Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Morten Riis, var enig i, at det vil være fornuftigt at kigge nærmere på forslaget i de politiske udvalg.
– I har helt ret i, at der er en problemstilling, når borgere går fra at være børn til at være voksne, især på psykiatri- og handicapområdet, sagde Morten Riis (EL).
– Jo mere fokus, man har på området, jo bedre. Jeg vil anbefale, at man i udvalgene fokuserer på, hvad man kan gøre, og ikke hvad lovgivningen forhindrer, sagde Leif Olsen (SF).
På forhånd vidste René Danielsson (DF) godt, at der ikke var nogen stor chance for at få forslaget vedtaget, inden fagudvalgene havde arbejdet med forslaget i detaljer. Det var imidlertid ikke muligt at starte i udvalgene, fordi et politisk spørgsmål skal behandles først i kommunalbestyrelsen, når et forslag spænder over flere fagudvalg.