Udover det åbenlyse, at kaptajnen faldt i søvn, og at skibets bro var ubemandet i fire timer, var der flere hændelser, der gjorde, at grundstødningen af 'Beaumaiden' blev en realitet. Det hollandske skib havde nemlig ikke orden i deres alarmsystemer, hvilket blandt andet er grunden til, at forsvarets maritime service ikke formåede at alarmere skibets besætning og fortælle dem, at de var på kollisionskurs.
Ifølge skibet og firmaets arbejdsskema burde der i løbet af natten have været ekstra bemanding på. Det skal der være i løbet af de mørke timer. Men det var der ikke denne nat, og det plejer der ikke at være, oplyser skibets besætning til havarikommissionen. I praksis var det nemlig rigtig svært at leve op til det vagtskema, som firmaet havde påduttet besætningen. Der var blandt andet ikke tid nok til vedligeholdelse af dækket og til at lave mad til besætningen. Derfor var kaptajnen alene på broen. Eller det vil sige, at han var heller ikke på broen denne nat. Men det kunne være blevet afsløret for skibets besætning, at kaptajnen var faldet i søvn. Det burde det.
Der er blandt andet et alarmsystem på skibet, der skal sikre, at broen på skibet er bemandet. Et sådan alarmsystem havde skibet ikke brugt og slået fra i længere tid, da det var upraktisk at bruge, da man skulle tilgå alarmen et stykke væk fra navigatørstolen. 140 centimeter var der imellem de to, for at være præcis. Normalt hvis alarmen er slået til, og den virker, vil den alarmere på broen, men også i udvalgte kahytter, og til sidst på hele skibet, hvis alarmsystemet ikke registrerer tilstedeværelse på skibets bro. De alarmer kunne altså ikke advare skibets besætning om en manglende kaptajn på broen og en ulykke, der var ved at ske.
Her burde det hollandske fragtskib have skiftet kurs. I stedet fortsatte det direkte mod Bornholm. Kilde: Made Smart Group BV 2021