Rådgivere skal udforme helhedsplan for Nørrekås

Rådgivere skal udforme helhedsplan for Nørrekås
Kommunens projektleder for byudviklingen i Rønne, Sofie van der Pahlen (nummer to fra højre), viste en gruppe potentielle rådgivere rundt i tirsdags. Rådgivningsopgaven er for tiden i udbud. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 9. OKT 2020 • 11:33
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
9. OKT 2020 • 11:33
BYUDVIKLING

Hvordan området ved Nørrekås Lystbådehavn og omkring Destination Bornholms bygning skal se ud på lidt længere sigt, skal en gruppe eksterne rådgivere være med til at overveje.

Rådgivningsopgaven blev sat i udbud i sidste uge, og i tirsdags viste kommunens projektleder to hold potentielle rådgivere rundt i Rønne.

"Nørrekås skal være byens nye rekreative mødested, der tiltrækker både rønneboerne og byens gæster," skriver kommunen i udbudsoplægget.

"Helhedsplanen skal sætte rammen for og muliggøre en helhedsorienteret udvikling, der kan rumme de forskelligartede planer, der er for Nørrekås. Planen skal operere med en 10-årig tidshorisont," står der endvidere.

Rådgiverne bedes lave to-fire scenarier, der undervejs kan blive debatteret i offentligheden og af politikerne. Brikkerne, som de har at spille med, er den fremtidige brug af Remisen, indretningen af en ny ankomstplads, parkeringsforholdene ved Snellemark Centret og en omlægning af Nordre Kystvej, som vil betyde, at Q8-tankstationen skal have en ny placering.


Bymidten er en del af stor pakke

Rådgivningsopgaven er en samlet pakke, der også skal munde ud i at forberede arkitektkonkurrencen for Store Torv og Dams Gård samt en plan for trafikken og parkering i bymidten.

En politisk følgegruppe med bred deltagelse fra partierne skal kigge rådgiverne over skulderen. Det er blevet besluttet, at de politiske udvalg skal involveres i arbejdet med at lave det rum- og funktionsprogram, der skal laves for Dams Gård. Den øgede politiske involvering betyder, at processen med at udvikle et arkitektkonkurrenceprogram vil tage to-tre måneder længere end først antaget.

En vigtig opgave for rådgiverne bliver at holde 15-20 dialogmøder med potentielle brugere af Byens Hus, som Dams Gård er omdøbt til. Et større borgermøde planlægges også undervejs i processen. Kommunen havde planer om at afvikle et borgermøde og invitere til debat i Remisen, men på grund af coronasituationen er disse møder blevet udsat.

To tekniske analyser

Sideløbende med at der sættes gang i helhedsplanen for Nørrekås, skal andre konsulenter lave en teknisk analyse af mulighederne for at forlænge strandparken langs Nordre Kystvejs promenade op mod Hotel Griffen.

Et andet hold eksterne rådgivere skal i den kommende tid aflevere en rapport om, hvordan man teknisk kan ændre gadenettet i bymidten og med et gadegennembrud spærre for trafikken øst om Store Torv, oplyser Søren Møller Christensen, der er leder af Udvikling og Byg, og som formand for styregruppen bag projektet har det overordnede ansvar for, at rådgiverne når målsætningerne og overholder tidsfristerne.

 
 

To fonde er med i arbejdet

De to fonde, der støtter projekterne – Realdania og Lokale og Anlægsfonden – har også en plads på styregruppens møder.

Lokale og Anlægsfonden, der i regi af Kulturstyrelsen, støtter og rådgiver om byggerier og fysiske faciliteter inden for idræts-, frilufts- og kulturlivet, bidrager ikke finansielt på dette tidspunkt i processen, men deltager med viden og sparring. På et senere tidspunkt vil Lokale og Anlægsfondens bestyrelse tage stilling til, om den vil yde økonomisk støtte.

– De giver altid først penge til sidst. De tilfører virkelig meget viden til projektet, så det er superfedt, at de er gået med i projektet, siger Søren Møller Christensen til Bornholms Tidende.

I en pressemeddelelse udsendt om Rønne-projektet siger udviklingskonsulent Ola Mattsson fra Lokale og Anlægsfonden, hvis deltagelse blev kendt i forrige uge:

– Vi har valgt at gå ind i udviklingen af Rønne, fordi projekterne er visionære og vil kunne være til inspiration for andre lignende byer i Danmark. Begge projekter vil præge byen i mange år fremover, og vi vil gerne bidrage til, at der laves et grundigt forarbejde, hvor der både er fokus på lokal inddragelse og inspiration fra andre visionære projekter i Danmark.

Realdania har bevilget 675.000 kroner til den del af byudviklingen, der omhandler Dams Gård og Store Torv – eller Byens Hus og Torv på tværs, som projekterne kaldes. Til udarbejdelsen af selve udviklingsplanen, der blev vedtaget i juni 2019, gav Realdania en million kroner.

 

 

Politisk følgegruppe

Den politiske følgegruppe består af tre udvalgsformænd: Winni Grosbøll (S) som formand for økonomi-, erhvervs- og planudvalget, Leif Olsen (SF) fra natur- og miljøudvalget samt Erik Lund Hansen (S) fra job-, udviklings- og fritidsudvalget.

For at sikre bred politisk repræsentation har Else Merete Knoop fra Venstre, og Dansk Folkepartis Kim Jacobsen fået en plads i følgegruppen.

 

 
 

Rådgivningsopgave i udbud

De eksterne rådgivere skal i overskrifter beskæftige sig med disse fire delopgaver:

1. Tværgående synergi

2. Arkitektkonkurrenceprogram for Byens Hus og Torv på Tværs

3. Strategisk helhedsplan for Nørrekås

4. Plan for trafik og parkering i Rønne bymidte

Kommunens vurdering af buddene baseres på, hvem der fremlægger den bedste udviklings- og procesplan (vægter 50 %) og rådgivernes referencer og kompetencer (50 %).

Udbuddet har en værdi af 1,4 millioner kroner plus moms.