Ornitolog i Kanondalen: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige"

Når du står stille på toppen af Galløkkens skrænter og forgæves spejder efter hvinænder og en stor skallesluger ude på bølgerne, og sydvestenvinden banker ind og skærer igennem overtøjet, har tvivlen gode vilkår.

Passer det, når de siger, at vinteren har været mild? Er her virkelig fire grader? Plusgrader! Og hvordan er det lykkedes at samle 25 fuglekiggere til to timers tur på Galløkken under sådanne vejrforhold?

Som I kan høre, blev Tidendes udsendte straffet for ikke at have efterlevet mantraet om, at der ikke er dårligt vejr, kun dårlig påklædning.

Heldigvis rummer det bynære, fredede naturområde meget andet end bare vidder med fuld udblæsning fra havet, og opholdet i vinden bliver kortvarigt.

Vinterklimaet kan ikke undgå at spille en hovedrolle i denne historie, for fuglene og naturen opfører sig slet ikke som sædvanligt for øjeblikket.

”Fimbulsommer” kalder en af turdeltagerne vejrforholdene med et ordspil inspireret af nordisk mytologi.

– Temperaturen er så høj, at musvitterne og blåmejserne er begyndt at synge en måned for tidligt, fortæller Henriette Tøttrup Hansen, der sammen med Per Pedersen er turledere på ornitologforeningens rundtur på Galløkken.

Fuglenes sang markerer, at de er ved at afmærke deres territorium og leder efter en mage som optakt til ynglesæsonen. Når der allerede nu kommer æg i rederne, kan fuglene gå en grum skæbne i møde, hvis frost og snevejr gør en sen entré. I Ølene er tranerne begyndt at indfinde sig, hvilket er højst usædvanligt i januar.

– De sætter sig tidligt på de gode ynglepladser. Men de løber også en risiko, siger Henriette Tøttrup Hansen, som havde foretrukket, at småfuglene havde hvilet sangstemmen lidt tid endnu.

– Personligt vil jeg gerne have vinter og frost. Der kommer også mange spændende fugle ned nordfra, når der bliver koldt, siger turlederen.

Dansk Ornitologisk Forening Bornholms tur på Galløkken er åben for andre end foreningens medlemmer, og i alt 25 personer er troppet op ved Rønne Vandrerhjem klokken 10 med kikkerter om halsen.

– Vi skal ud og se, hvad der pipper heromkring – og det er ikke meget, siger Per Pedersen under sin introduktion. De  mest interessante fuglearter blandt ornitologer har endnu ikke meldt deres ankomst, men det står hurtigt klart for mig, at forsamlingen også går meget op i de mest gængse arter som solsorte, råger og musvitter.

 


Det tætte buskads på den gamle lossepladsgrund i Kanondalen er hjemsted for masser af småfugle.

De skal måske snart finde et nyt sted at bygge rede på grund af Rønne Havns ønske om en udvidelse.

Foto: Berit Hvassum

Syge solsorte

– Har I lagt mærke til, at der er kommet flere solsorte igen, spørger Per Pedersen.

En virus har ramt solsortebestanden i Nordeuropa, og også på Bornholm blev der i efteråret fundet mange døde solsorte. Men noget tyder ifølge Per Pedersen på, at der er ankommet nye solsorte til øen.

Vi indleder turen med at bevæge os op mod resterne af Rønnes aldrig færdiggjorte forsvarsanlæg. Fæstningsplanerne i 1700-tallet blev aldrig fuldført, men Kastellet blev bygget og udnyttes nu af gæstende fugle.

– Noget er der kommet ud af det – et boligkompleks. Om et par måneder vil der sidde alliker i alle Kanontårnets skydehuller, fortæller Per Pedersen under den første pause.

Han gør opmærksom på, at vi står i en masse fuglelort og ved siden af en bunke fjer. De fleste mener, at fjerene stammer fra en due, som nok er blevet taget af en spurvehøg.

Et andet boligselskab findes i toppen af fyrtræerne tættere på Kanondalen, hvor en koloni af råger holder til. Vi går i den retning.

Skovning og havneudvidelse

Turen er en god anledning til at registrere de løbende ændringer af landskabet. Kommunen er i gang med tynde ud i træerne omkring Kastellet, og vi må zigzagge os omkring stammer og nedfaldne grene.

Som vi nærmer os skrænten, kommer den udvidede havn til syne.

– Der er ikke meget ude på det nye område. Kun svartbag og skarver.

En venlig kvinde kan se, at jeg gik i stå i min notatskrivning.

– En svartbag. Svart-b-a-g. Det er den største måge herhjemme, forklarer hun om mågen med gråsorte vinger.

Omkring os er der masser af fugleliv.

– Se, der sidder en modig musvit og kalder – og bogfinker bagved, siger Per Pedersen.

 

DOF Bornholm

Dansk Ornitologisk Forening Bornholm har cirka 220 medlemmer.

På foreningens hjemmeside registrerer medlemmerne de fugle, som er blevet observeret. Der er stor aktivitet, og alene søndag blev der indrapporteret over 100 observationer.

Gennem året arrangeres der første søndag ture i Almindingen til aktuelle fuglelokaliteter.

På skuddagen 29. februar har DOF Bornholm planlagt en fugletur ved Dueodde.

Nogle aktiviteter er udelukkende for medlemmer, mens andre er åbne for alle.

 

Ved ikke, hvad jeg skal sige

Han giver sig til at forklare om Kanondalen under os, som Rønne Havn ønsker at indlemme i havnen.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Det er fugleområde. Men jeg tror ikke, der er meget at stille op.

Han trøster sig med, at havnen vil bevare et 20 meter bredt bælte med træer mellem stien nedenfor og havnens hegn. Havnen har i ansøgningen dog kun foreslået et ti meter bredt bælte ved tipvognssporet.

En af turdeltagerne mener, at havnen burde kompensere for deres planer, der vil gå ud over et fuglevenligt buskads. Modydelsen bør efter hans mening være, at havnen for fuglenes skyld planter buske et andet sted i nærheden.

Vi fortsætter langs skræntens top mod sydøst. Fra tid til en anden stopper vi for at lytte.

– Der sidder en rødhals et sted, siger en af gruppens mange fuglekendere.

– Ja, og der er en håndfuld bogfiker bag mirabelletræerne. Se deres hvide striber, siger en anden.

– Det er et smaddergodt sted til kratlusk, supplerer Per Pedersen.

De første lysegrønne skud er kommet til syne på de lave mirabelletræer. Det plejer først at ske i marts, fortæller Henriette Tøttrup Hansen.

Tårnfalk og svanepar

Nu er vi fremme ved denne artikels indledning – punktet, hvor turlederne pakker deres teleskoper ud, og vi i ti minutter står stille i den iskolde vind.

Her dukker fuglene for alvor op. En tårnfalk hænger stille i luften på kanten af kystskrænten. To svaner kommer svævende inde fra land og skråner over mod den nye havn. En flok hvinænder sidder i bølgerne og dykker engang imellem. Og nogle hættemåger og tre-fire gråkrager fouragerer over bølgerne helt inde der, hvor de skyller ind på den nye sandstrand, der i vinterens løb har fået ædt adskillige meter af havet.

Turlederne taler om en stor skallesluger langt ude på havet. Jeg kan hverken få øje på den med det blotte øje eller i teleskopet.

Ornitologerne ved derimod, hvad de skal kigge og lytte efter, og – som Henriette Tøttrup Hansen fortæller sidst på turen – er det mange års erfaring og forhåndsviden til, hvad man kan forvente at finde hvor, der kommer til udtryk.


Turleder Per Pedersen fiskede engang imellem en fuglebog op af lommen. Her fortæller han om hvinænder, som man fra skrænten kunne se vugge i det livlige hav. Foto: Berit HvassumIdeelt fuglelandskab

Mine forfrosne fingre lægge notesblokken til side, og jeg nyder resten af turen, der heldigvis hurtigt drejer ind i skoven.

Galløkken er et herligt sted. Et øjeblik går man rundt blandt høje løvtræer, det næste befinder man sig på en eng med lave buske. Med havet til den ene side og større skove i nærheden har det fredede naturområde en varieret beplantning, der skaber ideelle betingelser for en bred vifte af fuglearter.

Arter som hvidbrynet løvsanger, lundsanger, rødtoppet fuglekonge er ikke på disse breddegrader for tiden. Men på den rigtige årstid kan ornitologer være heldige at finde mange sjældne fugle netop i Galløkkens varierede skov, hvor der på et ganske lille areal står omkring 20 forskellige træsorter.

Skovhornugler

Som vi nærmer os campingpladsen, bygges der op til et klimaks. Vi skal se de overvintrende skovhornugler, der på denne tid af dagen sover i et bestemt træ.

Per Pedersen har fået at vide, at der tidligere på dagen er set syv ugler i træet. Han fortæller, at han på sene sommeraftener i sit hjem på Søndre Allé kan fornøje sig med skovhornugleungernes sang, når de kalder på mad.

På campingpladsen er der helt stille, og vist kun turens allerskarpeste fuglekiggere kan se ugler med i træet. Bornholms Tidendes to udsendte er helt hjælpeløse uden kikkerter. Hvordan i alverden kan der sidde syv skovhornugler oppe i det grantræ, tænker jeg.

Først da Henriette Tøttrup Hansen får indstillet sit kraftfulde teleskop, og jeg sætter øjet op til linsen, kommer der en sovende ugle på min nethinde. Den er imponerende godt kamoufleret, og 25 respektfulde fuglekiggere generer den ikke. Et mageløst syn.