På besøg i bedstefar Thorsens fortid på Oringe

Min bedstefar Harald Thorsen og flere af hans brødre var indlagt på daværende Oringe Sindssygehospital. Jeg har besøgt mandeafdelingen, som i dag huser Psykiatrisk Museum Oringe. Det var et bevægende visit.

Jeg åbner det sprossede vindue på 2. sal og kigger ud på den store park med gamle egetræer. I det fjerne kan jeg se Storstrømsbroen, som stod færdig i 1937. Min bedstefar Harald Theodor Thorsen har med garanti kigget ud på den samme bro. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Hvis han da ikke har været for omtåget af tidens nervepiller i 1950’erne.

Jeg befinder mig på halvøen Oringe syd for Vordingborg. Her lå Oringe Sindssygehospital (senere psykiatrisk hospital) og her var min bedstefar indlagt med depression i starten af 1950’erne. I dag ligger Psykiatrisk Museum Oringe her. Det befinder sig på 2. sal i en tidligere stor sengeafdeling i en af de arkitektonisk smukke gamle bygninger og er lige blevet renoveret.

Oringe ligger syd for Vordingborg. Her lå Oringe Sindssygehospital (senere psykiatrisk hospital).

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at kigge i min bedstefars journal, da den ikke længere findes, eftersom opbevaringsreglerne for patientjournaler blev lavet om fra den 1. januar 1950. Dog har jeg på Rigsarkivet fundet ham i navnekartoteket og har haft mulighed for at se, hvornår han var indlagt og bag på kortet var der også vedhæftet et billede af ham, som tydeligvis er taget på en hospitalsstue.

Jeg har billedet af ham med til Oringe, og jeg kan kende hospitalssengen fra billedet, da Beinta Eriksen viser os rundt på museet. Beinta er formand for museets bestyrelse, er uddannet sygeplejerske og har selv arbejdet på Oringe i 33 år.

Harald på Oringe.

Det er snart 70 år siden, Harald var indlagt nogle måneder på ”Oringe”, som det hed i folkemunde, og det er ca. 100 år siden, at hans brødre var patienter her. Det var her psykiatriske patienter fra Bornholm blev indlagt. Derfor er der en del af os, der sandsynligvis har slægtninge, som har været her, siden hospitalet blev grundlagt i 1858.

Dårlige nerver og sindssygdomme var ikke noget, der blev talt om til familiemiddagene. Det har været pinligt, og det må have været svært at bære på i frygt for omgivelsernes fordømmelse. Derfor er det godt, at der findes steder som Psykiatrisk Museum i Oringe, så vi kan plante os selv i den historie, som der aldrig blev talt højt om.

Jeg kan ikke vide, hvad min bedstefar tænkte om sit ophold, men jeg kan gå op af de samme trapper som ham, kigge ud på den samme prægtige park og dvæle ved det pæne service, som blev brugt til aftensmaden eller de slidte gule sutsko, som står pænt på række i en reol.

Jeg kan kigge på instrumenter til elektrochok, studere smukke broderede duge, som patienterne har lavet, og så er der en fin kunstudstilling med malerier, som patienterne har kreeret.

Mit kendskab til datidens sindssygehospitaler relaterer sig mest til film som ”Gøgereden” og ”Family Life” hvor hospitalerne mindede mere om rædselskabinetter end omsorgsfuld pleje for patienterne. Der er ingen tvivl om, at billedet bliver langt mere nuanceret, dels ved at besøge museet og dels ved at læse om datidens sindssygehospitaler. Her kan jeg anbefale ”Oringe – der var engang” som bl.a. rummer masser af historie og patienters og ansattes erindringer.

Kontor på Oringe.

Så vidt jeg ved, var min bedstefar indlagt på Oringe i nogle få måneder, men der var andre, som aldrig kom hjem igen. De levede hele deres liv her. De betød også, at de døde her og blev bisat fra hospitalets kapel og derefter fik fjernet deres hjerne i sektionsstuen ved siden af. Her kan man stadigvæk se operationsbordet og den trækasse, hvor man placerede hjernen i.

I årene 1945 til 1982 blev over 9.000 hjerner fra omkring halvdelen af de patienter, som døde på landets psykiatriske statshospitaler fjernet fra patienterne, uden at de pårørende gav samtykke. Mange af hjernerne endte i kælderen under det psykiatriske hospital i Risskov, hvor de var genstand for undersøgelser.

Det var for øvrigt professor Erik Strömgren, som var en af hovedkræfterne til grundlæggelsen af hjernesamlingen. Han arbejdede som ung reservelæge på Amtssygehuset i Rønne og stod for en stor psykiatrisk befolknings- og arvelighedsundersøgelse af den bornholmske befolkning fra 1930’erne og igen i 1980’erne. Han konkluderede i sin doktorafhandling i 1938, at 12 procent af den danske befolkning var eller havde været psykisk svækkede i større eller mindre grad. Hans undersøgelser omfattede 14.000 bornholmere levende eller døde og var i stor grad baseret på blandt andet journaler men også mange hjemmebesøg.

Strömgren konkluderede også, at bornholmerne ikke var mere psykisk svækkede end andre danskere.

Åbningstider på Psykiatrisk Museum Oringe: Sidste søndag hver måned. (undtagen december) fra klokken 13-15.

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com