Jeg har billedet af ham med til Oringe, og jeg kan kende hospitalssengen fra billedet, da Beinta Eriksen viser os rundt på museet. Beinta er formand for museets bestyrelse, er uddannet sygeplejerske og har selv arbejdet på Oringe i 33 år.
Harald på Oringe.
Det er snart 70 år siden, Harald var indlagt nogle måneder på ”Oringe”, som det hed i folkemunde, og det er ca. 100 år siden, at hans brødre var patienter her. Det var her psykiatriske patienter fra Bornholm blev indlagt. Derfor er der en del af os, der sandsynligvis har slægtninge, som har været her, siden hospitalet blev grundlagt i 1858.
Dårlige nerver og sindssygdomme var ikke noget, der blev talt om til familiemiddagene. Det har været pinligt, og det må have været svært at bære på i frygt for omgivelsernes fordømmelse. Derfor er det godt, at der findes steder som Psykiatrisk Museum i Oringe, så vi kan plante os selv i den historie, som der aldrig blev talt højt om.
Jeg kan ikke vide, hvad min bedstefar tænkte om sit ophold, men jeg kan gå op af de samme trapper som ham, kigge ud på den samme prægtige park og dvæle ved det pæne service, som blev brugt til aftensmaden eller de slidte gule sutsko, som står pænt på række i en reol.