Nu ligger 'øjebæen' i Hasle Havn

Nu ligger 'øjebæen' i Hasle Havn
Det stærkt forsømte kuttervrag Judit ligger nu fortøjet ved ydermolen i Hasle havn. Foto: Kjeld Lundbæk
Fredag 19. september 2025 • 19:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
Fredag 19. september 2025 • 19:00

Uheldig svensk kutterbugsering kan ende med at blive et dansk anliggende.

Det gik grueligt galt for tre svenske mænd, alle i 60'erne, da de tidligere på måneden besluttede sig for at skaffe Skillinge Havn på kysten mellem Ystad og Simrishamn af med en øjebæ, kuttervraget Judit, der havde ligget ubenyttet hen i den lille fiskerihavn i 35 år.

De tre mænd havde til formålet investeret i en anden, noget mindre kutter længere oppe ad lysten, Verona, hvis sødygtighed også var noget tvivlsom. Verona skulle ifølge oplysninger til Ystads Allehanda fungere som bugserbåd, idet de tre mænd havde til hensigt at slæbe Judit til Göteborg langt oppe på den svenske vestkyst.

Men så lang blev rejsen ikke. Efter et døgns sejlads var de to både kun nået til Sandhammeren, da bugserbåden fik motorstop og begyndte at synke. Besætningen reddede sig over på Judit og blev senere samme aften bragt i land af en båd fra Sjöräddningssällskapet, der fulgte de to bådes færden fra nært hold. Også Sjopolisen rykkede ud for at assistere.

Ind i dansk fravand

Hverken Sjöräddningssällskapet eller Sjöpolisens både var i stand til at overtage bugseringen af Judit, som af hensyn til søtrafikken på "hovedvejen" mellem Skåne og Bornholm derfor blev afmærket med blinklys og minestrimler, så det drivende skrog blev så synligt som muligt i nattens mørke.

Lørdag den 6. september var Judit nået ind på dansk farvand, og derfor var det Bornholms Marinehjemmeværn, der fik til opgave at bringe det drivende skibsvrag sikkert i havn. Nærmeste havn var Hasle Havn, og her har den svenske øjebæ siden ligget fortøjet ved ydermolen.

– Jeg var selv på ferie, da båden blev bragt ind, men som jeg har forstået det på den korrespondance, der siden har været med svenskerne, vil man nu forsøge at få fat i bådens ejer. Hvis det ikke lykkes, formoder jeg, at det bliver det bornholmske beredskabs opgave at hugge båden op, fortæller Denni B Chemnitz, havnefoged i Hasle.

Sideløbende kan de tre mænd, der drog ud på den tvivlsomme færd, men ikke har stor tilknytning til Skillinge, vente et retsligt efterspil. Dels har de overtrådt søfartslovgivningen ved at stå til søs med to både, hvis sødygtighed og sikkerhed ikke var i orden. Dels kommer miljølovgivningen ind i billedet, hvis der senere lækker olie fra Verona ud for Sandhammeren.

Den svenske Kustbevakningen har afmærket stedet, hvor Verona gik til bunds og har også fisket en del benzin- og oliedunke, som befandt sig på dækket, op fra havoverfladen. Men dermed er forureningsfaren ikke drevet over.

– Det er ikke ualmindeligt, at både, der synker, begynder at lække efter en tid, når de begynder at ruste, forklarer Mattias Jerde fra Kustbevakningen til Ystads Allehanda.


Den noget mindre båd Verona skulle slæbe kuttervraget Judit fra Skillinge til Göteborg. Foto: Sjöräddningssällskapet

Dyrt at hæve vraget

Om der vil blive gjort forsøg på at hæve Verona, der har ligget ubenyttet hen i sin tidligere hjemhavn i de sidste 10 år, er nok tvivlsomt.

– Det er op til ejerne. Når sådan noget sker, er det vigtigt, at båden er forsikret. Ellers kan det blive meget dyrt at bjærge en båd, der er sunket, bemærker Mattias Jerde.

Imens udarbejder Kustbevakningen en rapport om hændelsen ud for Sandhammeren, og derefter er det op til en anklager at tage stilling til, om der skal rejses anklage mod de tre uheldige svenskere, der tilsyneladende bare ville gøre beboerne i Skillinge en stor tjeneste ved at fjerne Judit fra havnebilledet.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT