Den 15. februar 1940 klokken cirka seks blev det neutrale og uledsagede s/s Aase ramt agter af en torpedo fra U-37 med kapitän zur see Werner Hartmann som øverstkommanderende. Det skete ud for den franske ø Ushant ved Bretagnes vestligste kyst. S/s Aase sank hurtigt efter at være brækket i to dele.
Torpederingen skete uden forudgående varsel.
Herluf kom som den første op på en af skibets redningsflåder efter først at have været i vandet. Det lykkedes ham at få hjulpet maskinmester Petersen op på flåden. På grund af den høje sø mislykkedes forsøg på at få flere op på flåden.Maskinmesteren døde 36 timer senere.
Herluf må have været i besiddelse af en stærk konstitution og en stærk vilje til livet, når man tænker på, hvad han har gennemgået i dagene på flåden.
Først den 23. februar bliver flåden fundet nær Lizard af en britisk destroyer, HMS Verity. Omgående sejler destroyeren mod Plymouth, hvor Herluf om eftermiddagen indlægges på The Prince of Wales Hospital, mens maskinmesterens lig landsættes.