Når amtmand v. Stemann holdt møder med den sovjetiske general Jakusjov gik det specielt for sig

UDSTILLING

Den 21. april genåbner Bornholms Museum i Sankt Mortens Gade i Rønne med en spritny udstilling, som fortæller om russernes tilstedeværelse på Bornholm i de 11 måneder efter Anden Verdenskrig, som netop i år er blevet markeret, fordi det den 5. april var 75 år siden afrejsen.

Lige denne dag, da Bornholms Tidende kigger forbi, er udstillingen kun næsten på plads, men alt skal nok lykkes inden deadline, lover museumsinspektør, ph.d. Jakob Seerup, som ved vores ankomst er sprunget til hoveddøren for at låse op, eftersom vi kommer uden for åbningstiden.

Sådan: Gør porten høj, gør døren vid, snart museumsgæster kommer hid, og det er jo derfor, man har museer: De skal oplyse os alle sammen.

Lige når man ankommer til udstillingen, står et par mandshøje dukker i uniformer, en russisk og en dansk, og de er på vej i hver sin retning med tydelig symbolik. Den første siger farvel, den anden goddag.

– Der er vagtskifte, det er den 5. april 1946, forklarer museumsinspektøren.

Her lyder bulder og brag – booommm! Krasch! – og fly suser gennem luften – vrrrrroooommmm – så man er nær ved at dukke sig. Det er skam en særdeles autentisk stemning, som skyldes, at der inde bag en skillevæg kører en film fra afslutningen af krigen. Den kan de kommende museumsgæster også sætte sig ned og se under deres besøg.

Det er ambitionen med udstillingen dels at vise det overordnede billede – hvad handler det her om – men ikke kun i forhold til Bornholm isoleret set, også at øen i krigens sidste dage og måneder blev en del af østfronten.

– Det er en historie, som de færreste danskere kender, fordi de flestes holdning til Anden Verdenskrig og krig i det hele taget er skabt af især Hollywood, altså "Band of Brothers", "Den længste dag" og så videre, siger Jakob Seerup med høj røst for at overdøve kamptummelen inde ved siden af.

– Men det er jo kun en del af virkeligheden. Da krigen slutter i 1945, bliver Bornholm pludselig en del af alt det, der foregår hernede.

En bakke med et pennesæt og blandt andet en model af fyrtårnet i Kronshtadt, som er et flådefort ved Sankt Petersborg dengang hed Leningrad, er en del af afskedsgaven fra den sovjetiske general Aleksandr Jakusjov til amtmand Paul Christian v. Stemann. Foto: Jacob Jepsen

Hårde kampe

Han peger på en planche med et stort landkort, hvorpå pile viser, hvordan den 1. Hviderussiske Front under marskal Zhukov presser tyskerne på retræte nede ved Danzig og Kolberg på kontinentet, hvor de har blikket stift rettet mod Berlin og under svære tab – i omegnen af 10.000 sovjetrussiske soldater dør dagligt – konstant vinder terræn. Og altså passerer forbi Bornholm, som ligger oppe i Østersøen og på den måde kommer bag fronten.

– I februar står hundredetusinder af sovjetiske tropper ved Oder-floden, da den allersidste tyske offensiv kommer i et forsøg på at afskære Zhukovs front fra videre fremtrængen, hvilket ikke lykkes. Og vel foregår det langt væk fra Bornholm, men det har alligevel meget med Bornholm at gøre, for de sovjetiske tropper driver tyske flygtninge foran sig, og mange havner på Bornholm, siger Jakob Seerup.

Og de russiske tropper, som den 9. maj gør deres indtog på Bornholm, efter at de fra fly har bombet Nexø og Rønne både den 7. og den 8. maj, kommer nede fra dette krigshelvede.

– De har været med i hårde og daglige kampe, siger museumsinspektøren.

– Og i mange beretninger står der, at de første stødtropper, der kom til Bornholm, var særligt barbariske, og at der kom nogle mere medgørlige senere hen, men i virkeligheden stemmer det ikke. Det var de samme folk, der blev på Bornholm, bortset fra, at der jo altså også kom flere til. Så det, soldaternes opførsel afspejler, er, at de første, der ankommer, har skuldrende helt oppe om ørerne og fingeren på aftrækkeren, fordi de havner her direkte fra fronten. Men efter nogle uger sænker de så skuldrene lidt.

Så det passer ikke, at de blev udskiftet af nogle nye og mere afslappede og imødekommende soldater?

– Nej, de samme blev her, og så kom der naturligvis flere til, siger Jakob Seerup og peger igen på kortet:

– Jeg vil supergerne have, at bornholmerne får det her ind på nethinden. Det her handler ikke om Normandiet og landgangen der, det er fra øst alt det her, som Bornholm bliver hvirvlet ind i, kommer, og det giver en anden forståelsesramme.

Et kort placerer Bornholm i de sidste voldsomme fremstød i krigens sidste dage. Foto: Jacob Jepsen

Skrivebordet

Inden vi fortsætter videre her fra introen til udstillingen, skal vi lige dvæle ved et skrivebord. Det er amtmand Paul Christian v. Stemanns originale skriverbord fra krigens tid.

– Det er jeg meget glad for, vi har med, siger Jakob Seerup.

– Ikke alt, der står på det, er 100 procent autentisk, men vi prøver at genskabe stemningen omkring det og udstiller også afskedsgaven fra den sovjetiske general Aleksandr Jakusjov, som var kommandant på Bornholm fra juli 1945 til april 1946. Det er en gang sofistikeret metalsløjd lavet af gamle messinggranathylstre.

Ja, dét må man sige,. Der er tale om en bakke med et pennesæt, som også rummer både søminer og skibskanoner. Her er også et billede af amtmanden og kommandanten – og deres tolk – som er dateret den 22. marts 1946 ved et af deres allersidste møder.

Møder havde de mange af, og for at give museumsgængerne en umiddelbar forståelse af de to herrers mødemanerer overvejer Jakob Seerup at placere en flaske vodka på skrivebordet.

– Det her handler virkelig meget om alkohol, siger han.

– Det er en de ting, der kendetegner Stemanns og Jakusjovs forhold. Jakusjovs kontor lå lige på den anden side af gaden i forhold til amtsgården i Storegade her i Rønne. Han var ikke morgenmand, men klokken 10 kunne de mødes, hvilket vil sige, at så kunne Stemann komme over til ham, og så kunne de lige dele en flaske vodka, inden de gik i gang med at forhandle. Når så forhandlingerne var afsluttet, rundede de lige af med flaske vin. Så slingrede Stemann hen over Storegade – og så skulle han nok lige have sig en velfortjent middagslur, inden han kunne sætte sig her ved dette skrivebord og ringe til København for at fortælle om, hvad de nu havde aftalt.

Det har vel ikke været hver dag, de gjorde det?

– Nej, men det har været ret intenst i perioder. Og de nåede at lære hinanden at kende ganske godt, måske med en lille distance, men det er mit indtryk, at de to trivedes godt sammen på det menneskelige plan. Og nok derfor fik Stemann altså også denne afskedsgave, som blandt andet også indeholder fyrtårnet i Kronshtadt, som er et flådefort ved Sankt Petersborg, som dengang hed Leningrad.

Fotostater skal give indtryk af at stå på en gade i en af de bornholmske udbombede byer. Foto: Jacob Jepsen

10 døde

Inde i udstillingens store lokale er filmen nu forstummet. Den blev også vist sidste år, men er siden blev opgraderet af Jesper Mejlvang, som har Baltic Recording Studio i Listed.

Store fotostater på væggene af huse i ruiner og fotostater klæbet på gulvene af brosten, hvorpå der ligger murbrokker og skrammel, skal give museumsgæsterne en følelse af at være der selv. Dér, hvor to bornholmske byer blev smadret af bomber fra luften. I alt blev 2.900 af Rønnes 3.200 huse beskadiget, mens 856 af Nexøs 959 bliver ramt, og 10 indfødte bornholmere døde den 7. og 8. maj.

Dertil døde et ukendt antal flygtninge, for nok gik russerne efter strategiske mål som havnene og krigsskibe, men der skete også tragedier i form af eksempelvis et pakhus i Nexø fyldt med flygtning, som brændte ned, uden at nogen kunne slippe ud.

I alt var der mellem 16.000 og 20.000 flygtninge på Bornholm i form af civile tyskere og soldater, som var drevet mod øst af frygt for den røde hær. De blev inden for en uge flyttet fra øen, da russerne overtog, og mange endte i Sibirien.

I en glasmontre ligger en af de store grammofonplader til 78 omdrejninger i et paphylster sammen med scrapbøger i kartonomslag og brune sider med taksigelser fra Anker Jørgensen og udenrigsminister Christmas Møller.

Det var journalist Johannes G. Sørensens arkiv over egne bedrifter. Manden med guldstemmen blev han kaldt, og det var ham, der læste de berømte ord op fra London den 4. maj 1945 om aftenen: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig".

Sovjetiske tropper nyder livet på Bornholm. Foto: Jacob Jepsen

Han arbejdede siden på Bornholmeren og ligger i dag begravet på Rønne Kirkegård.

Det var pladeentusiasten Aage Schnedevig, der hjemme i en stue i Hellerup sad og optog udsendelserne fra BBC, hvilket ikke var nogen let sag med datidens teknologi, eftersom man skulle have et apparat, som skar lydoptagelsen ned i en blank lakplade. Ikke desto mindre blev frihedsbudskabet i 1946 solgt i godt 10.000 eksemplarer til folk, som ville fejre årsdagen.

Aage Schnedevig, oplyser Jakob Seerup, døde dog som en bitter mand, eftersom han følte, at han var blevet snydt for royalties i forhold til de mange gange, DR afspillede pladen i radioen.

 

Silkebåndene i montren vidner om international bevågenhed og tilstedeværelse på Bornholm, da ni bornholmere blev begravet den 16. maj 1945, mener Jakob Seerup. Foto: Jakob Seerup

Nej, Bornholm var ikke helt glemt

I en montre på udstillingen ser man en række silkebånd, som ifølge museumsinspektør Jakob Seerup vidner om, at Bornholm ikke var helt uden den omgivende verdens bevågenhed i forbindelse med bombardementerne den 7. og 8. maj 1945.

Båndene stammer fra kranse, som blev lagt på graven for de ni dræbte i Rønne efter bombardementerne.

– Ceremonien fandt sted den 16. maj, og det er jo en lidt ironisk ting, at et sovjetisk hornorkester gik forrest og spillede sørgemarchen. Men det er en pointe i sig selv, at sådan kan krig være – de samme, som kaster bomberne, kan være dem, der spiller til begravelsen, siger han og fortsætter:

– Vi har jo den her fortælling, som bornholmerne har fortalt sig selv og alle andre, om, at Bornholm blev glemt og overset, og at man var ligeglade med bornholmerne. Men i den forbindelse synes jeg, at den her montre repræsenterer en modfortælling, nemlig at Bornholm overhovedet ikke var glemt. Der var kranse fra Sverige og Norge, den franske ambassadør og Australien, fra Canada og amerikanerne og også den sovjetiske ambassadør. Paradoksalt nok viser det her, at Bornholm faktisk var relativt højt på dagsordenen i det internationale spil.

– Det, der bare er problemet, er, at det kan bornholmerne ikke se, når de går rundt på gaden i Rønne og Nexø, de ser bare, at byerne er blevet smadret, og de kan jo ikke vide, at der foregår det her politiske spil, som egentlig er ret intenst, også selv om det tager 11 måneder. Der bliver forhandlet, og der er for eksempel også en forespørgselsdebat om Bornholm i det britiske underhus. Jeg vil meget gerne anerkende, at mange bornholmere har følt sig klemt, men jeg vil også gerne stærkt pointere, at meget altså peger i den stik modsatte retning, og at Bornholm ingenlunde var glemt. Der var altså bare en meget speciel storpolitisk situation, siger Jakob Seerup.

– Og det er nu engang sådan, at øjenvidnet nede på gulvet kan fortælle om sine følelser og oplevelser og forklare, at det hele er gået grueligt galt, men ikke nødvendigvis have det overblik, som vi har i dag mange år efter.