Leder: Myter på museum

LEDER

Bornholms Museum fortjener stor tak for den meget flotte og levende udstilling, som museet genåbner med i morgen. For sin meget livagtige måde at gengive de 11 måneder i 1945 og 1946, hvor cirka 8.000 russiske tropper kontrollerede Bornholm.

En særlig tak fortjener museet, fordi man ikke har prøvet at tale nogen efter munden. Man vinder ingen popularitetskonkurrencer på Bornholm ved at punktere velkendte, gamle historier om krigens sidste dage, bombardementet af Rønne og Nexø og russertiden, der fulgte derefter.

Og lige netop det har museumsinspektør Jakob Seerup haft travlt med: Bornholm blev faktisk ikke glemt. Det er til at forstå, at russerne selv i dag bliver sure, hvis vi siger, at Bornholm først blev rigtigt befriet, da russerne forlod Bornholm igen. Sådan så bornholmerne med stor sandsynlighed heller ikke på det dengang. De betragtede frem for alt russerne som en af de magter, der havde bragt Adolf Hitler til fald.

Det har Jakob Seerup altsammen været ude og sige. Og selvom det måske var med velberådet hu, at han holdt det største stykke sprængstof tilbage til dagbladet Politiken her tidligere på måneden, så sagde Jakob Seerup faktisk her, at selv bombardementerne af Rønne og Nexø, rent tragiske og helt meningsløse som vi er vant til blot at betragte dem som, faktisk er til at forstå, hvis man tager militære briller på (og sådan nogle havde alle i maj 1945).

– Russerne gjorde ingenting forkert. Tyskerne havde nægtet at overgive sig. Da russerne 7. maj sendte rekognosceringsfly ind over Rønne, blev de beskudt af tysk antiluftskyts. Det var de jo nødt til at reagere på, sagde Jakob Seerup til Politiken.

Hu hej da, hvor det går: De gamle historier er i vidt omfang mudret til af myter. Selv en af de største og allermest sejlivede – at bombardementerne blev ignoreret af Radioavisen – er bogstaveligt talt skudt ned her for nylig, i hvert fald et stykke af vejen. Og det var så ikke Seerups værk, men derimod P4 Bornholm-journalisten Thomas Kofoed Poulsens. I sin nye og godt sælgende bog om Russertiden dokumenterer han med gamle manuskripter, at DR faktisk sagde, at Rønne og Nexø var ramt. Hvor meget statsradioen gik i dybden med den sag kan så være en anden historie, men nævnt blev det altså.

Kun meget lidt er der umiddelbart tilbage af den offerfortælling, der er blevet den gængse på Bornholm om øens vanskæbne i krigens sidste tid. Selv det, at russerne faktisk stillede et hornorkester til rådighed og spillede Chopins Sørgemarch, da bombardementets ofre blev begravet, er nu kommet frem. Præcis som det nu også står klart, at den danske regering faktisk ikke var passiv, hvad angik Bornholm, men blot var nødt til at handle så diskret, at det blev let at føle sig glemt og ignoreret på Bornholm. Det var vi ikke, men derfor kan folk godt have oplevet det.

Sådan er det med historien. Den kan opleves på én måde, mens den finder sted – og på en ganske anden og meget mere nuanceret facon, når årene er gået, og kompetente folk får stykket brikkerne sammen til et mere helstøbt billede af, hvad der egentlig gik for sig.

Det er sådan et billede museet har skabt. Vil du sige tak, så gå op og se udstillingen.