Sommer.

Den 23. februar klokken cirka 11.30 observeredes Birgitte for nordgående ud for Grenå Havn. Den 24. februar klokken cirka 9.30 fandtes Birgitte under en stiv nordøstlig kuling med snetykning sunket med masterne over vandet på Skærbak Hest cirka en kilometer fra land ud for Fjellerup Strand på Djursland. Der var intet spor af besætningen, som bestod af tre mand. Ligene af disse er senere drevet i land. Skibet er senere blevet hævet. En undersøgelse viste, at skibsbunden i styrbords side var trykket op i cirka 20 fods længde. Kølen, kølsvinet samt syv bundstokke brækket, og plankerne sprængt fra for- og agterstævn.

Ministeriet må antage, at forliset skyldes en minesprængning."

Sidst i april 1946 blev Poul og Hans Chr. Peter Pedersen fundet i nærheden af Grenå. Svend Arne Holm Hansen var drevet i land tidligere.

Poul Modin Sommer blev begravet den 3. maj 1946 fra Aa Kirke.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT